At sælge Leigh Whannells udgave som værende en H.G. Wells-filmatisering er en hån imod alt, hvad den legendariske forfatter er kendt for.
Den legendariske forfatter H.G. Wells udgav i 1897 sci-fi/horror-romanen "The Invisible Man" – om en videnskabsmand, der opfinder et stof, som gør ham usynlig. I 1933 kom første filmatisering af Wells' roman, og den film er sidenhen blevet en udødelig klassiker i filmhistorien. Nu har instruktør Leigh Whannell forsøgt at gøre kunsten efter. Desværre er titlen det eneste, Whannell har formået at bibeholde fra originalhistorien.
Cecilia (Elisabeth Moss) er flygtet i skjul fra sin voldelige ægtefælle, videnskabsmanden Adrian. Efter et par uger får Cecilia en meddelelse om, at Adrian har taget sit eget liv og efterladt fem millioner dollars til hende. Cecilia får dog hurtigt en fornemmelse af, at ikke alt er, som det burde være – og at Adrian måske slet ikke er død.
At "The Invisible Man" anno 2020 ikke ender som en total katastrofe er der kun Elisabeth Moss at takke for. Hendes konstante frygt og paranoia, der er historiens eneste drivkraft, gør filmen interessant. En stærkt spillende Moss er desværre ikke nok til at rette op på filmens fuldstændigt hjælpeløse manuskript, der ikke på noget tidspunkt fokuserer på den problematik, som unægteligt må være til stede i en historie med et tema som dette: Nemlig hvad usynlighed gør ved ens personlighed. Var der lagt lidt arbejde i at etablere et reelt forhold mellem Cecilia og Adrian – som trods alt er mand og kone – derved givet Adrian en antydning af menneskelige træk, ville filmen i det mindste have haft et interessant udgangspunkt.
Whannells version forsøger at lege med balancen mellem det psykologiske og det fysiske. Desværre bliver sidstnævnte brugt så klichéfyldt, at det umuligt kan overraske eller forskrække nogen i 2020. Flere af hændelserne, som Cecilia får skylden for, er ofte overdrevne, urealistiske (selv inden for filmens præmis) og til tider dumme. Alt sammen noget, der desværre er med til at ødelægge Moss' til tider raffinerede skuespil, og det understreger dermed Whannells manglende evner som manuskriptforfatter og instruktør.
"The Invisible Man" kan måske bedst sammenlignes med Paul Verhoevens udskældte, men i mine øjne ret vellykkede "Hollow Man" fra 2000. En film, der ikke engang bryster sig af at være en filmatisering eller fortolkning af Wells' roman. Selv i denne sammenligning falder "The Invisible Man" totalt igennem, og filmen er på ingen af de væsentligste parametre tilnærmelsesvis så interessant. Hverken hvad angår persongalleriet, visuelle effekter eller det psykologiske aspekt. Tre aspekter, der alle er afsindigt vigtige, hvis en film som denne ikke skal glemmes, når lyset tændes i biografen.
Med sin totalt overfladiske historie, flade karakterer og manglende morale ender Whannells "The Invisible Man" som en ligegyldig sci-fi-thriller af den slags, der produceres på samlebånd nu om dage. At sælge Leigh Whannells udgave som værende en Wells-filmatisering er en hån imod alt, hvad den legendariske forfatter er kendt for.
