23-03-2018 13:25
1) There Will Be Blood - 10/10
2) Magnolia - 10/10
3) The Master - 10/10
4) Boogie Nights - 9/10
5) Phantom Thread - 9/10
6) Punch Drunk Love - 7/10
7) Inherent Vice - 7/10 (kan muligvis ændre sig ved gensyn, men var lidt undervældet ved første øjekast).
Mangler stadig "Hard Eight".
There Will Be Blood, fulgt af The Master.
There Will Be Blood, fulgt af The Master.
Jeg er enormt glad for Paul Thomas Anderson. Han er en af mine absolut favoritinstruktører. "There Will Be Blood" er hans hovedværk, så den fik min stemme. Jeg har endnu ikke set "Phantom Thread"
Og så var jeg også ret glad for hans musik-dokumentar "Junun", som jeg dog ser som noget separat fra hans spillefilm.
Det er ret vildt, men jeg har ikke set en eneste af hans film.
Han er også en af mine yndlingsinstruktører. Der er få der kan matche hans niveau.
There Will Be Blood - 10/10 og min absolutte yndlingsfilm overhovedet.
Boogie Nights - 10/10
The Master - 9/10 (kan snildt blive 10/10 på gensyn)
Phantom Thread - 9/10 (kan snildt blive 10/10 på gensyn)
Magnolia - 9/10
Punch-Drunk Love - 8/10
Hard Eight - 7/10
Mangler Inherent Vice, men elskede bogen og det forlyder, at han har holdt sig tro mod den.
Han holder virkelig et højt niveau. Ingen dårlige film indtil videre. Ihvertfald ikke noget, der regnes for dårligt, hverken blandt fans eller kritikere.
Boggie Nights er en af mine absolut yndlingsfilm. Den er så fed bygget op, og alt spiller bare max. Elsker Bill Macys Little Bill og scenen, hvor han siger farvel. Mange takes er filmet så lækkert langsomt, og så er historien bare voldsomt god. Har dog ikke set så mange af de andre. TWBB så jeg og kedede mig uovertruffent. (Det er mange år siden, og den vil måske ramme bedre i dag.) Og så Magnolia, som jeg også synes er fed. De andre har jeg faktisk ikke set, men det tror jeg da faktisk jeg vil :) Tak for påmindelsen :)
Boogie Nights må uundgåeligt være min favorit. Derefter nok The Master.
There Will Be Blood, fulgt af den der Scientology-film.
Åh ja. Benway solgte "The Master" til mig, da han fortalt om Amy Adams' handjob-scene...
:-O ..må LIGE få set 'The Master' kan jeg mærk%#..høre.
Åh ja. Benway solgte "The Master" til mig, da han fortalt om Amy Adams' handjob-scene...
Jeg vidste lige, hvad der er ville sælge den for dig. ;)
Hvor kan man finde The Master?
Man kan ikke finde The Master.
The Master finder dig.
Man kan ikke finde The Master.
The Master finder dig.
:-D
Jeg stemte på Punch-Drunk Love, som er en herlig crazy kærlighedshistorie og syret Superman allegori, som Paul Thomas Anderson på smukkeste vis lykkedes med at sammensmelte, så jeg både griner og bliver rørt i lige store mængder. Fantastiske præstationer hele vejen rundt hvor Anderson især skal roses for at bruge Adam Sandlers rutiner på den helt rigtige måde.
---
"Den Skjulte Tråd" har jeg ikke set endnu.
Man kan ikke finde The Master.
The Master finder dig.
Hvad siger din "Chef" til sådanne kommentarer?
Inherent Vice, resten har ikke sagt mig alverden.
Selvom jeg har givet den flere forsøg, så kan jeg virkelig ikke se hvad folk ser i The Master og det irriterer mig.
Han holder virkelig et højt niveau. Ingen dårlige film indtil videre. Ihvertfald ikke noget, der regnes for dårligt, hverken blandt fans eller kritikere.
Deeeet vist ikke helt sandt. Jeg sidder med beviset her:-P
Punch-Drunk Love, som er en ... syret Superman allegori
Vil du uddybe dette?
