Fans af Steven Soderberghs stjernespækkede kupfilm skal nok ikke forvente at se Pitt i en eventuel fortsættelse.
56-årige Brad Pitt har oplevet en masse opture det seneste års tid – ikke mindst takket være science fiction-filmen "Ad Astra" og Quentin Tarantinos "Once Upon a Time... in Hollywood", som er to af de bedst anmeldte film på Pitts CV.
Forleden vandt Pitt endnu en pris for sin indsats i Tarantinos seneste opus under Golden Globes-showet, og alt tyder på, at han bliver Oscar-nomineret for præstationen på mandag og hiver Oscar-statuetten hjem den 10. februar.
Læs også: Brad Pitt vil have færre roller
Og Pitt er tydeligvis kun interesseret i at skue fremad. Steven Soderberghs populære kupfilm, "Ocean's Eleven" (2001), "Ocean's Twelve" (2004) og "Ocean's Thirteen" (2007), gav i sin tid Pitts konto og stjernestatus et boost, men han er bestemt ikke interesseret i at lave en eventuel "Ocean's Fourteen".
Det fastslog Pitt forleden under endnu et pris-show, hvor han blev spurgt ind til sine livsmål og tørt konstaterede:
"Mine livsmål er ret enkle i øjeblikket: Vær glad, vær sund og end ikke i en finansiel situation, hvor jeg er nødt til at lave 'Ocean's 14'. Vi får se."
Så medmindre Pitt af uransagelige årsager går konkurs (og det virker trods alt usandsynligt med mandens popularitet in mente), så dukker Pitt ikke op i et casino igen i rollen som den snackglade Rusty Ryan.






