Efterfølgeren til én af de mest ikoniske og roste gyserfilm i filmhistorien falder igennem som én af de værste Stephen King-filmatiseringer i nyere tid.
At løfte arven efter Stanley Kubricks mesterværk, filmatiseringen af Stephen Kings "The Shining" fra 1980, kræver en instruktør, der ved, hvad en god gyserfilm skal kunne. Mike Flanagan, manden bag én af de tidens bedste gyserserier, "The Haunting of Hill House", og filmatiseringen af Kings "Gerald's Game", var derfor på papiret det perfekte valg til at få det bedste ud af efterfølgeren "Doctor Sleep".
Omkring 20 år efter hændelserne på "ondskabens hotel" lever Danny Torrance et liv for sig selv som alkoholiker. Da Danny "møder" Abra, en pige med samme overnaturlige evner som ham selv, ændres hans liv. Abra har via sine evner stiftet bekendtskab med The True Knot, der ledes af den mystiske Rose the Hat. Kulten lever af børns "skinne"-evner, der giver medlemmerne evigt liv. Inden Abra ved af det, er hun i livsfare, da The True Knot vil gøre alt for at få fingrene i hendes evner.
I rollen som den voksne Danny Torrance ses Ewan McGregor, der tidligere har vist sig som yderst alsidig med hovedroller i alt fra musicalen "Moulin Rouge!", junkie-dramaet "Trainspotting" og sidste års familiefilm "Jakob og Peter Plys". Her var altså al mulig grund til at tro, at den skotske skuespiller kunne løfte den ikoniske rolle. Desværre er der så lidt kød på rollen, at ikke engang McGregor formår at gøre den spændende. Rollen som Rose the Hat spilles af Rebecca Ferguson, der ligesom McGregor ikke har noget som helst at arbejde med. Begge roller er endimensionelle og karikerede som henholdsvis traumatiseret alkoholiker og ondskabsfuld kultleder.
Samme ligegyldighed, som de to hovedkarakterer byder på, præger selve historien, hvor især Abra og Dannys shining-kommunikation er klodset fortalt. Vi kommer ellers godt fra start. Filmen skaber en flydende overgang mellem de to film, og der bydes på gensyn med både den unge Danny og Wendy Torrance – begge spillet af nye skuespillere, hvilket fungerer fint. Når dette er sagt, er der ikke meget mere positivt at sige om "Doctor Sleep". De få styrker findes blandt andet i de mange referencer til forgængeren, såsom med Dannys tidligere usynlige ven, Tony, Dick Hallorann og den gamle dame i badekaret. Og de uhyggelige øjeblikke finder da også først sted, da Danny vender tilbage til stedet, der startede det hele – The Overlook Hotel. Desværre er det kun uhyggeligt i flashbacks, der nærmest er kopier af scener fra Kubricks film.
Et andet vellykket element er filmens til tider brutale scener, der både byder på mishandling af børn og effektive CGI-drab. Havde filmen haft mere fokus på at skabe interessante børneofre, ville det førstnævnte have været mere effektivt. CGI-effekterne anvendes sofistikeret og er med til at give seerne en flot biografoplevelse. Desværre er dette langt fra nok til at redde Mike Flanagans filmatisering, der ender med at blive én af de mindst interessante King-filmatiseringer i mange år.
Er du fan af Kubricks "The Shining", er der ingen grund til at se Mike Flanagans "Doctor Sleep". Den efterfølger én af de mest ikoniske og roste gyserfilm i filmhistorien, men falder desværre totalt igennem som én af de værste Stephen King-filmatiseringer i nyere tid.
