At "Le Mans '66" køres i stilling i en tid, hvor klassiske mandeidealer er under beskydning, er næppe noget tilfælde.
"Fast & Furious"-franchisen, der ræser derudad på tiende potensforlænger, vidner om, at interessen for hurtige biler og racerløb stadig er i højsædet. Så en film om amerikanernes forsøg på at møve sig ind på europæernes hjemmebane i det prestigefyldte Le Mans-racerløb er vel en sikker vinder? Både og.
"Le Mans '66" er den sande historie om Carroll Shelby. Sammen med racerkøreren Ken Miles får bildesigneren til opgave at lave den ultimative racerbil for Ford. For de smarte slipsedrenge i Fords marketingafdeling er der udelukkende tale om et salgsfremstød, som skal få gang i hjulene hos Ford Motors efterhånden metaltrætte karosseri. For Shelby og Miles, to hårdtarbejdende motortosser med olie på tøjet, er det den ultimative udfordring: At vinde over det ubesejrede Ferrari-hold i Le Mans. Således er banen kridtet solidt op. Den lille mands kamp mod umulige odds. En kamp på racerbanen, der spejles i kampen udenfor banen mellem Fords kyniske papirnussere og de to arbejderdrenge med benzin i blodet og et ærligt drive.
Det er også om noget en film om mænd og maskuline værdier. At "Le Mans '66" køres i stilling i en tid, hvor klassiske mandeidealer er under beskydning, er næppe noget tilfælde. Med sit blik 50 år tilbage i tiden til en epoke, hvor kønsrollerne ikke stod til diskussion, føles denne film som en eskapistisk tidsmaskine til dengang, hvor maskuliniteten ikke var i krise. Mandlige egoer er i konstant fokus: Henry Ford II giver grønt lys til projektet, udelukkende fordi konkurrenten Ferrari hentyder til, at sønnike ikke har samme format som farmand. Fords lakaj, den sleske underdirektør Leo Beebe, skyr ingen midler for at forpurre Miles og Shelbys succes, da han vil være eneste hane i hønsehuset. Også de to hovedpersoner er klassiske mande-egoer. Shelby var tidligere succesfuld racerkører, men måtte stoppe på grund af hjerteproblemer og har stadig svært ved at slippe drømmen om det, der kunne have været. Og Miles er bramfri motorfetichist, der bare må følge sin indre drift mod "den perfekte omgang" – koste hvad det vil.
I de to altoverskyggende hovedroller brillerer både Matt Damon og Christian Bale. Damons Shelby er historiens motor og hjælper – og formår den svære kunst at give Miles plads nok i førersædet uden selv at blive overhalet. Bale får igen serveret en saftig rolle med den energiske racerkører Miles, som virkelig ikke lægger bånd på sig selv. Det er spillet stort, men det passer til filmen, og rollen er som skræddersyet til endnu en Oscar-nominering for den walisiske stjerne.
Filmen er instrueret af James Mangold, der synes at have en forkærlighed for macho-ramte americana-historier, hvad enten det er "Cop Land", "Walk the Line", "3:10 to Yuma" eller "Logan". "Le Mans '66" ligger fint i forlængelse af disse med sin kredsen om klassiske mandlige værdier og den amerikanske drøm. Et studie i godt håndarbejde – den er både spændende og underholdende, og især slutningens racerløb er fermt iscenesat med sans for adrenalin-opbygning og store følelser.
"Le Mans '66" er også en film, der kunne være lavet for 50 år siden. Generisk og skarpt trukket op i sine sort/hvide personskildringer afviges ikke en tomme fra de klassiske formler. En solid omgang underholdning og fart over feltet, ingen tvivl om det. Men også en bedaget og tilbageskuende affære, der giver en lettere dårlig bismag i munden med sin totale mangel på refleksion over de machomand-idealer, den stiller op.
