Om få dage tørner to af filmhistoriens største monstre sammen.
Warner Bros. har netop frigivet en ny trailer til deres kommende monsterfilm "Godzilla vs. Kong", og selvom traileren blot varer ét minut, så får den altså afviklet en kæmpe mængde action, eksplosioner og monsterbrøl på sølle 60 sekunder.
"Godzilla vs. Kong" fungerer både som en fortsættelse til "Godzilla II: King of the Monsters" og "Kong: Skull Island". Den instrueres i øvrigt af Adam Wingard ("You're Next", "Blair Witch"), mens manuskriptet er skrevet af Max Borenstein ("Godzilla") og Eric Pearson ("Thor: Ragnarok").
Læs også: "Godzilla vs. Kong"-instruktør kaster sig over "Face/Off"-fortsættelse
Der er vel at mærke ikke tale om filmhistoriens første møde mellem de ikoniske filmmonstre. I 1962 udkom den japanske "King Kong vs. Godzilla".
"Godzilla vs. Kong" lander i de amerikanske biografer og på streamingtjenesten HBO Max den 31. marts. Eftersom de danske biografer i skrevne stund stadig er lukkede, ved vi ikke, hvornår danske filmentusiaster får lov til at se filmen, men de kan i det mindste se den nye trailer her:







