26-10-2021 21:15

Kilde: twitter.com

Denis Villeneuve, Rebecca Ferguson, Oscar Isaac, Dune, Frank Herbert, Timothée Chalamet, Dune: del 2

Nicki Jensen

Nyhed:

Officielt: "Dune: Del 2" er på vej

Her til aften blev det annonceret, at Denis Villeneuves sci-fi-basker får sin ventede opfølger.

Sci-fi-elskere kan ånde lettet op: "Dune: Del 2" er officielt på vej.

Produktionsselskabet Legendary udsendte en kort besked for en times tid siden på Twitter, der bekræfter nyheden.

Den dårlige nyhed er, at der går knap to år, før filmen lander i biffen. Ifølge Variety rammer Denis Villeneuves fortsættelse de amerikanske biografer den 10. oktober 2023.

Efter weekendens premiere i blandt andet USA har den nu første "Dune"-film indtjent 225 mio. dollars sammenlagt globalt mod et produktionsbudget på 165 mio. dollars.

Det vil sige, at Frank Herbert-filmatiseringen har taget et stort spring over den sidste uges i forhold til at nå den magiske break even-grænse på 330 mio. dollars for således at tjene både film- og marketingbudgettet hjem igen.

Det vides endnu ikke, hvornår "Dune: Del 2" får dansk biografpremiere.

Kommentarer

  • Som en der ikke var synderligt betaget af filmen efterfølgende (ganske habil oplevelse i biografen og har lyttet til soundtracket adskillige gange siden), så er det her en god nyhed.

    Min oplevelse af den første film var ret "Nå, var det bare det?" betonet, fordi jeg var bange for, at en film af denne slags ikke kunne tjene nok penge ind til at retfærdiggøre en fortsættelse rent økonomisk.

    Men jeg skal nok være der i biffen til Del 2 så, fordi jeg stadigvæk giver Villeneuve chancen til at skabe et komplet værk, der til fulde står til mål med resten af hans filmografi!

    
    1

  • Så kunne det godt være jeg skulle få taget mig sammen til at se del 1. Har været afventede da jeg efterhånden er blevet "snydt" af en del serier, der blev stoppet før tid. Så ville ikke smide penge efter en film, der kun var halvdelen af historien. Specielt da det var usikkert om del 2 blev en realitet. Men nu er det selvfølgelig en anden snak.

    
    2

  • Yay

    
    0

  • PYYYYHAAAA! Har sgu været en smule nervøs

    ..hvis dén altså er god nok?!?

    
    0

  • Fantastisk nyhed! Jeg elskede del 1, så jeg er helt klar på mere.

    
    0

  • Ja tak!

    0

  • Min eneste anke på del 1 var at den ikke fungerede optimalt som selvstændig film, så jeg er MEGET klar på en efterfølger.

    
    0

  • Jeg er altid klar på en ny Villenouve film. I princippet kunne han måske have lavet én lang film, som kunne stå på egne ben. Men altså, vi må heller ikke glemme Peter Jackson lavede også en trilogi, som var afhængige af hinanden. Jeg har efterhånden hørt, at enten var man meget imponeret eller også ret undervældet. Det er lidt interessant. Tror jeg omsider landede på 8/10 efter gensynet. Det sagt, så er jeg ret sikker på kvaliteten i de efterfølgende filmen bliver høj, men alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke på, der går flere år før Villenouve laver noget andet. Noget mere mesterværk’ish. Men jeg kan tage fejl. Det kan være det kommer med Dune. Men jeg er ikke sikker. 

    Babo 27-10-2021 05:39
    
    0

  • Men altså, vi må heller ikke glemme Peter Jackson lavede også en trilogi, som var afhængige af hinanden.

    Og at "The Fellowship of the Ring" fungerede omtrent 57 gange bedre som selvstændig film.

    
    1

  • Og at "The Fellowship of the Ring" fungerede omtrent 57 gange bedre som selvstændig film.

