02-06-2020 12:00

Saoirse Ronan, Emma Watson, Greta Gerwig, Florence Pugh, Little women

Steven Stengaard Jensen

Anmeldelse:

Little Women

Greta Gerwigs nyfortolkning af litterær klassiker er flot og livsklog.

Tilbage i 2017 fik amerikanske Greta Gerwig sin debut som solo-instruktør med "Lady Bird". Et værk, der høstede både Golden Globe- og Oscar-nomineringer for blandt andet bedste film. Forventningerne er derfor høje til amerikanerens seneste film, "Little Women" – den syvende filmatisering af litteraturklassikeren af samme navn fra 1868. Men som denne Oscar-nominerede nyfortolkning beviser, så er nogle historier virkelig tidsløse.

Året er 1868, og vi følger de fire March-søstre – Jo (Saoirse Ronan), der forsøger sig som forfatter, maleren Amy (Florence Pugh), den ældste søster Meg (Emma Watson) og musikeren Beth (Eliza Scanlen). Gennem en syvårig periode følger vi deres liv, hvor de søger at realisere deres drømme, mens familien skal overleve en tid, hvor USA befinder sig i en borgerkrig.

"Little Women" er en film, der kræver publikums opmærksomhed. Der skiftes ofte mellem nutid og fortid, som har Gerwig blandet bogens fortælling i en shuffle-playlist. På den positive måde føles handlingen derfor som et puslespil. Dette i form af belønnende payoffs, når situationer, handlingstråde og relationer endeligt forklares. Tilgangen er med til at holde denne syvende filmatisering af Louisa May Alcotts oprindelige værk frisk, hvor selv dem, der kender den klassiske fortælling ud og ind, kan lade sig rive med.

Periodedramaet hjælpes på vej af et cast, der er intet mindre end fantastisk. Kemien mellem de fire søstre og de øvrige karakterer er forrygende, hvilket giver "Little Women" både hjerte og energi. Dertil er deres samspil med unge Laurie (Timothée Chalamet) uimodståeligt. Generelt er dette en af de oplevelser, der næsten opsluger ens fulde opmærksomhed. Næsten, da filmen føles en anelse for lang i spyttet.

Men "Little Women" imponerer for alvor med, hvordan Greta Gerwig formår at fortælle en velkendt historie på en ny måde. Her drages paralleller til den moderne verden. At finde den store kærlighed, en kvindes overvejelser mellem ægteskab og karriereliv og kvinders rolle i samfundet. Den danske tagline er "følg din passion", og det er her, at fortællingens kerne eksisterer. Og det, der gør filmen til en fantastisk oplevelse.

"Little Women" er generelt en flot og klog nyfortolkning af kildematerialet. Greta Gerwig formår noget sjældent: At tage en velkendt historie fra 1868 og genfortælle den på en frisk og nutidig, relevant måde. Tilsat noget af det bedste skuespil, der er set i år. Den amerikanske instruktør har på imponerende vis leveret en åndelig opfølger til "Lady Bird", og "Little Women" er en næsten perfekt invitation retur til biografen.

Kommentarer

  • Lady Bird var virkelig god, så denne skal så absolut også ses på et tidspunkt.

    
    0
  • Jeg fandt den ret fantastisk! Den når ikke helt samme højde som “Lady Bird” for mig, men det er tæt på. Greta Gerwig er enormt talentfuld.

    9/10

    
    0
  • Må tilstå det slet ikke er min type film. Eller ihvertfald ikke hendes stil. Så har ingen forventninger til denne. 

    Babo 02-06-2020 12:15
    
    0
  • Jeg synes også det er en skøn film:

    Flot, afdæmpet periodedrama - centreret om en families skæbne i tiden omkring og efter borgerkrigen.

    Det hele har bund i virkeligheden, da den originale historie handler om en kvindelig forfatter og hendes tre søstre - deres mor, deres far (som i starten deltager i krigen, som præst) - og en tante (spillet af Merryl Streep) - samt et galleri af bipersoner. Meget lig virkeligheden, hvor forfatteren Louisa May Alcott også havde tre søstre - og har draget parralleler til deres historier.

    På trods af at der sker adskillige dramatiske begivenheder i løbet af filmen, er der en særlig lavmælt tone som kun en sjælden gang ændrer sig et lille niveau i forhold til helheden.

    Tempoet, fortællerstilen, kostumerne og tonen minder om film som blev lavet for 80 år siden - hvilket er en præstation i sig selv.

