"Green Book"-stjernen tager vampyr-stafetten op efter Wesley Snipes.
I forbindelse med Comic-Con har Marvel-bossen Kevin Feige afsløret planerne om en helt ny "Blade"-film med Oscar-vindende Mahershala Ali i titelrollen som vampyrdræbende vampyr.
Dermed overtager Ali stafetten efter Wesley Snipes, der første gang gav den som vampyrjægeren i "Blade" fra 1998 og siden gentog rollen i efterfølgerne "Blade II" og "Blade: Trinity".
Mahershala Ali er blevet et brandvarmt navn i Hollywood – især efter sine Oscar-vindende præstationer i "Moonlight" og "Green Book", men nu kaster den 45-årige skuespiller sig altså over en lidt anden genre i "Blade"-rebootet, der endnu ikke har fået en premieredato.






