Spielberg har skabt endnu et magisk eventyr, som kun han kan formå.
Filminstruktør Steven Spielberg fås i to varianter: "Steven-seriøs" og "Steven-sjov". Manden kan give os barske og seriøse film som "Saving Private Ryan" eller sjove eventyr som "Indiana Jones"-filmene. Og blot kort tid før, hans Oscar-nominerede "The Post" har dansk premiere, er det tid til eventyr atter én gang med "Ready Player One". Og hvilket herligt eventyr det er!
Filmen foregår i år 2045, hvor verden er på randen af kaos og sammenbrud. Dette har fået folk til at søge tilflugt i OASIS – et virtuelt univers skabt af den afdøde James Halliday (Mark Rylance). Kort før hans død programmerede han et digitalt easter egg, hvor personen, der finder det, bliver belønnet med en enorm formue samt ejerskabet af OASIS. Her følger vi Wade (Tye Sheridan) og hans OASIS-avatar, Parzival, der i jagten på den store skat bliver trukket ind i et hæsblæsende digitalt eventyr.
"Ready Player One" kommer ikke til at høste priser for sin historie. Den har plothuller, en selvmodsigende logik og et persongalleri, der mangler dybde. Virkeligheden udenfor OASIS er ydermere dårligt forklaret. Den virker dyster, men man får ikke meget at vide om den. Det førnævnte kaos og sammenbrud er ikke til at mærke, og det føles for det meste, som om alt er normalt.
Dette er kritikpunkter, der normalt plager mig, men som viste sig at være ubetydelige. Filmen er bevidst om sine mangler og fokuserer i stedet på flotte animationer, god humor, referencer til alle former for popkultur og hæsblæsende action. I disse elementer finder vi filmens hjerte, der næsten er umuligt ikke at blive charmeret af. Dette er én af de mest underholdende film jeg længe har set, med masser af energi, herligt skuespil, et godt tempo og følelsen af at være på et sjovt eventyr.
Referencerne indeholder musik og film, hvor computerspil dog har det største overtag. Har man være gamer inden for de sidste 40 år, vil man blive glædeligt overrasket over, hvad "Ready Player One" byder på. Enkelte af de mange referencer anvendes i plottet, men ellers er det primært for syns skyld. Muligvis irriterende for nogle, og filmen drukner i de popkulturelle indslag til tider. For andre vil det være et behageligt nostalgitrip. Halvdelen af morskaben afhænger af, hvor meget der kan genkendes. Filmen skal desuden roses for, at den rent faktisk forstår gamere og ikke gør dem til stereotyper.
Men selv dette virker irrelevant, når "Ready Player One" leverer så meget eventyrlig sjov. Min indre barnlige sjæl nød hvert eneste minut, nørden i mig morede sig over popkulturen, og filmelskeren blev grebet af det energiske digitale eventyr. Jeg forlod biografen med et kæmpe smil og var ganske fornøjet. Nogle vil pille filmen fra hinanden, hvor andre vil blive grebet af underholdningen. Spielberg har skabt endnu et magisk eventyr, som kun han kan formå.
