Zack Snyder har på fortryllende vis gjort ét af filmhistoriens største flops til et endnu større delirium af kedsomhed.
Fire år er lang tid i filmverdenen. I hvert fald i superhelte-regi, hvor over ti år ved kassebåndet med Marvel i højere tempo end nogensinde før blev kortsluttet af coronakrisen. Tilbage i 2017 var det utænkeligt, hvis ikke forbrugerne blev waterboardet af superheltereklamer, superhelteplakater, superheltemerchandise, superhelteannoncer på nettet, superheltediskussioner på sociale medier og andre fora. At der skulle gå næsten fire år mellem "Justice League" og "Zack Snyder's Justice League" er alt for lang tid i en evigt flydende superheltefilm-forretning, hvor nye generationer og relanceringer konstant udvikles, opstår og udfases.
Selvom Zack Snyders udgave er to timer længere – dobbelt så lang som udgaven fra 2017 – har vi stadig at gøre med samme grundpræmis. Onde rumvæsner med superskurken Steppenwolf (Ciáran Hinds) i front har udset sig at invadere Jorden af de mange milliarder planeter i universet. Det er prøvet før uden held, men nu skal det altså være. Igen. For at stå imod beslutter Bruce Wayne/Batman (Ben Affleck) sig for i sidste øjeblik at samle et hold af superhelte til at beskytte vores hjemplanet. Det er ikke helt nemt, da Wonder Woman (Gal Gadot), Cyborg (Ray Fisher), The Flash (Ezra Miller) og Aquaman (Jason Momoa) skal overtales og samles. Samtidig har Batman samvittighedskvaler. Det var egentlig ikke så smart at give Superman (Henry Cavill) en røvfuld i "Batman v Superman: Dawn of Justice", da manden af stål om nogen kan gøre en forskel. Og mon ikke, at der også findes en løsning på netop det.
Lang historie kort for dem, som ikke kender til forløbet forud for denne udgave: Da Snyder forlod produktionen grundet sin datters tragiske selvmord, blev opgaven overleveret til Joss Whedon. Resultatet var Snyder mildest talt ikke tilfreds med, hvilket blev til en kampagne på sociale medier med håbefulde fans. For hvad nu, hvis der var noget om det? Var der et mesterværk gemt? Og ret skal jo være ret. Med 436 millioner kroner ekstra på hånden, oven i det oprindelige knapt 1.870 milliard kroner tunge budget, fik den gode Zack altså beføjelser til at gøre floppet "Justice League" til sin egen. Altså et endnu dyrere clusterfuck.
Nej, "Justice League" er ikke blevet bedre, selvom titlen og spilletiden er blevet det længere. Ganske vist er der tilføjet materiale på oprindelseshistorierne til de superhelte, altså Cyborg, Aquaman og The Flash, som endnu ikke havde fået deres solofilm, hvilket var ét blandt mange problemer ved udgaven fra 2017. I stedet er den nu fire timer lange film eksploderet endnu mere i introduktionen af bi-karakterer, som heller ikke underbygges, og dermed gentages de store udfordringer fra sidst. Et kæmpe sammensmasket rod, som er svært at finde hoved og hale i. Ikke at man gider, da Zack Snyder på fortryllende vis har gjort ét af filmhistoriens største flops til et endnu større delirium af kedsomhed.
Den ekstra næsten halve milliard kroner skulle blandt andet være brugt på ny CGI. Effektarbejdet er bestemt spidset til, hvilket kan ses – i visse sekvenser. Måske ikke så underligt ligner stilen noget fra "Sucker Punch", én af Snyders andre fadæser. I det hele taget lugter det langt væk af en instruktør uden den mindste selvkontrol. Netop den misforståede sensibilitet fra "Sucker Punch" går igen med valget af musik. Heriblandt med et tåkrummende cover af Tim Buckleys "Song to the Siren" i en følsom slow motion-scene med The Flash. Andre sekvenser kunne sagtens være taget fra konsol-actionspil fra slut-90'erne fremfor at strømline en samlet æstetik. Ikke at det gøres specielt meget bedre af, at "Zack Snyder's Justice League" er i 4:3 og streames på HBO Nordic, som ikke har det allerbedste ry ud i lyd og billedkvalitet. Ironisk nok passer dét til den overordnede kvalitet.
Listen med nedslag over, hvorfor "Zack Snyder's Justice League" er en skidt oplevelse, ville kræve en meget længere redegørelse. Dybest set er det rystende, hvordan Zack Snyder formår at skabe en endnu dårligere film, ud fra at han skulle have haft frie hænder – og endda en ekstra pose mønt – til at skabe sin vision. Personligt kan jeg ikke mindes at have set filmisk makværk på samme vanvittige niveau, der end ikke er ufrivilligt komisk, men komplet spild af penge og tid.
