Det mægtige makkerpar laver snart en ny eftertænksom komedie: "The Holdovers".
Den hæderkronede, amerikanske filmmager Alexander Payne ("Sideways", "Downsizing", "The Descendants") går snart i krig med sit næste projekt: "The Holdovers". Det rapporterer Deadline.
Payne, som i alt to gange har vundet Oscar for Bedste manuskript, både skriver og instruerer filmen, og foran kameraet allierer han sig med Paul Giamatti, der spillede hovedrollen som en noget nedtrykt og neurotisk vinkritiker i Paynes prisbelønnede "Sideways" fra 2004.
Læs også: Moovy Exclusive: Fem til fredag: Promiller på film
I "The Holdovers" spiller Giamatti rollen som Paul: en forhadt underviser på en privatskole. Hverken Pauls studerende, kollegaer eller rektor kan udstå ham, idet han er alt for pompøs og rigid.
I juledagene i 1970 har Paul dog ingen af fejre højtiden med, så han bliver tilbage på skolen for at supervisere de børn, der ikke kan rejse hjem. Blot én studerende bliver tilbage: den 15-årige dreng Angus, som er en kvik fyr, der dog skaber sig så meget og så ofte, at han hele tiden er tæt på at blive smidt ud.
Derudover er skolens afroamerikanske kok, Mary, også blevet på skolen. Hun tager sig af landets privilegerede unge, alt imens hendes søn kæmper i Vietnam. Disse tre forskellige eksistenser ender med at udgøre en alternativ "julefamilie", og et særligt bånd imellem dem udvikler sig gennem to snefyldte uger i New England.
Payne udtaler om hyringen af Giamatti: "Lige siden jeg arbejdede sammen med Paul på 'Sideways', har jeg gerne villet arbejde sammen med ham igen, og denne rolle er skræddersyet til ham. Jeg er forbløffet over hans spændvidde. Som instruktør vil man gerne arbejde med skuespillere, der kan få selv dårlig dialog til at fungere, og det kan han. Han kan alt."
Optagelserne til "The Holdovers" går først i gang tidligt i 2022, så filmen lander næppe i biografen før (tidligst) sent næste år.








