At instruktør Damien Chazelle og slæng er noget af det bedste, der er sket for Hollywood det seneste årti, understreges med "First Man".
Da den første mand på månen tog et ikonisk stort skridt for menneskeheden i 1969, blev de skelsættende fodaftryk sat i næsegrus beundring. Begivenheden – der placerede USA over Sovjet i det teknologiske koldkrigs-kapløb – blev transmitteret live over hele kloden. Baggrunden og især de menneskelige omkostninger for, hvordan Neil Armstrong endte på overfladen af månen, er imidlertid sjældent belyst. Når instruktør Damien Chazelle kaster sig over portrættet af et sådan menneske, er der langt fra tale om klassisk heltefortælling frem for et knugende indblik i overmenneskelig vilje og hjerteskærende sårbarhed.
Testpilot og ingeniør Neil Armstrong (Ryan Gosling) har netop været udsat for en tragedie ved at miste sin lille datter til kræft, da NASA tilbyder ham at medvirke i et nyt, storstilet rumprogram. Missionen er at få en bemandet raket til månen inden årtiet er omme, inden russerne slår endnu en sensationel rumrekord. Armstrong, de andre astronauter og ikke mindst konen, Janet Shearon (Claire Foy), kastes nu ud i en intens proces. Rumrejser – især med målsætningen om at få personel ombord – er på pionerstadiet i 60'erne, hvilket betyder intens forskning, teknologiske nybrud og ikke mindst overhængende fare for dødsfald.
"First Man" er sanselighed overført til levende billeder. Verden mærkes gennem øjnene på Armstrong – fra da datterens alt for tidlige død knækker ham i tyngende gråd, vanvittige livsafgørende beslutninger tages på et splitsekund, eller i den meditative ro når Jordens krumning spejles i stålfaste pupiller.
Selvom den første mand på månen holder hovedet iskoldt, hvilket vores hovedperson var notorisk berygtet for, mærkes dyb sorg og distancering som følge af tab som pilot under Koreakrigen, astronaut og far. Goslings mageløse præstation er et vidtfavnende karakterstudie af kompleksitet uden at forfalde til billig heltedyrkelse. Mens introverte Armstrong forsvinder mere og mere i sin på flere niveauer formørkende rejse mod månen, står ekstroverte Janet i lysende reality check-kontrast, der gang på gang trækker manden ned på Jorden. Måden, hvorpå der skabes kosmos i kaos mellem stor og lille fortælling, mellem månelanding i bredformat og menneskeligt kammerspil, grænseoverskrider genrekonventioner og velsagtens også genreforventninger.
Med risiko for at kalde markedsføringen for falsk varebetegnelse er "First Man" på godt og ondt både overrumplende og undervældende. De få IMAX-sekvenser er intimiderende medrivende eksekveret, men står i påfaldende kontrast til det overvejende underspillede intimdrama. Selvom vi indirekte står et sted mellem film som "Mænd af den rette støbning" og "Apollo 13", bryder wonderkid Damien Chazelle ud af dén genre-rotation. Linus Sandgrens eminente billeder og Justin Hurwitz' fortryllende score sætter – som i "La La Land" – scenen på majestætisk vis. Dog i hovedsagelig lavmælt følelsesmæssig fascination, der ganske givet ved et gensyn eller to vil nå klassikerstatus.
At Damien Chazelle og slæng er noget af det bedste, der er sket for Hollywood den seneste årti, understreges med "First Man". Tematisk sammenfattes viljen og drømmen til at gennemhulle det middelmådige fra "Whiplash" og "La La Land" i en ny samlet pakke, men det gøres nådesløst modigt og ukonventionelt i forhold til både Chazelles bagkatalog og den smalle rumrejse-biopic-genre i det hele taget. Intimportrættet af den første mand på månen vil mere end at genfortælle historiens gang. Fordi filmen ér fortalt så underspillet subjektivt og introvert, trods medrivende dramatik, vil den skuffe et publikum, der forventer dynamisk rumeventyr.
