Det danske folk står overfor et valg i aften. Hvilken serie skal holde dem fanget i sofaen de næste uger?
Her i Danmark er vi blevet velsignet gennem så mange år med den ene gode, nye fantastiske dramaserie efter den anden i sådan en grad, at man ikke ville behøve at uddanne sig til doktor for at kunne aflæse vores drama-termometer: Vi har en glødende, temperamentsfuld og nærmest fanatisk passion for gode dramaserier. Og vi tager imod dem med kyshånd. Denne kolde søndag aften er vi blevet belønnet med ikke bare én, men to nye, dyre dramaserier som skal hæve vores temperatur endnu mere. Og denne anmelder har kigget på den ene af dem, nemlig "Greyzone" fra TV 2.

Da det svenske sikkerhedspoliti, SÄPO, standser en mistænkelig lastbil på vej fra Danmark på havnen i Göteborg, går det op for dem, at et kommende terrorangreb er på vej mod Skandinavien. Samtidig bliver det starten for et mareridt for den danske droneingeniør Victoria og hendes intetanende søn. Mens dette udspiller sig, forsøger efterretningstjenesterne i Danmark og Sverige at afværge angrebet. En dansk-svensk anti-terrorenhed iværksættes med Eva og den danske kildefører Jesper Lassen fra Politiets Efterretningstjeneste, PET, i front. Og de har også brug for Victorias hjælp…
Der er ambitiøse, intelligente og hårdtarbejdende folk bag denne nye spændingsserie fra TV 2, som selv stolt reklamerer med, at "Greyzone" er en "højkvalitetsserie, som TV 2 længe har drømt om at lave." Og efter at have set de to første afsnit må dommen indtil videre være, at det mål på skydeskiven er blevet ramt af en med 20/20 vision.

"Greyzone" er virkelig en nervepirrende thriller med en handling, der lander i vores udstrakte hænder som en varm, nyslået mønt. Der er fart over feltet på den måde, som man ville forvente fra en velproduceret og dyr dramaserie, som "Greyzone" helt bestemt er. Men dialogen og plottet griber også fat i én fra første færd. Måske havde man ikke behøvet at kickstarte handlingen på så dramatisk vis, men lad det nu være. Folk skal fanges, og det vil de uden tvivl blive af denne internationale produktion af en tv-serie, som vikler om sig med twists og filmiske virkemidler, så man både føler, man ser et remake af en storstilet actionfilm som f.eks. "Taken", mens man samtidig får flashback til "Broen" og andre nordiske noir tv-serier.
Den umiddelbare eneste "fare", jeg fik ved "Greyzone", er, at de mange scener med hver sin handling pludselig kan blive for rodet og gøre, at folk dermed mister fokus. Det tager ikke mere end et sekund at føle sådan og endnu mindre tid for folk at trykke på fjernbetjeningen. Men jo længere ind i historien, vi kommer, jo bedre bliver brikkerne sat sammen. Man kan ikke undgå at mærke den minutiøse opbygning af spænding, fint parret med historiens ny-teknologiske og dramatiske fortælling.

Samtidig er samspillet mellem de to hovedfigurer Birgitte Hjort Sørensen og Ardalan Esmaili uovertruffent godt sat sammen. Man kan se frygten i den enes øjne og tiltrækningen i den andens, og opbygningen til eksplosionen flyder rundt mellem dem som lava i venteposition, der kan ramme kogepunktet på ét sekund. Det er især takket være disse karismatiske skuespillere og deres personligheder sat overfor hinanden, at jeg for mig selv ikke kan vente med at se fortsættelsen på "Greyzone".
Det danske folk står overfor et valg i aften. Hvilken serie skal holde dem fanget i sofaen de næste uger? Bliver det "Greyzone" på TV 2 eller "Liberty" på DR 1? Jeg er sikker på, der nok skal blive drama for alle pengene lige meget hvad!








