Det er svært at frasige sig en vis kynisme, når der endnu en gang viser sig endnu en superheltefilm i alverdens biografer. Det er efterhånden ganske vanskeligt ikke at forestille sig de øverste chefer i diverse filmstudier kigge på ugens biografindtægt og grine almægtigt, mens mønter og sedler svæver over dem i en strid strøm. Filmen er den samme, superhelten er en anden, og fantasien svinder ind til ingenting i Tinseltown. Er "Spider-Man: Homecoming" undtagelsen?
At begynde på en handling til, hvordan Peter Parker begyndte sit eventyr som Spidey, er vel overflødigt. Bortset fra denne krølle: "Spider-Man: Homecoming" nytænker Peter Parkers første strabadser i en verden, hvor Avengers er hvermandseje, og detaljerne er anderledes. Kan I huske Peters store kærlighed, Mary Jane? Det kan "Spider-Man: Homecoming" ikke, ligesom den heller ikke kan huske en tid, hvor Peters onkel var i live. Ellers er alt, som det plejer. Skurken er karismatisk (og i dette tilfælde ikke helt umulig at relatere til), og der er fart over feltet. Dette er Spider-Man anno 2017.
"Spider-Man: Homecoming" tager de gamle kendetegn i brug som så mange superheltefilm før den og gør det til en film, vi har set før. Omformuleringen af den velkendte historie gør det samtidig svært at tro på, hvad der foregår på det store lærred. For fans vil denne nytænkning virke næsten blasfemisk i sin afvigelse, for den moderne historie gør det svært at vide, hvilken Peter Parker vi skal tage til os. Det virker samtidig, som om det ikke er en "rigtig" historie, da den er omformuleret så meget, at den virker. Sammenlignet med "Spider-Man"-filmene, der kom før den, er "Spider-Man: Homecoming" som to modpoler, der ikke leder til den perfekte midte.
Det bevidner dog også om en frisk energi, der gør filmen mere vellykket end langt de fleste andre Marvel-filmatiseringer, hvis kedsommelige fortællinger længe har trådt vande for at få fat i en pengeseddel fra den ukritiske fangruppe. Men i de over to timer, der her bruges med Peter Parker og hans venner/fjender, virker det endelig til, at der er en drenget kærlighed til projektet. Dét gør, at den trods sine skavanker er en glæde at bruge tid sammen med – selv for denne sure anmelder, der aldrig har haft et blødt punkt for alverdens superhelte.
Peter Parker er charmerende og lige tilpas nørdet til at være nem at relatere til. Og så ligner Tom Holland endda en teenager. Peter falder dog i den samme kedelige grube, som så mange superhelte før ham. Han falder for den smukke, men kedelige og ensformige pige. Scenerne med kærlighedsinteressen Liz falder til jorden med et øredøvende brag, der giver minder tilbage til de langt mindre vellykkede film i samme genre. Heldigvis bliver de genfundet i scenerne med hans bedste ven, der minder os om, at filmens instruktør, Jon Watts, også var manden bag den frydefulde "Cop Car". Her er en instruktør, hvis talent rækker helt ud til de store blockbusters, hvor skurkenes vanvid lurer olmt, superhelten er charmerende, plottet for en gangs skyld er værd følge med i, og hvor onelinere ikke kun er pinlige.
"Spider-Man: Homecoming" er ikke en nødvendig film, for hvem har i virkeligheden behov for at se endnu en film – nu i en lettere revideret udgave – som vi har set så mange gange før? Men da muligheden for at se superhelte endnu er ikke afgået ved døden, er det en fornøjelse at se denne udgave. De gamle regler følges stadig, men det er nu meget bedre end de sekundavarer, vi er blevet fodret med fra Marvel og DC Comics i det sidste lange stykke tid.
