"Wonder Woman" er ikke lige så rodet som sidste års "Suicide Squad" eller Batman/Superman-film, men beklageligvis i sidste ende lige så intetsigende.
Vi fik hende allerede at se i den kritikernedsablede "Batman v Superman: Dawn of Justice" fra sidste år, hvor hun som en af de få gjorde en god figur. Nu er det så blevet Wonder Womans tur til at være selskabets midtpunkt. "Monster"-instruktøren Patty Jenkins har taget roret i filmatiseringen af vidunderkvindens tilblivelse, og det starter godt.
Wonder Woman (Gal Gadot) har nemlig ikke altid været almægtig superhelt. I sin barndom var hun Diana, Prinsesse af Amazonerne, og voksede op på en hemmelig ø sammen med sine kampklædte ligekvinder. Her trænedes hun til at blive en uovervindelig kriger. Da piloten Steve Trevor (Chris Pine) en dag styrter ned på øen, og Diana hører om 1. Verdenskrigs rædsler, forlader hun øen sammen med piloten for at redde menneskene. Hun er overbevist om, at den græske krigsgud Ares står bag, og ham er der kun én, der kan stoppe.
Amazon-øen fungerer fint som indgang til historien, og særligt en hårdtslående kamp mellem kvindelige bueskytter og tyskere udstyret med geværer føles frisk og badass på den helt rigtige måde. Tonen er lettere end i de tidligere DC-film. Desværre er filmens første akt ikke repræsentativt for det, der følger.
Fish out of water-historien kaster ellers indledningsvis fine scener af sig. Wonder Woman har aldrig forladt øen før, og i mødet mellem højstemt guddommelighed og Steve Trevors helt normale, kedelige menneske-jeg skabes et komisk pusterum mellem alle storladenhederne. Læg dertil, at filmen stiller spørgsmålstegn ved menneskets moral – findes den rene ondskab, er det noget, vi alle besidder, og hvem har skylden for verdens ufred? Filmen udfordrer til at starte med Wonder Womans syn på mennesket som godt og uskyldigt, men ender – til min store ærgrelse – med at bortforklare alt, der kunne have relevans på et bredere samfundsmæssigt eller moralsk plan. I stedet flyttes fokus til den afsluttende kamp, og som med alle de foregående DC-film skrues alt op på max, så kampen om planetens fortsatte eksistens kan begynde.
Hvis nu bare karakterernes motivationer eller udviklingen i Wonder Womans evner havde givet mening. Så havde det været lettere at investere følelser i ramasjangen. Det lykkes filmen med frem til lidt over halvvejen, hvorfra plot må vige for eksplosioner. Filmens adstadige tempo er tilmed overraskende. "Wonder Woman" tager sig god tid til sin fortælling, men uden at komme særlig dybt i skildringen af den halvnaive superhelt, og der er flere scener, der til fordel for filmens fremdrift kunne være kastet til side i klipperummet. Det er ikke lige så rodet som sidste års "Suicide Squad" eller Batman/Superman-film, men beklageligvis i sidste ende lige så intetsigende.
Hvad der begyndte så godt, endte skidt. Efter en fængende første halve time med amazon-action og en fin oprindelseshistorie taber "Wonder Woman" fuldstændig pusten. Slowmotion-inficerede effektbrag er der ellers – som man kunne forvente – rigeligt af. Men hvad der tegnede til at blive en spændende udforskning af moral i mødet mellem gud og menneske, tabes på gulvet i den usammenhængende, overpumpede afslutning. Flosklerne besejrer til slut, hvad der tegnede til at blive et kritisk blik på menneskets skyggesider. Det er så tæt på at være godt og alligevel så langt fra.
Se også: Moovy TV møder Connie Nielsen - Wonder Womans mor!
I anledning af premieren på "Zack Snyder's Justice League" genudgiver Moovy biografanmeldelserne af tidligere DCEU-film. Denne anmeldelse udkom oprindeligt i 2017.
