"Tredje gang er lykkens gang," fastslår et gammelt ordsprog. Ret beset er "Logan" ikke den tredje film med Hugh Jackman i rollen som Wolverine – Marvels evigt fyrige, usårlige supermutant. Men der er dog tale om heltens tredje såkaldte solofilm, hvori han har førsteret til rampelyset foran alle de andre heroiske X-Men. Indtil nu er Wolverines solokarriere dog forløbet omtrent lige så godt som Ringo Starrs ditto (læs: sådan cirka ad helvede til). Men tredje gang er vitterligt lykkens gang for Jackman og Jærven. Dette er ikke blot den australske skuespillers angiveligt sidste solotur iført de knivskarpe klinger, det er også hans klart bedste.
Året er 2029, og mutanter er stort set en uddød race. Wolverine – også kendt som Logan blandt sine ekstremt fåtallige venner – er en af de få, som er tilbage. Det samme er en oldgammel, efterhånden halvsenil Charles "Professor X" Xavier, som Logan tvangsfodrer medicin for at mildne tankelæserens destruktive anfald. Parret gemmer sig i en forladt, mexicansk fabrik, men da en lille mutantpige, Laura, som minder påfaldende meget om Logan, pludselig dukker op med flere skydeglade soldater i hælene, må trioen ile mod et mytisk tilflugtssted i Canada (mon ikke mange amerikanere netop nu overvejer den samme rejse?).
"Logan" udkommer i kølvandet på den helt igennem hæslige "X-Men Origins: Wolverine" samt den trods alt bedre, men blot middelmådige "The Wolverine". Og jeg opremser titlerne, fordi der faktisk er et pudsigt sammenfald mellem filmenes gradvis skrumpende titler og deres ligeledes skrumpende fortællinger: Hvor de to forrige film var hæmmede af hobevis af overflødige figurer og handlingsforløb, er "Logan" anderledes simpel. "Simpel" er ofte ensbetydende med "ordinær" og "banal" i filmkritikkens arena, men hér er ordet ment som en kæmpe kompliment.
Wolverines filmiske svanesang er en superheltefilm skåret helt ind til sit adamantium-lakerede ben. Persongalleriet er beskedent, plottet er ligetil og fedtfattigt, og æstetikken er afdæmpet og autentisk – lige fra de nedtonede farver og den spartanske scenografi til Marco Beltramis relativt subtile score, som aldrig forfalder til overdrevet orkesterrabalder. Filmens fedtfattige facade og skarpskårne narrativ giver karaktererne langt mere tid og plads til at ånde, og dét udnytter Jackman og Co. til fulde.
Endda er det først hér, at Jackman for alvor får et manus, hvis ambitioner med karakteren matcher hans engagement foran kameraet. Her er Wolverine ikke blot en spydig, karismatisk Karl Smart. Han er sårbar, slidt og menneskelig, og Jackman nyder lige så meget at vende vrangen ud på Logans forpinte psyke, som vi nyder at overvære det. Men filmen er ikke én lang, nedtrykkende klagesang – i samspillet mellem Jackman, Patrick Stewart (Xavier) og den dygtige Dafne Keen (Laura) udvindes der både kærkomne grin og rørende refleksioner over familiebånd og syndsforladelse.
Instruktøren James Mangold, der sjovt nok også lavede den underlegne "The Wolverine", spiller nænsomt, men nøjagtigt på følelsesregistrets tangenter. Men alligevel er det svært ikke at føle, at "Logan" snubler lige ved målstregen. Der synes at mangle lige én central, følelsesladet scene, som endegyldigt forsegler båndet mellem Logan og Laura. Man savner også en ordentlig skurk, som Logan måske endda kan ane sit gamle jeg i, og som derved inspirerer ham til at tage et endeligt opgør med både sine egne og omverdenens dæmoner – vi får blot en gemen håndlanger og en anonym videnskabsmand, som er selvskrevne til glemmebogen.
Filmens actionsekvenser er til gengæld mindeværdige! Hollywoods genvundne tillid til den såkaldte R-rating, der ellers afholder yngre biografgængere fra at bidrage til billetsalget, har fostret en række stærkt brutale slagsmål i filmen, der gør "Logan" uegnet for børn, men samtidig giver filmens intensitet et ekstra, mærkbart nøk, fordi vi for alvor får lov til at fornemme voldens grufulde konsekvenser. Det er dog næsten komisk, hvor ofte karaktererne samtidig skråler "fuck" undervejs – det er tilmed Jackmans første replik! Det ændrer dog ikke på, at "Logan" alt i alt er fucking vellykket.
