Ovenpå kritikken af "Batman v Superman: Dawn of Justice", som mange fans mente mest af alt lignede én lang trailer til DC-universet og kommende film, sadler Warner Bros. nu om.
Filmstudiet fortæller, at de fremtidige superheltefilm fra DC-universet ikke nødvendigvis vil følge den samme kontinuitet, og at filmskaberne i højere grad vil få frihed til at bringe deres visioner til live.
Dette falder meget godt i hak med tidligere rapporter fra august, hvor det blev annonceret, at DC er ved at udvikle en Joker-film, muligvis med Leonardo DiCaprio som the clown prince of crime. Samtidig forventes det, at Jared Leto vender tilbage som Jokeren i "Suicide Squad 2".
Også "Wonder Woman" var i høj grad en selvstændig film om superheltindens oprindelse, selvom den havde en forbindelse til DC-universet via to scener, der foregik i nutiden.
Udover den kommende "Justice League" tæller fremtidige film fra DC "The Flash", "Cyborg" og "Green Lantern Corps".
Se eller gense Moovy TV's interview med Connie Nielsen – Wonder Womans mor – herunder:







