Fan-favoritterne Boba Fett og Ahsoka Tano dukker efter sigende op i den nye sæson, der lander på Disney+ den 30. oktober.
Lucasfilm har frigivet en kort appetitvækker forud for 2. sæson af den populære "Star Wars"-serie "The Mandalorian", og den kan ses herunder.
Eventyret om mandalorianeren i sej rustning, der skal beskytte The Child - eller "Baby Yoda" - fortsætter ufortrødent i den nye sæson, hvor den maskerede dusørjæger får til opgave at overdrage den nuttede skabning til selveste Jedi-ordenen, hvilket afstedkommer masser af action og drama i den fjerne galakse.
Vi ved i øvrigt allerede nu, at 3. sæson også er i støbeskeen.







