Stephen King har fået en gevaldig filmisk renæssance. Alene indenfor de seneste par måneder har serien "The Mist" haft streaming-premiere på Netflix, "Gerald's Game" udkommer på samme tjeneste senere i september, og "The Dark Tower" har fået biografpremiere. Selvom den amerikanske gyserforfatter siden 80'erne har været et populært trækplaster øverst på plakaten, har det absolut aldrig været garanti for ditto vellykkede filmatiseringer. Dét kan Nicolaj Arcel skrive under på. Fra tid til anden lykkes det dog. Og det lykkes med "It".
Til forskel fra bogen og mini-serien fra 1990 om "Det onde" har tiden i "It" rykket sig fra slut 50'ernes USA og op til den type tidssvarende 80'er-retrokitsch, som vi kender fra bl.a. "Stranger Things". Året er nu 1988. Flere børn forsvinder sporløst i flækken Derry, én af Kings fiktive byer i den ikke-fiktive stat Maine. Da lille Georgie en dag forsvinder, påbegynder den 12-årige storebror, Bill, en indædt jagt på at finde svar på, hvad der er sket. Bill og hans venner, kendt som Tabernes Klub, finder hurtigt ud af, at de dén sommer må se deres værste frygt i øjnene, da de møder den dansende – og særdeles dæmoniske – klovn Pennywise.
Ja, "It" er fandme uhyggelig. Selv for os uden coulrofobi fremstår Bill Skargårds urovækkende udgave af Pennywise som et personificeret in your face mareridt. Stephen Kings sædvanligvis afbalancerede sans for coming-of-age og psykologisk manifestation af unævnelig gys og gru rammes nemlig for fuld musik, så det risler koldt ned ad ryggen.
Sommerregn, blod og kloakvand rammer ansigtet med velplacerede sjask gang på gang. Fred være med, at det netop skal være skræmmende for enhver pris, nu det er så enormt effektivt, at det næsten ikke er til at holde ud. Tangenterne hamres i bund i heftige ledemotiver, alle jump scare-klichéer tages i brug. Frygten som fænomen mytologiseres i så høj grad i skikkelse af Pennywise, at det ikke er til at bære at vente på næste morderiske påfund – og alligevel er det præcis dét, vi venter på. I så høj grad, at det er til at overse de mange plothuller. Næsten da.
Synergien mellem barndommens nostalgi, kække dialoger, som kastes rundt mellem de i øvrigt gode børneskuespillere, og grusomhederne, der iscenesættes af Pennywise, fungerer overraskende godt. Ingen tvivl om, at filmen ér bedre end serien, selv med den ikoniske præstation af Tim Curry i tv-udgaven in mente. Fordi fortællingen svæver i de højere luftlag tempomæssigt trods en spilletid på over to timer, ender børnenes opgør med frygten – i form af den gale klovn – imidlertid forhastet og overfladisk. Springet fra A til Z er indimellem så klodset udført, at engagementet i vores unge helte i perioder forsvinder som luft fra en utæt ballon. Ikke desto mindre er "It" anno 2017 et på alle tænkelige måder rystende bekendtskab, der lever højt på rendyrket skræk – og gør det forrygende i dén bloddryppende boldgade.
Som bekendt kan der ske meget på en sommer i Maine – og her er nyeste udgave af "It" bestemt heller ingen undtagelse. På alle måder en opgradering fra 90'er-serien gør svenske Bill Skarsgård den tidligere Pennywise, Tim Curry, perfekt kunsten efter i den argentinske "Mama"-instruktør Andy Muschiettis enormt kyndige hænder. Det er umuligt andet end at glæde sig over en vellykket Stephen King-filmatisering, hvor det denne gang er værd også at se frem til en opfølger.
