Årets gysersensation er forhåbentlig landet.
Det sker efterhånden hvert år. En gyserfilm får premiere på Sundance Film Festival, kritikere og festivaldeltagere går amok med lovprisende ord, og så kan vi andre ellers vente på, at filmen lander i biografen og forhåbentlig skræmmer os fra vid og sans.
Den trend kan spores helt tilbage til moderne klassikere som "The Blair Witch Project" og "Saw", mens det de seneste par år har været film som "The VVitch", "What We Do in the Shadows" og "Hereditary", der har været på alles læber.
Fra sidste års festival tyder alt på, at gyserfilmen, du skal holde øje med, er "The Night House", som der nu er landet en trailer til.
LÆS OGSÅ: MOOVY-KRIBENTERNES MEST UHYGGELIGE FILMOPLEVELSER – DEL 1
Her spiller Rebecca Hall ("The Gift") enken Beth, der lever en isoleret tilværelse oven på sin mands død. Det er svært at leve med sorgen, og det bliver ikke lettere, da grumme mareridt og mystiske syner optræder om natten – noget som mandens død måske har noget med at gøre, hvilket Beth begiver sig ud for at opklare i en søgen, der afdækker flere grusomme hemmeligheder.
"The Night House" er instrueret af den erfarne gyserinstruktør David Bruckner, som står bag "The Ritual" fra 2017, mens han også har haft indslag med i antologigyserne "Southbound" og "V/H/S".
Filmen får amerikansk premiere den 16. juli, mens en dansk premieredato er uvis. Du kan i mellemtiden få en forsmag på gyset her:







