"Fargo"-skaberen Noah Hawley har efter sigende en god ide til en fjerde sæson af serien.
Da den tredje sæson af FX's hitserie "Fargo" sluttede sidste år, begyndte snakken hurtigt om en eventuel fjerde sæson. Det helt store spørgsmål var, om seriens bagmand – manuskriptforfatteren Noah Hawley – overhovedet havde tid og lyst til en ny omgang kulsort krimiserie. Nu lader det til, at svaret er ja.
Chefen for FX Networks, John Landgraf, udtalte for nylig til en pressekonference, at han havde været i dialog med Noah Hawley, som efter sigende skulle have en god idé klar til en fjerde cyklus af antologiserien.
Noah Hawley er dog blevet en travl herre ovenpå sin succes med netop "Fargo", og til et senere pressemøde, hvor han promoverede sin anden serie, "Legion", udtalte han:
"Det er stadigvæk tidligt. Jeg elsker universet, men det handler om, hvorvidt der er mere at fortælle, og om at ramme den perfekte tone. Jeg ønsker ikke, det bliver en serie, hvor folk siger, 'nå, dén ting. Den med de sjove accenter og krimifortællinger.'"
Det forventes dog, at det først bliver med premiere i 2019, hvis "Fargo" får en fjerde sæson. Noah Hawley er travlt optaget af produktion og promovering til sin anden sæson af superhelteserien "Legion", mens han også arbejder på en film om superskurken Doctor Doom, kendt fra Marvels "De fantastiske fire".







