Disney har valgt at udskifte Slave 1 med Boba Fett's Starship.
Ét af "Star Wars"-galaksens mest legendariske og fascinerende rumskibe har fået nyt navn. Det fremgår af et nyt Lego-Star Wars-sæt.
En kommende Lego-udgave af Boba Fetts frygtindgydende rumskib går nemlig under navnet Boba Fett's Starship og ikke Slave 1, som ellers har været dusørjægerens stjerneskibs officielle navn i årtier.
Disney har endnu ikke har afgivet en officiel begrundelse for ændringen, men beslutningen skyldes formentlig, at ordet slave har en stærk negativ klang, som studiet ønsker at distancere sig fra.
Lego-Star Wars-designeren Michael Lee Stockwell udtaler i forbindelse med navneskiftet til Jedi News: "Vi kalder det ikke Slave 1 længere. Det er Boba Fett's Starship."
Læs også: Patty Jenkins' "Star Wars"-film finder sin manuskriptforfatter
Det er bestemt ikke alle "Star Wars"-fans, der er lige begejstrede for rumskibets nye, anonyme titel. Mark Anthony Austin, som portrætterede Boba Fett i Special Edition-udgaven af "Star Wars: Episode IV - A New Hope", skriver på Twitter: "Mit skib vil altid være Slave 1. Intet - ikke engang Disney - kan eller vil ændre på det. This is the way."
Boba Fetts sagnomspundne rumskib kunne første gang opleves på biograflærredet i "Star Wars: Episode V - The Empire Strikes Back" fra 1980, og fartøjet optrådte så sent som sidste år i 2. sæson af den populære "Star Wars"-serie "The Mandalorian", hvor den legendariske dusørjæger også gjorde comeback.
Tiden må vise, om Disney har flere navneændringer i ærmet, når det kommer til ikoniske rumskibe, rekvisitter og karakterer fra den berømte "Star Wars"-saga.
Så længe Chewbacca ikke skifter navn til Han Solo's Pet...







