Ti film. Så mange agter Quentin Tarantino at lave, før han går på pension. Hellere stoppe, mens legen er god - én fiasko ødelægger det for tre mesterværker, som han har sagt. Er "The Hateful Eight" - Tarantinos ottende værk - i så fald filmen, der skamferer det flotte oeuvre? Svaret er nej. Endnu en gang gør genre-ekvilibristen sig fortjent til titlen som en af vor tids største filmskabere. Havde den 52-årige instruktør valgt at indstille karrieren allerede nu (Gud forbyde det!), ville det være med bravur og evig hæder.
Noget tid efter den amerikanske borgerkrig haster dusørjægeren John Ruth (Kurt Russell) og hans fange, Daisy Domergue (Jennifer Jason Leigh), gennem Wyomings barske vintervildnis. Med diligencen støder de på dusørjægeren Major Warren (Samuel L. Jackson) og Chris Mannix (Walton Goggins), der hævder at være ny sherif i byen Red Rock. I ly for snestormen ender de fire hårde halse under samme tag i en afsidesliggende hytte. Her bliver de mødt af en håndfuld andre rejsende. Bølgerne går højt mellem de hadefulde otte, da det står klart, at ikke alle er, hvem de udgiver sig for.
Quentin Tarantino har valgt - som den uddøende nostalgiker han er - at skyde sin anden western i Ultra Panavision 70 - det bredeste filmformat der findes. Ikke siden storfilm som "Ben Hur" fra 1959 har dette udstyr set dagens lys. I forbindelse med den såkaldte Roadshow-forestilling vises "The Hateful Eight" i Imperial på sprød 70mm-strimmel med storslået overture og intermission som i de gode gamle dage. Al den ståhej er selvfølgelig imponerende, men tilfører det også noget til filmoplevelsen? Absolut.
"The Hateful Eight" får også landsdækkende premiere i en lidt kortere digital udgave. Jeg vil dog på det kraftigste anbefale, at man ser giraffen under de helt rette forhold i Imperial - sådan som Tarantino har tiltænkt den. Forvent ikke "Django Unchained 2" i grandios Sergio Leone-stil. Heller ikke selvom Ennio Morricone leverer filmens forrygende score. Genre-aficionados vil sikkert nikke genkendende til Sergio Corbuccis spaghettiwestern "The Great Silence", men i sidste ende synes Tarantinos ærinde at være en ode til John Carpenters "The Thing". Til trods for det milebrede panorama, som normalt aspirerer til åbne vidder og episk storhed, domineres filmen nemlig af en anderledes fortættet, utryg og klaustrofobisk stemning.
Eksplicit vold, blod i stride strømme, lange dialoger, beskidte munde og alskens referencer til film - både andres og egne - er stadig fast inventar i Tarantinos ambitiøse whodunnit-kammerspil. Noget kunne imidlertid tyde på, at drengerøven er blevet voksen. Der leges ikke lige så ironiserende med filmmediet, og de indforståede referencer falder ej heller i tætte stimer. Der er en mening med galskaben. Fordækt maskespil og racismens natur spædes op med det makabre og bizarre. For en sjælden gang i en Tarantino-film er der scener så grumme, at det er decideret ubehageligt at overvære. Dét - sammen med til tider alt for lange, repetitive dialogscener - vil sikkert afskrække en del.
Quentin Tarantinos lidenskabelige forhold til film har ikke aftaget siden gennembruddet med den nært beslægtede "Håndlangerne" i 1992. Hans ottende affyring rammer plet som en forbandet underholdende western. Den iøjefaldende stil er allestedsnærværende. Selvom "The Hateful Eight" går lidt i tomgang sine steder, så minder den os ikke desto mindre om, hvilken storhed filmmediet er gjort af. At filmen - eller rettere biografen - stadig er en unik kollektiv oplevelse uden lige.
