Westerns er gang på gang blevet destrueret og dekonstrueret. Fra John Fords "Forfølgeren" til Sergio Leones "Den gode, den onde og den grusomme" til HBOs tv-serie "Deadwood" - blot for at nævne et par skelsættende titler indenfor genren. Alejandro Gonzalez Iñárritus "The Revenant" kan uden den mindste tøven i stemmen fremover nævnes i samme hvæse åndedræt. Og tag ikke fejl - den er som skabt til at opslide stemmebåndet med rosende superlativer.
Delvist baseret på den semi-biografiske Michael Punke bestseller "The Revenant: A Novel of Revenge" følger vi Hugh Glass (Leonardo DiCaprio) i pionertiden i 1823. Det råkolde vesten er milevidt fra enhver form for cowboy og indianer-romantisering, hvilket Glass mærker på sin krop under en mislykket pelsekspedition i vildmarken. Først overlever han og en brøkdel af medlemmerne et indianerangreb. Dernæst bliver Glass efterladt som død af sin kollega John Fitzgerald (Tom Hardy) efter at have overlevet en voldsom klo til kniv-kamp med en fuldvoksen grizzly bear. Dette vel at mærke, efter at Fitzgerald koldblodigt har dræbt Glass' søn. Drevet af had rejser Glass sig fra graven - og begiver sig halvdød ud på en 200 kilometer lang og brutal vanvidsfærd for at hævne sig.
Vi behøver for så vidt ikke Iñárritu til igen at fortælle os, at livet er noget lort; dét har han allerede gjort klart med sin såkaldte "dødstrilogi" ("Amores perros", "21 grams" og "Babel"). Det er dog først med "The Revenant", at dødens isende nærvær sætter sig som frostperler på knogler og sjæl. Verdens ligegyldige kynisme udkrystalliseres i den stille ødemark, i dovne voldtægter, henkastede massedrab og livets trivielle absurditet i det hele taget. Hvorfor kæmpe for livet, når det er så meningsløst? For det er i kampen for overlevelse, at livet giver mening, at det kan mærkes, at det skal leves. Eller er også dén antagelse blot en illusion?
DiCaprios vandring gennem sneklædte landskaber går gennem marv og ben, mens vi som tilskuere står og ser passivt til gennem mesterfotograf Emmanuel Lubezkis kolde, observerende linse. Majestætisk smukke og rolige naturoptagelser står i ærefrygtig kontrast til nervepirrende kampe på liv og død mellem natur og menneske - og mennesker imellem. Symboler på civilisationers uundgåelige forfald er manifesteret i bjerge af bisonkranier, indianernes dødsmesser og pelsjægernes udpinende jagt på endnu mere pels. Selv Werner Herzog kunne ikke have visualiseret menneskets selvdestruktive adfærd så dyster-poetisk.
Selvom springet fra sidste års Oscar-sluger "Birdman" så sandelig er til at føle på, genbruges en del af det indarbejdet håndværk i "The Revenant". De imponerende long takes og ikke mindst den maskerede klipning og colorgrading, der fik "Birdman" til netop at fremstå som ét langt skud, anvendes ganske vist ikke i så høj grad i denne omgang - men teknikken er et genkendeligt varemærke for samarbejdet mellem Iñárritu og Lebezki, som ikke er til at tage fejl af. Actionsekvenserne er så medrivende intense, at det føles, som om at vi selv er til stede, når bjørnen rusker og flæser Glass i småstykker, og indianernes pile fatalt rammer pelsjægere i ryggen. Og så er der selvfølgeligt lige Leonardo DiCaprios præstation, der er lige så fysisk vanvittig og blodindsmurt som resten af filmen. Det er ikke, fordi den nu 41-årige stjerne siger så forfærdeligt meget undervejs. Øjnene fortæller alt dét, der forbliver usagt. Less is more er en altafgørende mantra bag DiCaprios bedste rolle til dato. Og ret skal være ret - denne gang har han fortjent den ene af de 12 Oscars, som filmen (helt velfortjent) er blevet nomineret til.
Alejandro Gonzalez Iñárritu har gjort det igen. "The Revenant" kryber ikke alene ind under huden som filmisk og teknisk bedrift, men som et fascinerende og tankevækkende usentimentalt værk. Det ville være kedeligt at annoncere årets bedste amerikanske spillefilm tre uger inde i januar. I dette tilfælde er det tæt på at være en selvfølge.