---
Min favorit er formodentlig The Master.
Generelt om Anderson er det hans præsentation af psykologien, som fascinerer mig mest; detaljerigdommen, autenticiteten, de små nuancer (selv hos Adam Sandler!), samspillets udfoldelser, den på en gang dømmende og elskende afsløring, etc.
Men der er så meget at dykke ned i i Andersons film, og jeg har simpelthen for vanskeligt ved at sige, hvilken film jeg synes er bedst... nogle gange er det Punch-Drunk Love andre gange There Will Be Blood etc.
Vil du uddybe dette?
---
Min favorit er formodentlig The Master.
Generelt om Anderson er det hans præsentation af psykologien, som fascinerer mig mest; detaljerigdommen, autenticiteten, de små nuancer (selv hos Adam Sandler!), samspillets udfoldelser, den på en gang dømmende og elskende afsløring, etc.
Men der er så meget at dykke ned i i Andersons film, og jeg har simpelthen for vanskeligt ved at sige, hvilken film jeg synes er bedst... nogle gange er det Punch-Drunk Love andre gange There Will Be Blood etc.
Jeg har kopiret dette fra min gamle anmeldelse af "Punch-Drunk Love". Det er så vidt jeg ved ikke en teori, der er blevet bekræftet af Paul Thomas Anderson, men jeg synes nu at tingene passer meget godt sammen, og jeg kan ikke lade være med at tænke, at han faktisk har lavet denne her subtekst helt bevidst. Jeg har sat en spoiler markering på bare for en sikkerheds skyld. :)
Oven på to ekstremt omfangende og udmagrende værker af episk længde i skikkelse af pornofablen “Boogie Nights” og den bibel allegoriske “Magnolia”, havde Paul Thomas Anderson lyst til at lave en film i et væsentligt mindre format og med knap så store manuskriptmæssige armbevægelser, hvilket udmundede sig i et spøjst og minimalistisk moderne eventyr syret sammensat i en herlig magisk mikstur af fortryllende romantik, kuriøs komik og subtekst baseret superhelte retorik. På overfladen ligner hele den melankolske og muntre misere dog en ganske tilforladelig og umiddelbar hyggelig kærlighedskomedie om en simpel mands selverkendelsesproces og personlige udvikling fra underkuet ydmyget nikkedukke fuld af store og tyngende følelsesmæssige problemer, der hele vejen gennem handlingens trodsige tråde må kæmpe en brav kamp i forsøget på at ændre på tingenes tilstand og dermed forbedre sit eget liv og eksistens.
Men stepdanser man sidelæns til de skæve toner fra Andersons komponist Jon Brions underlægningsmusik, og parallelt i forhold til manuskriptets bugnende hylder af budskabsbringende budding og andre farverige excentriciteter, ja så gemmer historien på en temmelig overraskende og dybt fascinerende allegori over Jerry Siegel og Joe Shusters skabelsesberetning om den legendariske blå og røde superhelt Kal-El, også bedre kendt under det mere populære navn Superman, og dennes stormende forelskelse i Lois Lane, samt efterfølgende duel mod ærkefjenden Lex Luthor. Til kraftigt at antyde dette og dermed åbne op for tolkningen af teksturens tvetydighed i filmen, introducerer Paul Thomas Anderson derfor et par gange undervejs en nærmest Rorschach lignende multi palette af farvesammensmeltninger visualiseret af kunstneren Jeremy Blake, der understreger farvesymbolikkens betydning for plottets kontekst.
