Paramount Pictures har udgivet den første trailer til den kommende "Daddy's Home 2", opfølgeren til komediehittet "Daddy's Home". Will Ferrell og Mark Wahlberg kan igen ses som de pinlige fædre Brad og Dusty, og denne gang får de selskab af Mel Gibson og John Lithgow ("The Crown" på Netflix).
I "Daddy's Home 2" fortsætter Brad (Ferrell) og Dusty (Wahlberg), hvor de slap i succesen fra 2015. De to herrer har begravet stridsøksen, juletiden nærmer sig, og alt ånder fred og ro i familien. Lige indtil deres egne fædre melder deres ankomst, hvilket selvfølgelig fører til en helt ny omgang pinligheder. Gibson ses i rollen som Dustys far, mens Lithgow træder til som Brads ditto.
Udover den første film har Ferrell og Wahlberg også tidligere optrådt sammen i actionkomedien "The Other Guys" fra 2010. Ferrell kunne senest ses i de danske biografer i sidste års "Zoolander 2", mens Wahlberg fra 21. juni er aktuel med "Transformers: The Last Knight".
Sean Anders, der også stod bag den første film, er tilbage i instruktørstolen med "Daddy's Home 2", hvor han altså genforenes med sine to stjerner. Du må vente til 9. november med at opleve udskejelserne på det store lærred, men herunder kan du tage et kig på traileren.






