Det populære videospil vækkes atter til live på det hvide lærred i 2021.
Det såkaldte beat 'em up-spil "Mortal Kombat" har affødt et ocean af fortsættelser, filmatiseringer og merchandise.
Det seneste skud på stammen er spillefilmen "Mortal Kombat", som efter planen udkommer i 2021 og produceres af James Wan ("The Conjuring", "Aquaman"). Hiroyuki Sanada ("Avengers: Endgame") og Joe Taslim ("Star Trek Beyond") dukker op foran kameraet som spillets ikoniske ninjaer Scorpion og Sub-Zero – blot to af videospillets ikoniske figurer.
Og på Twitter afslører filmens manuskriptforfatter, Greg Russo, at den kommende film bliver langt vildere og blodigere end filmsekvenserne i de seneste "Mortal Kombat"-spil:
"Filmen er lavet. Og den er blodig. Glem spillenes filmsekvenser. 'Mortal Kombat' har aldrig før set så godt ud, som det gør i vores film."
Det er da også blevet annonceret, at filmen bliver R-rated (altså forbudt for børn under 17, medmindre de har en voksen ledsager med i biografen), hvorimod Paul W. Andersons "Mortal Kombat"-film fra 1995 fik klassificeringen PG-13.
Efter planen udkommer den nye "Mortal Kombat"-film i biograferne i januar 2021.