Da man præsenteres for “Punch-Drunk Love”s perplekse protagonist Barry Egan, portrætteret med stor overbevisning af Adam Sandler hvis normalt irriterende humoristiske touch Anderson på mirakuløs vis forstår at udnytte med herlig underspillet effektivitet, dukker han nemlig op i et sæt tøj som med det samme, grundet sin stærke blå farve, signalere en mand der både er helt ude af trit med sit miljø, men samtidig også en person der et eller andet sted i underbevidstheden godt er klar over, at han var tiltænkt en betydningsfuld rolle i det univers filmen her befinder sig i. Som definitiv personificerende katalysator hertil bliver hhv. biluheldet/nedstyrtningen med meteorraketten, det meditative mini-orgel/Supermans healende Fortres of Sollitude, og endelig mødet med Lena Leonard/Louis Lane, (til lejligheden klædt helt i rødt), nøglerne til at åbne porten til Barrys psykiske fængsel, eller negative zone om man vil, og befri ham fra den metaforiske kryptonit lignende indflydelse hans syv søstre udgør, set ud fra den betragtning at de fungere som en allegori over stjernebilledet Taurus/The Seven Sisters, repræsenterende det hjemlige galaktiske element.
Meget symptomatisk mht. farverne er det efterfølgende ganske interessant at følge det skifte i Barrys ultimative blå outfits integrering af det røde element fra Lena, jo stærkere han føler for hende, hvilket samtidig indikere det første store skridt i retning af, at han erkender sin styrke og genvinder sin tabte selvtillid, overført i den næsten komplette underliggende superhelte persona, hvis metaforiske konfirmation dog først når sin forløsning i det skæbnesvangre opgør med filmens hovedskurk Dean Trumbell/Matress Man og hans håndlangere, da deres truende adfærd mod Lena og hendes røde farvesymbolik ikke blot bliver et angreb på Barrys kærlighedsobjekt, men et angreb på at fratage ham sine kræfter da hun ligeledes er synonym med den røde sol, som bekendt gav Superman sine overnaturlige evner.
Da jeg i sin tid så “Punch-Drunk Love” for første gang, kunne jeg sagtens fornemme, at der lå mere og gemte sig i historien end det der blot umiddelbart kom til syne, og en parallel til et superhelte univers var også oppe og vende i mine tanker efterfølgende. At det var så eksplicit målrettet i sine metaforer og symbolik mod Superman universet, fik jeg dog ikke øjnene op for før Twister lagde et link op med en analyse set ud fra disse betragtninger, og da jeg havde læst det og set filmen igen, ja så måtte jeg erklære mig fuldstændig enig i, at det lige præcis var sådan Paul Thomas Anderson på meget opfindsom og genial vis havde udtænkt sit manuskript. “Punch-Drunk Love” er og bliver min PTA yndlingsfilm, og kommer derfor naturligvis med de største og varmeste anbefalinger herfra.
Punch-Drunk Love, 6/10
There Will Be Blood og The Master, 7/10
Boogie Nights og Inherent Vice, 8/10
Magnolia, 9/10
The Master og TWBB er superhåndværk på alle måder, men jeg bliver ikke fanget af historierne.
Jeg er ret vild med alle PTA's film, og har en særlig svaghed for Punch Drunk Love. Måske fordi den er så enkel i forhold til hans andre mere svulstige film. Jeg endte dog med at stemme på Magnolia.
Faktisk er Boogie Nights den af hans film som har gjort mindst indtryk på mig af en eller anden grund. Men jeg bliver nok nødt til at se den igen snart.
Det er så vidt jeg ved ikke en teori, der er blevet bekræftet af Paul Thomas Anderson, men jeg synes nu at tingene passer meget godt sammen, og jeg kan ikke lade være med at tænke, at han faktisk har lavet denne her subtekst helt bevidst.
Uanset er det en ret sjov fortolkning, som jeg skal huske at lægge ind over filmen, næste gang jeg ser den.
Tak for dit skriv, generelt har du nogle imponerende lange indlæg og jeg nyder at læse dem :)
Uanset er det en ret sjov fortolkning, som jeg skal huske at lægge ind over filmen, næste gang jeg ser den.
Tak for dit skriv, generelt har du nogle imponerende lange indlæg og jeg nyder at læse dem :)
Ja, det er faktisk ret sjovt/interessant at prøve at se "Punch-Drunk Love" fra den vinkel. Det giver lige det hele en ekstra fascinerende dimension.
Og mange tak for de pæne ord. Det glæder mig at høre, at du kan lide det, som jeg skriver. :)
