Det kan vi så være enige i :)
I forhold til Danmark, går kritikken især på to hovedpunkter.
Ikke-akut, invasiv og irreversibel kirurgisk og hormonel behandling for at få børn til at passe ind i den binære kønsopfattelse. Ofte uden ordentlig rådgivning af forældrene.
Amnesty udgav sidste år en rapport der omhandler disse forhold i Danmark og Tyskland:
amnesty.dk/media/3078/first-do-no-harm.pdf
Det andet punkt handler om at man har haft en tildens til at behandle trans seksuelle og interkøn som psykisk syge, der skal igennem en længere udredning for at få adgang til hormonbehandling og kønsrettende kirurgiske indgreb.
Jeg vil meget gerne læse rapporten i dit link, men jeg kan se at den er på hele 63 sider, så det bliver lige umiddelbart lidt voldsomt at skulle igennem. Det lyder som et voldsomt indgreb, eller overgreb skulle man måske ligefrem kalde, det mht. operationerne, men det vil jeg godt vente med at kommentere yderligere på indtil, at jeg har sat mig bedre ind i detaljerne omkring det. :)
Angående det andet du skriver om at betragte transkønnede som psykisk syge, ja så giver det mig blot yderligere et klart signal om, hvor langt bagefter den transkønnede del af LGBT+ miljøet er i forhold til andre grupperinger. For 20-30 år siden var prædikatet psykisk syg påklistret bøsser, lesbiske og biseksuelle, men det nonsens er heldigvis en saga blot i dag. Derfor tror jeg også, at det blot er et spørgsmål om tid før end, at man også fjerner det i forbindelse med at være transkønnet.
Jeg tror dog så også, at der vil gå væsentlig længere tid før end at det sker, fordi hvordan man end vender og drejer det, ja så må det være en stor belastning for sindet at skulle igennem noget så overvældende som at skifte køn, hvor både hormonbehandlinger og operationer ofte indgår, eller at stå i et vadested mellem to køn hvor egens selvbevidsthed og identitet er under maksimalt pres.
Jeg bryder mig ikke om betegnelsen psykisk syg, da jeg synes det er en grov forsimpling af den følelsesmæssige og eksistentielle kamp, som man går igennem som transkønnet person. Men på den anden side mener jeg også, at det kan være en positiv ting, i det mindste i en overgangsfase, at have professionel hjælp til rådighed i form af psykolog eller psykiater, da jeg formoder at den belastning man lægger på sit eget psykiske velvære kan være svær at håndtere alene.
Vi har haft debatten før i Den betændte politiske tråd. Nu er det efterhånden blevet lidt rusten for mig, men som jeg husker det, handler det i Canada om at anerkende rettigheder i forhold til transeksuelle og interkønede.
Sådan en som Jordan Peterson vil gerne gøre det til et spørgsmål om ytringsfrihed, men syntes ikke jeg har set nogle eksemper på at ytringsfriheden er under pres på det område.
Det virker mere på mig som om en manglende accept og tolerance af at der er mere end to køn.
Nu har jeg lige fået læst op på loven, "Bill-16", og det er uden tvivl en lov, som er lavet med henblik på at sikre transkønnede osv. rettigheder, der sikrer beskyttelse mod bl.a. diskrimination og hadforbrydelser. Som jeg lige umiddelbart læser det, har loven ikke til hensigt at straffe nogen med hverken bøder eller fængselsstraf, hvis man enten nægter at bruge de pågældende stedord, glemmer at bruge dem, eller kommer til at bruge de forkerte stedord.
Men loven er heller ikke helt klar i spyttet, synes jeg og i forhold til at blive straffet i forbindelse med at diskriminere, er det åbenbart en tolkningspørgsmål angående hvor mange gange man i så fald kan tillade sig at enten nægte at bruge stedordene, glemme at bruge dem, eller komme til at bruge de forkerte stedord, før end at det så bliver opfattet som værende bevidst diskrimination/chikane. Her er det, at jeg synes det bliver en glidebane. For hvordan vurderer man om det er en bevidst handling, der har til formål at genere en anden person, hvis vi taler om forglemmelser eller, at man som eksempelvis underviser ikke kan holde hoved og hale i, hvem der skal tiltales hvad og i hvilken form.
Hvori ligger det rimelige eksempelvis i at en medstuderende eller underviser der ikke selv er en del af LGBT+ miljøet skal straffes, fryses ude, chikaneres og måske endda risikere at blive suspenderet eller miste sit job uden at have onde hensigter blot fordi, at nogen mener, at de har det uden reelt set at kunne bevise dette. Og er en sådan reaktion fra de transkønnede/intetkønnede osv, der ønsker at straffe andre på den måde ikke meget dobbelmoralsk oven i hatten, hvis man tænker på at loven netop skulle sikre, at de ikke selv bliver udsat for diskrimination og chikane.
