Min første tanke, da jeg forlader biografmørket, er, om "Den danske pige" formår at trække flere turister til Danmark. I så fald bliver de slemt skuffede, når de opdager, at der ingen grønne bjerge er at finde i vort pandekageflade land. Dét til trods for, at fotograf Danny Cohen præsenterer os for maleriske bjerglandskaber. Det virker måske mærkeligt at starte en anmeldelse af Tom Hoopers virkelighedsbaserede kostumedrama sådan. I virkeligheden er det dog ret sigende for, hvordan jeg med danske øjne oplevede "Den danske pige".
I 1920'ernes København har den unge landskabsmaler Einar Wegener (Eddie Redmayne) skabt sig et respekteret navn i Danmarks konservative kunstmiljø. En dag overtaler hustruen Gerda (Alicia Vikander) - en mindre anerkendt portrætmaler - sin mand til at posere i en balkjole. Oplevelsen er en åbenbaring for Einar, der indser, at han inderst inde altid har følt sig som kvinde fanget i en mandekrop. Transformationen fra Einar til alter egoet Lili bliver en omvæltning for Gerda, men hun vælger alligevel at støtte sin mand. Også da han - som den første i verden - beslutter at få foretaget en kønsskifteoperation.
Store dele af den 4-dobbelte Oscar-nominerede "Den danske pige" er optaget i København, hvilket giver en aura af autenticitet. Alligevel er Tom Hoopers forløsning af det højspændte materiale en ambivalent affære. På den ene side er det svært ikke at blive forført af det visuelt imponerende udstyrsstykke, som filmen er. På den anden side overskygger den pertentlige iscenesættelse historien og særligt kompleksiteten i Einars udvikling. Med andre ord bliver billedernes pæne postkort-æstetik i sidste ende for overfladisk i forhold til den tunge tematik.
På papiret lyder "Den danske pige" som en både interessant og gribende film, hvis melodramatiske konflikter bejler stærkt til Oscar-akademiet. Baseret på Eddie Redmaynes gestik og udseende synes han perfekt castet i hovedrollen. Den prisvindende englænder besidder afgjort de feminine træk og den undertrykte sensibilitet, som rollen påkræver. Desværre bliver det ved dét. Redmayne formår nemlig ikke at portrættere karakterens ellers svært sammensatte væsen med nok vid og variation. Generte blikke tilsat kejtede smil og lavmælte, næsten hviskende replikleveringer genbruges simpelthen mere, end hvad godt er.
Til gengæld giver svenske Alicia Vikander - vor tids Ingrid Bergman - en overbevisende præstation. Hun viser måske ikke ligefrem nye facetter af sit skuespil, men ikke desto mindre tilfører hun en energi og naturlighed, filmen ellers havde manglet. Fortællingen fungerer bedst, når ægteskabet er i centrum. Med dametøj, parykker og makeup opfordrer den forstående hustru sin mand til at omfavne sit egentlige jeg. Det er hjerteskærende at overvære, hvordan dét, der begynder som en uskyldig leg, på en og samme tid bringer parret tættere sammen og langsomt skaber en kløft imellem dem.
Til trods for at "Den danske pige" føles en smule kalkuleret og glittet, vinder den takket være sit saftige, autentiske kildemateriale. At Tom Hooper fortaber sig i overdådig produktionsdesign og visuel stilisering ændrer ikke ved, at filmen er en elementært rørende beretning om at huske, hvem man er, og være tro mod det - uanset samfundets normer. Indrømmet, det lyder ganske vist banalt. Nogen gange er det dog i banaliteterne, at meningen ligger gemt.
