"Jeg tænkte bare... fuck dig."
Edgar Wrights kulørte actionkomedie "Scott Pilgrim vs. the World" har 10-års fødselsdag i år, og i den forbindelse har Entertainment Weekly interviewet flere af filmens bagmænd og skuespillere til en ny, dybdeborende artikel om kultfilmen.
Michael Cera spillede i sin tid hovedrollen i "Scott Pilgrim vs. the World" baseret på Bryan Lee O'Malleys tegneserie om Scott Pilgrim, der tvinges til at bekæmpe sin nye kærestes ekskærester, som alle er slagkraftige superskurke.
Filmen fik gode anmeldelser og blev især rost for sin iøjnefaldende stil og herlige humor, men desværre indtjente filmen blot 48 mio. dollars på verdensplan, og den havde kostet 60 mio. dollars at producere.
Læs også: Michael Cera er ivrig efter at lave en "Scott Pilgrim vs. the World 2"
Og Wright afslører, at "Family Guy"-skaberen Seth MacFarlane hånede filmens skuffende indtjening på Twitter, hvorefter Wright mistede al respekt for komikeren:
"Jeg har aldrig kunnet fordrage Seth MacFarlane, for efter filmens åbningsweekend skrev han på Twitter: 'Scott Pilgrim 0, the World 2', og jeg tænkte bare... fuck dig."
Wright kunne derfor ikke undlade at fryde sig, da MacFlarnes komedie-western "A Million Ways to Die in the West" blev slagtet af kritikerne og skuffede ved billetlugerne i 2014:
"Jeg lå bare og ventede på, at '8 Million Ways to Die in the West', eller hvad fanden den nu hed, udkom, og jeg gned mig i hænderne. Jeg skrev dog ikke noget på Twitter, fordi jeg ikke er et monster."
Desuden afslører Wright, at filmselskabet Universal oprindeligt insisterede på at hyre Seth Rogen til at spille titelrollen, fordi Rogen netop havde medvirket i komediehittet "Knocked Up", men Wright nægtede at føje sig og hyrede Michael Cera. Cera har i øvrigt for nylig fortalt, at han stadig drømmer om at lave en 2'er.
Og i Entertainment Weekly-artiklen antyder Wright, at der måske er en animeret fortsættelse på vej.