    Det handler underliggende om kvindefrigørelse og om kvinder der kan klare sig selv (dog ikke uden kærlighed).

    En smuk og tilfredsstillende film, som er tro mod tiden og uden tvivl også er det i forhold til de to bøger den bygger på.

    8/10

    
    1
  • Stortudede under de sidste 20-25 minutter i en biograf i Holland for nogle måneder siden. Glæder mig til et gensyn, så snart jeg har fået købt lidt mere kleenex.

    
    0
  • Stortudede under de sidste 20-25 minutter i en biograf i Holland for nogle måneder siden. Glæder mig til et gensyn, så snart jeg har fået købt lidt mere kleenex.

    Tudemarie :D

    Babo 02-06-2020 12:43
    
    0
  • Tudemarie :D

    Og STOLT af det! Jeg ELSKER at tude til film og indrømmer det hjertens gerne - jeg elsker at mærke, at mit følelsesapparat kommer op i gear og får sig en workout. At mærke, at den del sgu fungerer, og det "rush" man får at virkelig at mærke følelserne strømme igennem kroppen. Kææææft, hvor har jeg ondt af dem, der stolt proklamerer "jeg har aldrig grædt til film", fordi de er blevet opdraget med, at det udviser svaghed og/eller manglende kontrol. Det er et kæmpe sundhedstegn i min optik.

    
    8
  • Og STOLT af det! Jeg ELSKER at tude til film og indrømmer det hjertens gerne - jeg elsker at mærke, at mit følelsesapparat kommer op i gear og får sig en workout. At mærke, at den del sgu fungerer, og det "rush" man får at virkelig at mærke følelserne strømme igennem kroppen. Kææææft, hvor har jeg ondt af dem, der stolt proklamerer "jeg har aldrig grædt til film", fordi de er blevet opdraget med, at det udviser svaghed og/eller manglende kontrol. Det er et kæmpe sundhedstegn i min optik.

    Helt enig - det bedste ved en film er da at man bliver rørt. Enten at man griner højt, eller tuder :-)

    
    3
  • Og STOLT af det! Jeg ELSKER at tude til film og indrømmer det hjertens gerne - jeg elsker at mærke, at mit følelsesapparat kommer op i gear og får sig en workout. At mærke, at den del sgu fungerer, og det "rush" man får at virkelig at mærke følelserne strømme igennem kroppen. Kææææft, hvor har jeg ondt af dem, der stolt proklamerer "jeg har aldrig grædt til film", fordi de er blevet opdraget med, at det udviser svaghed og/eller manglende kontrol. Det er et kæmpe sundhedstegn i min optik.

    Jeg kunne ikke være mere enig. Jeg elsker også film, der får tårerne frem.

    
    3
  • Og STOLT af det! Jeg ELSKER at tude til film og indrømmer det hjertens gerne - jeg elsker at mærke, at mit følelsesapparat kommer op i gear og får sig en workout. At mærke, at den del sgu fungerer, og det "rush" man får at virkelig at mærke følelserne strømme igennem kroppen. Kææææft, hvor har jeg ondt af dem, der stolt proklamerer "jeg har aldrig grædt til film", fordi de er blevet opdraget med, at det udviser svaghed og/eller manglende kontrol. Det er et kæmpe sundhedstegn i min optik.

    Amen brother!

    
    4
  • Gruppekram!!!

    
    1
  • Gruppekram!!!

    Kunsten at vræle i kor :-)

    
    2
  • Og STOLT af det! Jeg ELSKER at tude til film og indrømmer det hjertens gerne - jeg elsker at mærke, at mit følelsesapparat kommer op i gear og får sig en workout. At mærke, at den del sgu fungerer, og det "rush" man får at virkelig at mærke følelserne strømme igennem kroppen. Kææææft, hvor har jeg ondt af dem, der stolt proklamerer "jeg har aldrig grædt til film", fordi de er blevet opdraget med, at det udviser svaghed og/eller manglende kontrol. Det er et kæmpe sundhedstegn i min optik.

    At have let til tårer kan være tegn på depression ;)

    Men altså, tror sgu de fleste, hvis ikke alle, er blevet rørt på den ene eller anden måde af en film. Der skal nok være den ene film derude, der lige går i hjertehulen. 

    Babo 02-06-2020 14:10
    
    0
  • At have let til tårer kan være tegn på depression ;)

    Says Dr. Babo? :-)

    Jamen jeg har redet på kanten af depression hele mit liv så ;-)

    
    1
  • "Tegn på depression"...

