Marvel serverer med animationsserien "What If…?" et glas ananas i egen juice – en juice, som publikum har drukket de sidste 13 år.
Hvad nu hvis... Marvel så sit snit til at vende op og ned på alt det, vi hidtil har anset som MCU? Hvad nu hvis elskede karakterer døde eller ikke tog de valg, som de har gjort i løbet af de nu 24 film og tre serier? Det er lige præcis, hvad Kevin Feige og co. har i tankerne med "What If…?"-serien, der udforsker dusinvis af alternative virkeligheder fortalt gennem den Crypt Keeper-agtige The Watcher. Men hvorvidt det nu er så originalt, som det ser ud, hersker der her megen tvivl om.
Der bydes op til dans, eller nærmere håndgemæng, når det pludselig er Peggy Carter, der samler skjoldet op, bliver til Captain America og kæmper mod nazister og Hydra. Alt foregår ikke kun på Jorden, for mange galakser væk er T'Challa blevet bortført fra Wakanda og endt som selveste Star-Lord – dog stadig med Black Panthers store medmenneskelighed. Og i seriens klart mest innovative episode kommer Nick Fury i kæmpe problemer, da The Avengers bliver jagtet og forsøgt slået ihjel i en virkelighed, før Fury har fået dem assembled.
"WandaVision" gik fra at være en spændende, ny græsgang for Marvels vanlige superhelteværker til at blive netop det – klassisk Marvel. Ligeledes kæmpede "The Falcon and the Winter Soldier" med at bryde fri fra det konventionelle superhelteplot, og "Loki" blev spået til at ruske op i tidslinjer og anden ballade. Men ingen af dem voksede sig større end tilforladelig underholdning, der blot danner bro til næste Marvel-forlystelse. Med et format-skifte til animation virker det i udgangspunktet som om, at "What If…?" har alternative boller på suppen, men faktisk føles det mere familiært end nogensinde før, når de samme historier fortælles igen – blot med en enkelt udskiftning eller to.
Det er nemlig stort set de samme emotionelle beats, der spilles hele vejen igennem de to første afsnit, men set fra andre på sin vis velkomne synspunkter. Mere emblematisk kunne det nærmest ikke blive for Marvel, der med de førnævnte 24 film har kreeret en klokkeklar skabelon til, hvordan disse actionbrag skal forløbe. Coca Cola-indpakningen reklamerer med en ny og anderledes smag, men hurtigt opdager smagsløgene, at de syntetiske noter lige nøjagtig er, hvad du er blevet stopfodret med de sidste 13 år. Hvad værre er: Det er faktisk den selvsamme opskrift.
En enkelt episode er dog lige nok til, at selv den kyniske Marvel-modbevægelse må træde momentant tilbage i skyggerne, for tredje afsnit af animationsserien byder på en kæmpe omvæltning fuld af konsekvenser og død. Selvfølgelig indtil hjernen aktiveres igen og når frem til konklusionen, at intet, der er sket, betyder noget som helst. Endda må det siges, at seriens visuelle stil mest af alt ligner en gebrokken omgang rotoscoping, der langt fra kan imødekomme det spektakulære look, som Marvel efterhånden er blevet synonym med.
Så hvad nu hvis… Marvel så sit snit til at vende op og ned på hele MCU? Måske er det naivt at tro det, men vi lever vel i en verden fuld af superheltehåb. "Who watches the watchmen?" lød det fra Alan Moores skelsættende tegneserie, og svaret er nu meget klart, når der kigges på Marvel og Disney som kæmpe mediekonglomerater. Nærmest alle ser superheltene i vores lille virkelighed på jordkloden, men der er håb om, at en alternativ dimension har en version af Marvel med væsentlig mere originalitet.
Anmeldelsen er baseret på tre ud af tolv afsnit.
