Selvom "Shorta" beviser, at dansk film er leveringsdygtig med rendyrket action, trænger Ølholm og Hviid tematisk set ikke grundigt nok ind i ghetto-grænselandet.
Mens blockbusterfilmene i denne uforudsigelige coronatid er blevet en kritisk mangelvare i biografsalene, er det godt, at vi har en film som "Shorta". Her er nemlig tale om noget så uvant som en ægte dansk action-genrefilm. Noget, som det vel nærmest kun er Fenar Ahmads succesrige "Underverden" og Michael Noers "Nordvest", der har forsøgt sig med på dansk jord de sidste 15 år. "Shorta" har nemlig alt det, en actionfilm kan indebære – fra skududvekslinger, nævekampe, blod, farlige gangstere og karakterer, der er ude, hvor de ikke kan bunde. Men leverer politifilmen varen, eller falder den i ét med ghettoens grå betonvægge?
Shorta er arabisk for politi, og Mike Andersen fra det københavnske politikorps er en kæk veteran, der gerne ytrer en politisk ukorrekt mening eller provokerer fremfor at forene. Hans nye, yngre makker, Jens, er af mere roligt sind, men under et rutinebesøg i den fiktive ghetto Svalegården kommer duoen i alvorlige problemer. Bandelederen Talib Ben Hassi er død under politiets varetægt, og det fører til store oprør i bybilledet. Og så er det med at komme hurtigt ud af den golde ghetto for de to politimænd, når faren pludselig lurer alle steder fra befolkningen, der ønsker hævn.
Makkerparret Anders Ølholm og Frederik Louis Hviid, som står bag "Shorta", der også markerer begges instruktørdebut på en spillefilm, har primært to hensigter med deres actionbasker. Den ene er at underholde som rendyrket genrefilm med styr på sine actionelementer. Mens den anden er at stille luppen over noget samfundskritisk, der både dækker politivold, racisme, fake news og social integration. Lige på og hårdt – og næsten for tydeligt – sættes tonen i åbningsscenen, hvor en nedlagt Talib Ben Hassi råber "Jeg kan ikke trække vejret!" under politiets hårdhændede behandling. Så er der i hvert fald ingen tvivl om, hvor vi står i en film, som har mere på hjerte, end hvad spilletidens ghettojagt kan nå at formidle.
I "Shorta" er politiet nemlig lidt nogle svin, som en fremragende spillende Jacob Lohmann demonstrerer som den oppustede Mike, der konstant søger en konfrontation. Heldigvis for Mike og hans temperamentsfulde, Holger Danske-tatoverede politimand får han modvægt af en lige så godt spillende Simon Sears i rollen som Jens. Konstant prøver Jens at tæmme løven Mike – der af flere omgange grænser til stereotyp kliché – og udrede konflikten, de står overfor, men samtale overdøves af råb og voldelige aktioner. Filmens største force ligger i samspillet mellem de to herrer, hvis energi og vrede, som de skiftevis skilter med og indelukker, sættes på spidsen i en situation, der er langt større end de tos skæbner inden og uden for Svalegården.
Filmen er bedst, når den går fuld action og får sit moderate budget til at ligne noget i Hollywoods millionklasse. Fra helikoptertur i bedste "Black Hawk Down"-stil til sprængfarlige skuddueller, en vild hundeslåskamp og en effektiv bilulykke glimter "Shorta" som rendyrket action. Det måtte der gerne have været langt mere af fremfor at spilde tiden på billige replikker om tilstandene i dagens Danmark, der i de fleste momenter klinger falsk.
Uagtet om filmen bliver en kassesucces eller ej, har Anders Ølholm og Frederik Louis Hviid allerede begået en bedrift med deres adrenalinpumpende actionfilm. Politifilmen har fået sin verdenspremiere på Venedig filmfestival med hæder fra internationale kritikere og er siden blevet udtaget til en stor håndfuld andre festivaler som beviset på, at dansk film også kan levere rendyrkede genrefilm – og så endda med noget på hjerte.