    "Den ENE film derude..."

    Åh, Babo... du har min medfølelse! <3

    
    5
  • Jeg er altid glad jo. Som jokeren :)

    Babo 02-06-2020 14:17
    
    0
  • Jeg er altid glad jo. Som jokeren :)

    www.youtube.com/watch

    
    0
  • Says Dr. Babo? :-)

    Jamen jeg har redet på kanten af depression hele mit liv så ;-)

    I hear you:) Desuden hellere depression end psykopat der aldrig føler en skid:D

    
    1
  • Men spøg til side. Jeg tror de fleste som sagt er blevet rørt af en film. Personligt har jeg ikke let til tårer, men jeg var meget bevæget af First Man fordi jeg kunne relatere til det han måtte gå igennem mht tab. Jeg skal typisk relatere til en film personligt, hvis den skal bevæge mig. En film kan godt forsøge at være rørende, uden jeg nødvendigvis selv synes det er. 

    Babo 02-06-2020 14:33
    
    1
  • Jeg bliver (naturligvis) ofte mest rørt, hvis jeg kan relatere personligt. Men hvad det så er, er en anden snak. Jeg bliver nemlig også rørt af film, hvor det ikke nødvendigvis er noget jeg har oplevet eller kender nogen der har. Så om det kaldes personligt, hvis jeg via min empati røres af en film, er det vel ikke nødvendighed af personlig relevans.

    Big Fish har altid rørt og ramt mig. Da min far døde, rørte den dog mig på en anden måde, mere personlig så at sige. 

    
    3
  • Jeg tilslutter mig grædekoret! Især efter at have fået børn, har jeg ret let til tårer. 

    
    2
  • Jeg tilslutter mig grædekoret! Især efter at have fået børn, har jeg ret let til tårer. 

    Ja. Derfor virker The Prisoners pisse effektivt på mig :)

    Babo 02-06-2020 14:49
    
    0
  • Jeg bliver (naturligvis) ofte mest rørt, hvis jeg kan relatere personligt. Men hvad det så er, er en anden snak. Jeg bliver nemlig også rørt af film, hvor det ikke nødvendigvis er noget jeg har oplevet eller kender nogen der har. Så om det kaldes personligt, hvis jeg via min empati røres af en film, er det vel ikke nødvendighed af personlig relevans.

    Big Fish har altid rørt og ramt mig. Da min far døde, rørte den dog mig på en anden måde, mere personlig så at sige. 

    Jeg tudede til Endgame :-)

    Jeg tudede til Tiranic

    Jeg tudede til A Star is born

    Og mange flere .... :-)

    
    1
  • Jeg var ved tude på vej hjem fra "Lad mig falde", satme en stærk film.

    
    1
  • Jeg har kun set filmatiseringen fra 1993, som er ret god og fra dengang hvor Winona Ryder var det største stjerneskud og på alles læber. 

    0
  • Greta Gerwig, Emma Watson og Saoirse Ronan er utroligt dygtige, og jeg er især vild med Saoirse Ronan. Glæder mig enormt meget til at se filmen. 

    
    1
  • Angående kommentaren om, at film enten skal få en til at grine højt eller græde, så har jeg haft lettest ved det sidste de senere år. Jeg har ikke skraldgrinet i lang tid... 

    1
  • Og STOLT af det! Jeg ELSKER at tude til film og indrømmer det hjertens gerne - jeg elsker at mærke, at mit følelsesapparat kommer op i gear og får sig en workout. At mærke, at den del sgu fungerer, og det "rush" man får at virkelig at mærke følelserne strømme igennem kroppen. Kææææft, hvor har jeg ondt af dem, der stolt proklamerer "jeg har aldrig grædt til film", fordi de er blevet opdraget med, at det udviser svaghed og/eller manglende kontrol. Det er et kæmpe sundhedstegn i min optik.

    Jeg kan tilslutte mig hvert et ord! Også selvom "tude" måske/måske ikke er et misvisende ord. Jeg får tårer i øjnene og en klump i halsen, så stemmen er lidt grødet ved første efterfølgende forsøg på at sige noget. :-)

    Blandt de film der rammer mit følelsesapparat HVER gang, er Spielbergs "Empire of the Sun" (Christian Bales tavse genforening med sine forældre), "The Boy With The Striped Pyjamas" (det øjeblik det går op for forældrene hvad der er sket, efterfulgt af den tavse kameratur inde i bygningen) og Eastwoods "Unforgiven" (prologen med billedet af Will Munny stående ved sin kones grav, Claudia's Theme på lydsporet og teksten: "And there was nothing on the marker to explain to Mrs. Feathers why her only daughter had married a known thief and murderer, a man of notoriously vicious and intemperate disposition.")

