Skulle mantraet om "med stort talent kommer stort ansvar" omskrives til Christopher Nolans karriere, må det være "med stort talent kommer enorme forventninger". For det har hængt ved den 46-årige filmskaber. Siden "Memento" fra 2000, der blev lovprist af filmkritikerne, og senere det helt store kommercielle gennembrud med "Batman Begins" – fem år efter. På forunderlig vis formår Nolan gang på gang at tænke ud af boksen og samtidig ramme plet hos det brede publikum som én af de bedst indtjenende instruktører i historien. "Dunkirk" fortsætter uden tvivl i samme spor, denne gang som instant classic.
2. Verdenskrig er knapt begyndt, før de allierede fra slut maj til start juni 1940 er tæt på katastrofen. 400.000 soldater er slået skak på de nordlige franske strande nær Dunkerque og venter på at blive evakueret over den engelske kanal. Ud fra tre perspektiver – til lands, til vands og i luften – kastes vi resolut ud i begivenhederne. Den unge fodsoldat Tommy (Fionn Whitehead), jagerpiloterne Collins (Jack Lowden) og Farrier (Tom Hardy) – samt civile Mr. Dawson (Mark Rylance), der tager turen i sin sejlbåd over Den Engelske Kanal for at bidrage til nødhjælpen. Det er imidlertid ikke meget militær støtte, de nødstedte soldater får fra det britiske opland, eftersom Churchill forbereder sig på, at Nazityskland vil angribe Storbritannien.
Chris Nolan har selv udtalt, at "Dunkirk" ikke er en krigsfilm, men en suspense-film om overlevelse. Et portræt af viljen til overlevelse som universelt menneskeligt tema, hvor krigen ses i usentimental øjenhøjde med dem, der udsættes for rædslerne. Derfor males der heller ikke med store penselstrøg ud i et historisk overbliksbillede af 2. Verdenskrig i sin helhed, eller om hvilken enorm indflydelse begivenheden havde på resten af krigen. Grebet er intet mindre end mesterligt.
Ikke siden "Das Boot" har 2. Verdenskrig været filmisk fremstillet så kvælende klaustrofobisk, så intenst medrivende, så angstprovokerende troværdigt. Væk er romantiseringen af krig og de store heltekvad, når kammeraterne mejes ned ud af det blå af en fjende uden ansigt. Det kan ikke svare sig at gå i panik, når torpedoer og bomber fatalt rammer. Flugt og overlevelse for enhver pris er det eneste, der tæller i sidste ende, hvilket på sin vis er kynisk fremstillet. Vi kommer aldrig under huden på vores hovedpersoner, hvilket heller ikke er tilsigtet i den nådesløse beretning om Operation Dynamo. Men som i Roman Polanskis "Pianisten" eksisterende der i viljen til livet et sitrende håb om miraklet, selv når alt håb er ude. "Dunkirk" italesætter ikke sit tema via dialog, som er enorm sparsom. Temaet ses i fokuserede øjne på tavse soldater, som kommunikerer med korte nik og usagt fælles forståelse. Der behøves ikke at siges mere. Alle vil bare gerne hjem.
Selvom "Dunkirk" med sine 107 minutter er Nolans korteste produktion siden indie-debutfilmen "Following" fra 1998 og foregår primært ved Dunkerque, sprænger det minimalistiske fortællemæssige fokus alligevel rammerne som totaloplevelse. Fordi døden slår til, når vi mindst venter det, og fordi der i bedste Nolan-stil snedigt veksles mellem de tidsforskudte fortællinger, fastholdes vi i et konstant klimaks fra første minut. Hans Zimmers insisterende underlægningsmusik underbygger jagten på tiden, når druknedøden og bombefly trænger sig på, men udmunder sjældent i en klassisk forståelse af en narrativ eller genrekonventionel forløsning – som ofte set i krigsfilm, når der rigtigt skal spilles på følelserne.
Hvad end filmen ses i IMAX, mesterinstruktørens fortrukne format, eller i farvemættet 70 mm – "Dunkirk" skal opleves på det størst mulige lærred med bedst mulig lyd. Christopher Nolans seneste højintense skud på stammen er på alle tænkelige måder en genistreg, der efterlader en dundrende refleksion over krigens absurde præmisser og dog en håbefuld livsgnist.
Se også: Moovy Exclusive: The Dunkirk Rises!
