Den kommende tegnefilmsserie er især rettet mod yngre seere.
For et par uger siden fik vi endelig en trailer til den kommende "Star Trek"-tegnefilmsserie "Star Trek: Lower Decks", der er skabt af den Emmy-belønnede Mike McMahan, som tidligere har arbejdet på "Rick and Morty". Serien udkommer i USA den 6. august.
For lang tid siden blev det annonceret, at endnu en animeret "Star Trek"-serie var på trapperne – en computeranimeret af slagsen til tv-stationen Nickelodeon, som specifikt stiler efter at fortrylle de små seere, der til dagligt ser Nickelodeon-kanalens børneprogrammer.
Men først nu har CBS og Nickelodeon afsløret seriens titel og logo. Det gjorde selskaberne under dette års online-udgave af Comic-Con.
Serien får titlen "Star Trek: Prodigy" og udkommer engang i 2021. Serien følger en gruppe lovløse teenagere, som finder et forladt Starfleet-rumskib og bruger det til at udforske galaksen.
Det kreative arbejde på "Star Trek: Prodigy" superviseres af det Emmy-belønnede makkerpar Kevin Hageman og Dan Hageman ("The Lego Movie", Trollhunters", "Ninjago").
Det vides endnu ikke, hvornår eller hvordan "Star Trek: Prodigy" bliver tilgængelig uden for USA.







