Når alt er sagt og skrevet, styres skuden stilsikkert i land.
Der er ikke noget som en go', gammeldaws krigsfilm. Hvor vi kommer bag om kammeraterne i krig, mens helteære og store slag rammer mellemgulvet i spektakulære sekvenser af den slags, der vistnok er baseret på virkelige hændelser. Sådan nogenlunde, hvilket er nok til den der appetitlige følelse af historisk indsigt ved rulleteksterne. Med Roland Emmerich bag roret kan det tillades at sidde med armene over kors i forbindelse med det historisk korrekte. Til gengæld overrasker vores alle sammens yndlingskatastrofefilmstysker med en yderst seværdig underholdningsfilm af den gamle skole.
Fortalt gennem soldater på begge sider, selvfølgeligt primært de amerikanske, skildres hændelserne seks måneder op til slaget om Midway. Amerikanerne slikker sårene efter angrebet på Pearl Harbor, mens 2. verdenskrig raser over store dele af verden. Dog er noget større på vej. Det mener Edwin T. Layton (Patrick Wilson) baseret på fragmenterede efterretninger: Midway er næste mål. Stillehavsøgruppen er et vigtigt strategisk nålehoved, der kan betyde, at japanerne kommer et skridt nærmere at angribe det nordamerikanske fastland.
På overfladen er "Midway" et velmenende projekt, der tager afsæt i det skelsættende historiske nedslag og omfavner krigens ofre og heltegerninger på alle sider af Stillehavskrigen. Det lyder jo sympatisk, især når stien mellem det kvalme og højintense holdes nogenlunde ren, til trods for at en diskret retfærdiggørelse af overvågning niver lidt i retsforståelsen. Også selvom Emmerichs film er produceret i samarbejde med kinesiske filmselskaber, og kinesere igen i amerikansk film fremstilles som helte – naturligvis ikke større end amerikanerne – mens japanerne ikke levnes meget skærmtid.
Ovenstående kan vælges at være den sviende øjebæ, der trækker fokus fra en ellers vellykket krigsfilm. Når alt er sagt og skrevet, styres skuden stilsikkert i land. I bestræbelserne på at sammenflette de brede nedslag op til det afgørende klimaks er seks måneders storpolitiske intriger lagt i lasten for at fokusere på sidefortællinger om de store beslutningstagere og særligt de piloter, der gjorde en forskel under slaget. Perspektivet medvirker til, at der midt i geværilden skabes et tilstrækkeligt intimt rum af øjenvidneskildring, samt at historiens vingesus føles nærværende nok til, at Hollywood-præmissen købes. Måske havde det pyntet at skære portrættet af vordende hustruer fra, men samtidig skaber det et nødvendigt momentum i effekt-stormens øje.
Som i 1976 med "Slaget om Midway", der dengang havde en lang række prominente stjerner som Toshirō Mifune, Henry Ford og Charlton Heston til at pryde plakaten, ligger "Midway" anno 2019 heller ikke på den lade side med Luke Evans, Woody Harrelson og Dennis Quaid på toppen af skuespillerlisten. Ikke at det er usædvanligt i stort anlagte krigsfilm. Dog er det efterhånden sjældent, at balancen fastholdes i storfilm som her. Måske lige så naturstridigt, som at kaptajn Emmerich byder på første gode film siden "Stargate", overrasker Ed Skrein som filmens dynamo. Du læste rigtigt. Manden med færre ansigtstræk end Keanu Reeves stjæler veloplagt billedet som kæk pilot, der undervejs viser gummiansigt og følelsesmæssige dimensioner. Såvel som slaget om Midway var et afgørende vendepunkt for Stillehavskrigen og 2. verdenskrig, kan dette måske være et mindre et af slagsen for Skrein og The Master of Disaster.
Fred være med, at "Dunkirk" er blevet kigget over skulderen ud i at skabe intensitet over et afgørende slag. På mange niveauer er "Midway" nemlig overraskende positiv, når præmissen accepteres. Roland Emmerichs omfattende erfaring med store effekt- og katastrofefilm kommer endeligt til sin ret i en glimrende storfilm, der sammenfatter, at oldschool-krigsfilm absolut stadig kan noget i velproducerede rammer.
