Det tredje kapitel i sagaen om de slemme drenge Will Smith og Martin Lawrence har haft en lang og svær kamp for at blive en realitet og dermed få fuldbyrdet actiontrilogien. Gentagne gange er filmens releasedato blevet udskudt, og projektet har også mistet en instruktør undervejs.
Nu lader det til, at ventetiden på en tredje "Bad Boys"-film bliver endnu længere. Sony Pictures, selskabet bag filmserien, har annonceret en række ændringer i deres releasekalender, og i den forbindelse er det blevet afsløret, at "Bad Boys for Life" er blevet udskudt på ubestemt tid.
Filmen var sat til premiere i november 2018. Michael Bay stod bag de to første "Bad Boys"-film, men havde denne gang overladt ansvaret til Joe Carnahan ("The Grey"), som imidlertid forlod instruktørstolen tidligere på året. Han er indtil videre ikke blevet erstattet af en ny mand på posten. De to hovedrolleindehavere Smith og Lawrence skulle dog stadig være interesserede.
Releasedatoer til "Silver and Black" og "Sicario 2"
Udover nyheden om "Bad Boys for Life" har Sony også offentliggjort releasedatoerne for et par af selskabets kommende film. Det gælder først og fremmest "Silver and Black", der er en spin-off-film af "Spider-Man"-universet med de to kvindelige heltinder Silver Sable og Black Cat som centrale karakterer.
Filmen instrueres af Gina Prince-Bythewood ("Beyond the Lights") og er nu sat til at få premiere 8. februar 2019. "Silver and Black" er den anden "Spider-Man"-spin-off, selskabet har under opsejling – den første af Sonys nye film baseret på vægkravlerens univers bliver "Venom", der lander næste år.
Ydermere har "Soldado" – fortsættelsen til Denis Villeneuves "Sicario" fra 2015 – også hapset en premieredato. "Soldado" står nemlig til at åbne 29. juni 2018. Stefano Sollima ("Suburra") overtager denne gang tøjlerne bag kameraet på filmen, som i Taylor Sheridan dog stadig har samme manuskriptforfatter som etteren. Josh Brolin og Benicio Del Toro vender ligeledes tilbage i hovedrollerne.







