Produceren bag "The Flash" afslører, at de to gamle "batmænd" blev tydeligt bevæget, da de tog deres ikoniske kostumer på igen.
Forleden fik vi det første smugkig på den kommende DC-superheltefilm "The Flash", hvori Ezra Miller nok en gang spiller filmens lynhurtige titelhelt, som han også portrætterede i "Batman v Superman: Dawn of Justice" og "Justice League".
Som traileren også understregede, så vender Michael Keaton tilbage som Batman i filmen – rollen, der tilbage i 1989 gjorde Keaton verdenskendt takket være Tim Burtons "Batman", og som Keaton nok en gang spillede tre år senere i "Batman vender tilbage".
I "The Flash" bliver grænserne mellem forskellige tidslinjer og dimensioner udvisket, og derfor møder vi ikke blot Keatons Batman, men også Ben Afflecks Batman. Og "The Flash"-produceren Barbara Muschietti fortæller comicbook.com, at det var en helt særlig oplevelse for d'herrer at iføre sig Batman-kostumet igen.
Læs også: Michael Keaton: Batman-kostumet sidder stadig perfekt på mig
"Jeg tror, at det kom bag på dem begge, at de fik lov til at spille rollen igen," fortæller Muschietti. "Det tog også noget tid, før de blev lun på ideen om at vende tilbage, især Keaton. Keaton havde ikke spillet Batman i 30 år."
Men det lykkedes altså Muschietti og Co. at overbevise både Keaton og Affleck – som ellers tilsyneladende havde vendt ryggen til rollen ovenpå sin droppede Batman-solofilm – om at vende tilbage. Og Muschietti fastslår:
"Det var fantastisk at se, at de begge – både Ben Affleck og Michael Keaton – blev tydeligt rørte, da de tog masken og kappen på igen. Det var en fantastisk oplevelse."
"The Flash" suser ind i biograferne herhjemme den 3. november 2022.