    Sikker på det var 57? Måske var det kun 56,5785 eller måske var det faktisk 57,129???

    
    0

  • Sikker på det var 57? Måske var det kun 56,5785 eller måske var det faktisk 57,129???

    Jeg er netop ikke sikker jvf. "omtrent".

    
    1

  • Jeg er netop ikke sikker jvf. "omtrent".

    Ahh klart:D

    
    1

  • Og at "The Fellowship of the Ring" fungerede omtrent 57 gange bedre som selvstændig film.

    Men for at være fair, så er der også lidt forskel på at splitte én bog i to, og at lave første bog i en trilogi :)

    (og ja, ved godt at LOTR oprindeligt også skulle have været bare én bog, og bla bla bla. Don't care :) )

    0

  • Glæder mig til en film hvor Chalamet faktisk får lidt at lave, altså udover at virke bange og forvirret. :) 

    
    1

  • Og at "The Fellowship of the Ring" fungerede omtrent 57 gange bedre som selvstændig film.

    Den er bedre end Dune som film, enig, men Fellowship slutter da også brat og beror på en større helhed. Men tror noget af det skyldes spilletiden. Der har PJ haft noget mere tid, hvor i Dune kunne man godt savne der blev brugt mere tid på nogle ting. 

    Babo 27-10-2021 13:35
    
    1

  • Den er bedre end Dune som film, enig, men Fellowship slutter da også brat og beror på en større helhed. Men tror noget af det skyldes spilletiden. Der har PJ haft noget mere tid, hvor i Dune kunne man godt savne der blev brugt mere tid på nogle ting. 

    Samt at det hele tiden var sikkert, at der ville komme en trilogi (eller så sikkert, som noget kan være i den verden). Der er stor forskel på at love tre film og derfor slutte første film uforløst og så at satse på at få lov at lave to film og derfor gøre det samme.

    Det siger jeg i øvrigt uden at have set Dune, fordi jeg netop ville vente for at se, om 2’eren fik grønt lys. Så nu satser jeg på at se den på mandag, når den dukker op på HBO Max.

    
    0

  • Den er bedre end Dune som film, enig, men Fellowship slutter da også brat og beror på en større helhed. Men tror noget af det skyldes spilletiden. Der har PJ haft noget mere tid, hvor i Dune kunne man godt savne der blev brugt mere tid på nogle ting. 

    Jeg skrev meeeeeget længere om det i "Dune"-tråden, men selv halvvejs igennem "Fellowship" har jeg fået et klart stærkere indtryk af universet, heltene OG skurkene - og masser af incitament til at engagere mig i det hele - end jeg fik i 155 minutters "Dune" :-) Havde vi aldrig fået de to næste film, havde jeg selvfølgelig været skuffet, men jeg havde også fået et ualmindeligt solidt, enkeltstående filmeventyr <3

    
    0

  • Jeg skrev meeeeeget længere om det i "Dune"-tråden, men selv halvvejs igennem "Fellowship" har jeg fået et klart stærkere indtryk af universet, heltene OG skurkene - og masser af incitament til at engagere mig i det hele - end jeg fik i 155 minutters "Dune" :-) Havde vi aldrig fået de to næste film, havde jeg selvfølgelig været skuffet, men jeg havde også fået et ualmindeligt solidt, enkeltstående filmeventyr <3

    Jeg må genlæse din tråd, for husker du ridsede en del punkter op som ikke retfærdiggjorde den karakter du gav. Jeg er enig med dig omkring skurkene i Dune. Klart et kritikpunkt. Måske er Villenouve blot ikke god her. Hovedskurken i BR-2049 var også det svage punkt i en ellers helt mesterlig film :)

    Men igen, halvvejs midt i Fellowship, det er jo næsten hele Dunes spilletid, altså EE versionen som strækker sig over 208 min, der får man langt mere fordybelse, så sammenligningen er måske lidt unfair. Jeg synes spilletid er en væsentlig faktor. De første 10-15 min er i øvrigt stor exposition gennem voice over i LOTR, det har Villenouve intet med. Jeg synes den er svær, men igen, jeg synes LOTR er en bedre film overall. Om det skyldes den står mere selvstændigt end Dune, er jeg ikke helt sikker på er årsagen alene. 

