"Crimes of the Future" bliver instruktørens første film siden 2014.
Canadiske David Cronenberg slog igennem i 1980'erne, hvor han virkelig skabte sig et navn som kongen af body horror. Blandt andet ved at udvide og fordreje kroppen i klassiske sci-fi-gyserfilm som "Videodrome", "Fluen" og "Scanners".
Oppe i 00'erne slog den nu 78-årige instruktør igennem på ny med de Oscar-nominerede film "Eastern Promises" og "A History of Violence". Her gjorde især samarbejdet med halvdanske Viggo Mortensen sig bemærket.
David Cronenberg lavede sidst en film i 2014, hvor han var aktuel med "Maps to the Stars", og siden har han fokuseret på skuespil i blandt andet Viggo Mortensens "Falling" og "Star Trek: Discovery". Nu har canadieren dog endelig fundet sig til rette i instruktørstolen igen, hvor hans kommende film, "Crimes of the Future", er gået i gang med sine optagelser.
LÆS OGSÅ: FEM TIL FREDAG: FEM GYSERSCENER, DER KAN SKRÆMME LIVET AF DIG!
"Crimes of the Future" beskrives som et projekt, hvor David Cronenberg vender tilbage til sine rødder – hvilket må betyde gys, body horror og sci-fi.
Cronenberg lavede en kunstfilm i 1970 med samme navn, men den kommende "Crimes of the Future" skulle ikke være et decideret remake.
Her skulle det i stedet foregå i en nær fremtid som en sci-fi-noir, hvor menneskeheden lever i syntetiske omgivelser og har udviklet kroppens muligheder til noget langt mere, end hvad der er muligt. Og i denne verden prøver nogle at udnytte dette, mens andre vil begrænse det.
David Cronenberg genforenes med Viggo Mortensen, i hvad der bliver fjerde gang, at Mortensen spiller med i Cronenbergs film. Derudover er Kristen Stewart ("Personal Shopper", "Charlie's Angels") og Lea Seydoux ("Spectre") også at finde på rollelisten.
"Crimes of the Future" optages lige nu i Grækenland frem til september og forventes at få premiere næste år.