Hvad angår Jordan Peterson og den efterhånden lange konflikt han har haft med LGBT+ aktivist-grupperinger og sympatisører fra venstrefløjen i skikkelse af andre professorer og undervisere, er det egentlig spøjs at se hvordan at sidstnævnte forholder til loven på en måde, som slet ikke var hensigten. Loven siger jo klart, at man som udgangspunkt ikke skal straffes blot fordi, at man nægter at bruge de nye stedord/kønsidentiteter. Men dette er jo alligevel sket for Jordan Peterson i form af at få reprimander og blive hængt ud som nazist, ligesom andre elever - hvor eksemplet med Lindsey Shepard er et af de mest groteske - er blevet forsøgt straffet, ydmyget, udstillet og usynliggjort blot fordi, at de havde en mening som gik imod den fælles konsensus af holdninger som professorer og undervisere der tilhører den yderste venstrefløj og de mest rabiate LGBT+ aktivister og SJW'ere har slået på tromme for.
Dvs. at man i sidste ende bevidst går ind og udnytter den lov, som er med til at sikre transkønnede rettighedder og som alle - inklusiv Jordan Peterson - er enige i at de selvfølgelig skal have, som et værktøj, eller våben om man vil, i en større politisk-ideologisk kamp, hvor man både bruger loven til at chikanere andre med og samtidig bruger den til at retfærdiggøre censur. Dermed har Jordan Peterson, hvad end man måtte mene om ham, rent faktisk fuldstændig ret når han påstår, at ytringsfriheden er under angreb.
Det virker mere på mig som om en manglende accept og tolerance af at der er mere end to køn.
Jeg er ikke lige sikker på om der er 72 køn. Det er nok nærmere et spektrum med mange køn imellem mand og kvinde.
Men efter hvad jeg har læst, skulle det være flere end man lige regner med.
Efter hvad jeg har læst, så mange som 1%, men mange bliver jo presset ind i de vante binære kønsmønstre.
Det er muligt, at Jordan Peterson er en stædig kamel, når det kommer til at anderkende eller i det mindste være åben overfor, at der findes mere end to køn selvom, at han påstår at have videnskaben på sin side.
Man skal også i denne sammenhæng huske på at se det fra andres synsvinkel og jeg skal da være ærlig og tilstå, at jeg selv har det svært med alle disse mange nye kønsidentiteter. Og det tror jeg også, at der er rigtig mange andre der har fordi at det - trods Guldagers fine gennemgang og redegørelse - kan virke meget abstrakt og uoverskueligt at forholde sig til. Det er ganske enkelt for overvældende og for meget at skulle kapere på èn gang for de fleste udefrakommende og hvis man blot bevæger sig lidt ud af listen, vil de fleste meget hurtigt stå af, når de læser de mere og mere forvirrende køn/identiteter, der indtil videre er med. Tænk bare på hvor mange år der gik før end at bøsser, lesbiske og bisesuelle blev accepteret på lige vilkår som heteroseksuelle.
I sidste ende handler det vel om at anerkende andre menneskers ret til at være dem de er og blive respekteret som sådan.
Det er jeg sikker på at vi alle sammen, inklusiv Jordan Peterson, meget hurtigt godt kan blive enige om. Men hvis vi vender tilbage til LGBT+ aktivisterne og deres måde at gribe tingene an på, så kan det være svært at få øje på, at de lever op til deres egne handlinger. Jeg mener bare, at hvis man vil have forståelse, accept og respekt fra andre, bør man også møde modparten i øjenhøjde med selv samme forståelse, accept og respekt før end, at man kan opnå det man stræber efter.
Ja, og jeg kan også godt se det problemtiske i det.
Jeg ser det som om festivalen gerne vil sætte fokus på at transeksuelle har svært ved at få den slags roller og at det ender med at ciskønnede kommer til at spille disse, måske stereotype roller.
Hvis det i forvejen er en gruppe der føler sig undertrykt, kan der måske være en tildens til at de er mere følsomme end hvad godt er.
Jeg ser det som om at de vil sende et politisk signal.
Det er også fint nok, at de vil sende et poltisk signal, men jeg synes stadigvæk at det er en helt forkert og ufornuftig måde at gribe problematikken an på. Og jeg kan virkelig ikke se hvordan, at det gavner noget som helst på den lange bane.
