Amazon Studios har udgivet den første trailer til "Last Flag Flying", der er den nyeste film fra "Boyhood"-instruktøren Richard Linklater. Steve Carrell, Bryan Cranston og Laurence Fishburne udgør hovedrollerne i komediedramaet. Du kan tage et kig på traileren herunder.
"Last Flag Flying" foregår i 2003. Tre årtier efter de kæmpede sammen i Vietnamkrigen mødes Doc (Carrell), Sal (Cranston) og Mueller (Fishburne) igen for at begrave Docs søn, der er blevet slået ihjel under krigen i Irak. Men Doc afslår tilbuddet om den officielle militærbegravelse, og de tre venner vælger i stedet at transportere kisten til New Hampshire, hvor Docs hjem ligger. Turen dertil bliver en følelsesladet øjenåbner for de gamle venner, der alle stadig er mærket af krigen og dens rædsler.
Åndelig efterfølger til kultfilm
Det nye projekt er en "åndelig efterfølger" til Hal Ashbys "The Last Detail" fra 1973. Kultfilmen "The Last Detail" – eller "Den hårde straf", som var filmens danske titel – fulgte ligeledes tre marinesoldaters oplevelser og havde Jack Nicholson i hovedrollen.
Udover "Boyhood" er Linklater også kendt for at have stået bag bl.a. "Before"-trilogien, "School of Rock" og senest "Everybody Wants Some!!".
"Last Flag Flying" får amerikansk premiere til november, mens det endnu er usikkert, hvornår vi kan forvente filmen herhjemme.







