A long time ago in a galaxy far, far away... Naturligvis indledes "Star Wars: The Force Awakens" med disse bevingede ord, og hvor føles det dog som netop a long time ago, at vi sidst gæstede det enorme og enormt fantasirige "Star Wars"-univers i biffen. Tilgiv mig for at score nemme, virtuelle high-fives ved at tryne de ildesete "Star Wars"-prequels, men deres sterile, computer-polerede omgivelser synes altså lysår fra det kærligt håndlavede, brogede univers i de tre oprindelige sci-fi-klassikere. Men frygt ej – både æstetisk og plotmæssigt ligger "Star Wars: The Force Awakens" smukt i forlængelse af 1983's "Jedi-ridderen vender tilbage", og så henviser den gudskelov aldrig til Episode I, II eller III.
Jeg forestiller mig, at ovennævnte er en spoiler af den velkomne slags, men lad os endelig undgå flere, for set i bakspejlet har filmens velolierede marketingskampagne været forbandet god til både at stryge fans med hårene og holde kortene tæt ind til kroppen – således leveres der en kæmpe overraskelse allerede i den obligatoriske åbningstekst, som gudskelov ikke er blevet spoleret af filmens handlingsmættede trailers. Lad os bare nøjes med at sige, at franchisens varemærker også er talstærke i denne ombæring: Forbløffende rumvæsner, bippende robotter, duellerende rumskibe og, ja, helgenagtige helte og kåbeklædte klepperter, som slås med kulørte lyssværd – for pokker, hvor har man dog savnet deres melodiske summen i biografmørket!
Men måske er der endda for mange genkendelige elementer, og til tider vakler "Star Wars: The Force Awakens" lidt på den hårfine grænse mellem at hylde og snylte på sine forgængere. Det er selvsagt en fuldkommen særegen og oplivende oplevelse at gense ikoniske karakterer som Han Solo og Chewbacca på det store lærred, og til tider blev min dømmekraft endda så forstyrret af rå, ufortyndet nostalgi, at jeg overvejede at sparke til min nærliggende chefredaktør og erklære mig selv inhabil.
Men jeg var trods alt årvågen nok til at konstatere, at den anseelige gensynsglæde blev ledsaget af mild skuffelse over en historie, der tager for få risici og gengiver gamle replikker, drejninger og momenter lidt for ofte, og filmens stærke start afløses af en lidt flagrende midterdel, før det hele kulminerer i et flot, men også temmelig forudsigeligt klimaks. Nogle af filmens referencer til fordums storhed er dog direkte geniale – særligt da en helt særlig nøglestrofe fra John Williams' score til den allerførste "Star Wars" bliver genbrugt i en scene med tilsvarende bibetydning.
Filmens nye ingredienser er dog dens bedste. Fnis bare løs af navne som Kaptajn Phasma, Snoke og Kylo Ren, men den nytilføjede heltinde, Rey, er filmens klart største (undskyld mig) force og udløser øjeblikkelig respekt og beundring takket være unge Daisy Ridleys pragtpræstation, der emmer af autoritet og smittende eventyrlyst. John Boyega opdriver den fornøjelige fandenivoldskhed, der gjorde ham så karismatisk i den engelske sci-fi-perle "Attack the Block", i rollen som den samvittighedsfulde soldat Finn, og Boyega og Ridley har en exceptionel kemi, der gør dem til et mægtigt makkerpar, som går i clinch med galaksens onde kræfter.
73-årige Harrison Ford glider ubesværet tilbage i Han Solos sko og Tusindårsfalkens cockpit, og den kæphøje smuglers uimodståelige charme og drilskhed er det humoristiske highlight i en film, der ofte er pokkers morsom – noget de tre prequels desværre aldrig var. Skuespillerne er i øvrigt omringet af smukke, håndgjorte kulisser, kostumer og dukker, der alle er fuldkommen overbevisende, men som så pudsigt nok får de få computergenererede figurer (særligt én central karakter) til at fremstå temmelig kunstige og kejtede.
Ved at dykke ned i fortiden lykkedes det kun George Lucas at afmystificere og svække sit forunderlige univers og dets figurer. Med sin omfavnelse af fremtiden får instruktør J.J. Abrams til gengæld grundlagt flere nye, fascinerende stier inden for "Star Wars", som bliver spændende at følge de kommende år. Må kraften være med dem alle!