    1
  • Jeg kan tilslutte mig hvert et ord! Også selvom "tude" måske/måske ikke er et misvisende ord. Jeg får tårer i øjnene og en klump i halsen, så stemmen er lidt grødet ved første efterfølgende forsøg på at sige noget. :-)

    Blandt de film der rammer mit følelsesapparat HVER gang, er Spielbergs "Empire of the Sun" (Christian Bales tavse genforening med sine forældre), "The Boy With The Striped Pyjamas" (det øjeblik det går op for forældrene hvad der er sket, efterfulgt af den tavse kameratur inde i bygningen) og Eastwoods "Unforgiven" (prologen med billedet af Will Munny stående ved sin kones grav, Claudia's Theme på lydsporet og teksten: "And there was nothing on the marker to explain to Mrs. Feathers why her only daughter had married a known thief and murderer, a man of notoriously vicious and intemperate disposition.")

    Mængden af tårer kan helt sikkert variere! :-) Der er en stor spændvidde helt fra en enkelt, trillende tårer til et ustyrligt tudeanfald. Det hele er værdsat hér. Sidstnævnte oplevelse havde jeg bl.a. med "Coco" og de sidste 15 minutter af "Six Feet Under".

    Og gode bud, BN! Jeg har ikke set "Empire of the Sun" i årevis, og jeg har stadig "Striped Pyjamas" til gode, så dem må jeg få smækket i afspilleren inden alt, alt for længe!

    
    0
  • så dem må jeg få smækket i afspilleren inden alt, alt for længe!

    Sammen med de 1500-2000 andre du har stående og skal se at få set;)

    
    1
  • Mængden af tårer kan helt sikkert variere! :-) Der er en stor spændvidde helt fra en enkelt, trillende tårer til et ustyrligt tudeanfald. Det hele er værdsat hér. Sidstnævnte oplevelse havde jeg bl.a. med "Coco" og de sidste 15 minutter af "Six Feet Under".

    Og gode bud, BN! Jeg har ikke set "Empire of the Sun" i årevis, og jeg har stadig "Striped Pyjamas" til gode, så dem må jeg få smækket i afspilleren inden alt, alt for længe!

    Det er ikke fordi "Striped Pyjamas" specielt udstiller fysisk vold og død (som mange Kz-lejr-film jo ellers gør) - faktisk er det yderst begrænset hvad man ser af den slags i filmen. Men ikke desto mindre ramte slutningen mig så hårdt, at jeg ikke har haft lyst til at gense filmen, siden jeg så den første og eneste gang for efterhånden en del år siden. Men jeg regner med et snarligt gensyn ... og endnu en gang trykken i tårekanalerne. ;-)

    1
  • Coco var da til tider for meget af det gode. Men jeg husker jeg græd under Battleship, men ikke af den ‘rigtige’ årsag :)

    Babo 03-06-2020 18:48
    
    1
  • Sammen med de 1500-2000 andre du har stående og skal se at få set;)

    Præciiiis! :-D

    Coco var da til tider for meget af det gode. Men jeg husker jeg græd under Battleship, men ikke af den ‘rigtige’ årsag :)

    Jeg havde det PRÆCIS som dig, Babo. Når filmen ville have, man skulle grine, var man lige ved at græde af sorg over, at man aldrig ville høre noget så sjovt igen... og når man skulle græde, så begyndte man simpelthen at grine, fordi man knap nok kunne fatte, at man så noget så fuldstændig ufatteligt smukt. I feel ya, man <3

    
    1
  • Præciiiis! :-D

    Jeg havde det PRÆCIS som dig, Babo. Når filmen ville have, man skulle grine, var man lige ved at græde af sorg over, at man aldrig ville høre noget så sjovt igen... og når man skulle græde, så begyndte man simpelthen at grine, fordi man knap nok kunne fatte, at man så noget så fuldstændig ufatteligt smukt. I feel ya, man <3

    ooooh...Thats a BINGO

    som Hans Landa ville sige :)

    Babo 03-06-2020 22:31
    
    0