12-04-2021 11:30

Kilde: www.bafta.org

filmpris, Thomas Vinterberg, BAFTA, Druk, award show, sound of metal, Mikkel E.G. Nielsen

Johan Albrechtsen

Nyhed:

"Druk" og dansk filmklipper sejrer ved BAFTA-uddelingen

"Druk" blev hyldet som sidste års bedste ikke-engelsksprogede film, mens klipperen Mikkel E.G. Nielsen blev belønnet for sit arbejde på "Sound of Metal".

Thomas Vinterbergs Oscar-nominerede "Druk" snuppede endnu en prominent, international filmpris, da den i går aftes vandt "den engelske Oscar", BAFTA-prisen, i kategorien Bedste ikke-engelsksprogede film.

Sejren var især imponerende, idet "Druk" konkurrerede mod bl.a. den Golden Globe-belønnede og skamroste "Minari" samt den Oscar-nominerede, franske thriller "Les misérables".

"Druk" var faktisk nomineret i hele fire kategorier under årets BAFTA-uddeling – den tabte dog i kategorierne Bedste instruktør, Bedste originale manuskript og Bedste mandlige hovedrolle til henholdsvis "Nomadland" (Chloé Zhao), "Promising Young Woman" (Emerald Fennell) og "The Father" (Anthony Hopkins).

Læs også: "Druk" blev årets helt store Robert-vinder

Om to ugers tid får vi svar på, om "Druk" også sejrer under årets Oscar-uddeling i Hollywood, som afvikles søndag den 25. april. "Druk" er Oscar-nomineret i to kategorier: Bedste internationale spillefilm og Bedste instruktør (Thomas Vinterberg).

"Druk" har gode vinderchancer ovenpå både BAFTA-sejren samt vundne priser i bl.a. Belgien, Spanien, England og herhjemme i Danmark. Tidligere i dag blev Moovy kontaktet af DR, hvor vi også diskuterede filmens Oscar-chancer.

Vinterberg var dog ikke nattens eneste danske BAFTA-vinder. Mikkel E.G. Nielsen blev kåret som årets bedste filmklipper takket være hans indsats på "Sound of Metal", som efter planen lander i de danske biografer den 6. maj. Du kan se traileren til filmen her.

Herunder kan du i øvrigt se Thomas Vinterbergs BAFTA-takketale, som den prisbelønnede filmmager leverede via Zoom, efter at "The Mandalorian"-stjernen Pedro Pascal havde annonceret "Druk" som vinder:

Kommentarer

  • Og så kom du lige på DR også :D 

    www.dr.dk/nyheder/kultur/film/ud-af-tre-eksperter-er-ikke-i-tvivl-efter-vigtig-pris-til-druk-den-vinder

    
    1
  • Og så kom du lige på DR også :D 

    www.dr.dk/nyheder/kultur/film/ud-af-tre-eksperter-er-ikke-i-tvivl-efter-vigtig-pris-til-druk-den-vinder

    Og da de ringede, havde jeg nøjagtigt samme ansigtsudtryk som Vinterberg på nyhedsbilledet! 

    
    1
  • "Den vinder stensikkert en Oscar!"

    Det er en rimelig skråsikker overskrift som DR bruger. Så stensikkert er det vel heller ikke.

    
    0
  • Hvis Yohan siger det, så gør den. Han taler sandheden!

    
    1
  • Hvis Yohan siger det, så gør den. Han taler sandheden!

    Han ved også hvilken Julekalender der er mest populær :)

    
    1
  • Fedt med en engelsk Oscar!

    Tror den er storfavorit til en amerikansk Oscar også. Men det er selvfølgelig aldrig helt sikkert. 

    
    0
  • Jeg vil helt sikkert sige, at den engelske Oscar har styret dens chancer for at vinde en amerikansk Oscar! Jeg synes ellers, det var rigeligt med de danske Oscars den fik i start-februar.

    
    0
  • Jeg synes, det er fortjent. Jeg er rigtig begejstret for den.

    
    0
  • Jeg synes, det er fortjent. Jeg er rigtig begejstret for den.

    Den er sgu ikke nogen "Star Trek: Lower Decks", min ven!

    
    1
  • Den er sgu ikke nogen "Star Trek: Lower Decks", min ven!

    Nej, men det er da meget få ting, der faktisk er ;)

    
    1
  • Den er sgu ikke nogen "Star Trek: Lower Decks", min ven!

    Altså jeg går ud fra vi snakker om TNG afsnittet :)

    
    0
  • Jeg kan normalt godt spotte kvaliteten ved de film der vinder priser, selvom de ikke er i en genre jeg ser meget af. MEN, jeg fatter simpelthen ikke hypen omkring 'Druk'??? Ja, den er da ganske underholdende, men Oscar-materiale.....???

    1
  • Druk lever formentlig godt af et filmår med mange udskydelser. Den er middelmådig. Ikke dårlig, men heller ikke noget særligt. "Hævnen" vandt også en oscar, og den er jo decideret skrækkelig. Har for længst givet op på alle de her award-shows af samme årsag. Det er ren netværk og fedteri for de rigtige - ikke en hyldest til den store kunst.

    
    2
  • ikke en hyldest til den store kunst.

    Mange anmeldere vil være uenig - Druk har generelt fået virkeligt gode anmeldelser i udlandet.

    Jeg er lidt nysgerrig: kan du nævne nogle eksempler på stor filmkunst fra 2010 og frem?

    
    1