Gud ske tak og lov for Darren Aronofsky. Siden gennembruddet med Hubert Selby Jr.-filmatiseringen "Requiem for a Dream" har den Brooklyn-fødte instruktør siden 2000 udfordret publikum gang på gang. Som filmskaber deler han vandene – for det er nemt at slå sig på det ofte pågående ubehagelige og rasende tempofyldte filmsprog, Aronofsky modigt kaster sig ud i. "mother!" indskriver sig i mesterinstruktørens rækken af kompromisløse film, muligvis som den mest ambitiøse.
Midt ude i en skov bor en kvinde (Jennifer Lawrence) og en mand (Javier Bardem) alene i et kæmpe hus. Mens manden, som er en anerkendt og elsket forfatter, døjer med depression pga. skriveblokering, forsøger kvinden på bedst tænkelig vis at støtte sin mand. Ikke alene moralsk, men også ved at stå for alt praktisk. Heriblandt har hun genopbygget huset, efter det har været brændt ned til grunden. Da et ældre par (eminent spillet af Ed Harris og Michelle Pfeiffer) dukker op uanmeldt, eskalerer omstændighederne – på ekstrem vis.
For "mother!" ér ekstrem. Tematisk og teknisk kastes vi fra start ud i en bemærkelsesværdig totalopvisning, der rusker én rundt i følelsesregisteret og efterlader et hovedbrud af tankemylder. Hvad end der hjemsøger sind og krop efter to timer i selskab med Darren Aronofsky, vil det være svært ikke at føle sig mentalt forslået eller forløst.
Hvor den kontroversielle Bibel-blockbuster "Noa" kastede sig over jødisk mytologi, begiver vi os med "mother!" ind i skabelsesberetningens anatomi. Omsat i et slags mareridts-kammerspil, hvor Moder Jord er manifesteret som organisk foranderligt hus. Maskulin modernitet møder almoderlig natur, hvor tid og rum sammensmeltes symbolsk og metafysisk, når Bardem og Lawrence på blændende vis udgør modpolerne. Ateistiske Aronofsky får imidlertid trukket de kristne temaer ned i mere nutidig spiselige form, omend enormt flertydigt, hvor diverse fortolkninger af skabelsesberetningen indlejres i fortællingens åbne og komplekse lag. Heriblandt som kritisk portræt af menneskets selvudslettende natur med samme klimapolitiske briller som i netop "Noa". Som hjerteskærende von Trier'sk gudhjerte-hyldest til kvindens totale hengivenhed, der tages for givet i mandens omsluttende ego-ambition. Som urovækkende indblik i umenneskelighed, når påskønnelse drukner i grådighed.
Som i "Black Swan" og "The Wrestler", skabes der i "mother!" et opslugende intimt rum mellem publikum og hovedperson. Når verden falder sammen, ses det i detaljerne – store som små – over skulderen på Jennifer Lawrence i det imponerende samspil skuespillerne imellem; når der desperat forsøges at skabe kosmos i det overvældende kaos, der udpiner moderen. Selvom handlingen foregår over en længere periode, fastholdes det fortællemæssige høje tempo i nervepirrende kvælertag, som skete alting over en eftermiddag. Scenernes tidslighed flyder sammen via elegant klipning og eskalerer i takt med, at kontrollen over huset hurtigere og hurtigere mistes. Ikke at her er tale om en gyserfilm. Manifestationen om, at dommedag venter lige om hjørnet, omsat så insisterende som body horror, gør imidlertid "mother!" til en grænseoverskridende, angstprovokerende og ikke mindst ekstremt medrivende kropslig og intellektuel oplevelse.
Altopslugende, imponerende og provokerende. Der er rigtigt mange grunde til enten at elske eller hade "mother!", som efterlader én komplet rundt på gulvet – og alligevel dybt fascineret. Om kærligheden til Darren Aronofskys seneste værk er nok til at anerkende den som et banebrydende mesterværk, kræver et par gensyn, men filmen har potentialet til at opnå samme kultfilmstatus som "The Fountain". Bare kald det guddommelig indskydelse.