    Babo 27-10-2021 16:02
    
    1

  • Voice over i LOTR er et kunstnerisk valg, fordi det er med til at skabe stemningen og klæder det litterære oplæg. Så det er ikke bare for at Karen og Allan kan følge med.

    
    1

  • Jeg må genlæse din tråd, for husker du ridsede en del punkter op som ikke retfærdiggjorde den karakter du gav. Jeg er enig med dig omkring skurkene i Dune. Klart et kritikpunkt. Måske er Villenouve blot ikke god her. Hovedskurken i BR-2049 var også det svage punkt i en ellers helt mesterlig film :)

    Men igen, halvvejs midt i Fellowship, det er jo næsten hele Dunes spilletid, altså EE versionen som strækker sig over 208 min, der får man langt mere fordybelse, så sammenligningen er måske lidt unfair. Jeg synes spilletid er en væsentlig faktor. De første 10-15 min er i øvrigt stor exposition gennem voice over i LOTR, det har Villenouve intet med. Jeg synes den er svær, men igen, jeg synes LOTR er en bedre film overall. Om det skyldes den står mere selvstændigt end Dune, er jeg ikke helt sikker på er årsagen alene. 

    Jeg orker ikke lige at snuppe Blu-rayen ned fra hylden, men jeg tænker egentlig på biografudgaven af "Fellowship" og det eftertryk, netop dén efterlod :-) Efter 90 minutter (laaaaangt kortere tid end "Dune: Del 1") har Jackson introduceret sit persongalleri og deres univers langt bedre, end Villeneuve gør med markant mere spilletid.

    Så kan man og bør man selvfølgelig (som jeg også gør i mit alenlange bidrag i førnævnte tråd) indvende, at det er to vidt forskellige fortællinger, og at "Dune" måske er en kende mere kompleks, men sgu ikke i så markant grad, at den med langt flere minutter slet ikke får os ind under huden på sine karakterer (måske med Paul som eneste undtagelse) eller giver os incitament til at holde med heltene eller hade skurkene.

    Voiceoveren i starten af "Fellowship" er måske nok lige et par minutter længere end Zendayas i "Dune", men jeg efterspørger heller ikke mere exposition og world-building. Jeg savner flere momenter mellem de centrale spillere i fortællingen, så man får lyst til at tage dem i hånden og rejse helt ind i universet med dem. Det er egentlig lidt ligegyldigt (og jeg ved godt, det lyder sjovt, når nu jeg selv har opsat sammenligningen) at sidestille "Dune" direkte med "Fellowship" - det kunne lige så godt være en milliard andre film, der på trods af store universer og persongallerier gør os ordentligt investeret i deres universer, fordi de simpelthen (i min optik, naturligvis) er mere helstøbte, præcise og nærværende i deres historiefortælling :-)

    
    2

  • TN, Det kan man måske mene, men det ændrer ikke ved den også giver mange informationer om ringen osv og derved etablerer hurtigere nogle grundlæggende ting i historien. Det var bare ikke den approach Dune tog. Jeg synes det er en sværere tilgang den har. Men jeg synes stadig mere om LOTR hvis det giver mening :)

    Babo 27-10-2021 16:28
    
    0

  • TN, Det kan man måske mene, men det ændrer ikke ved den også giver mange informationer om ringen osv og derved etablerer hurtigere nogle grundlæggende ting i historien. Det var bare ikke den approach Dune tog. Jeg synes det er en sværere tilgang den har. Men jeg synes stadig mere om LOTR hvis det giver mening :)

    Måske den tilgang ikke passede til Dune (eller måske den burde have gjort det, så den ikke kastede så mange af). Men den passede til LOTR del 1 og gav ret meget mening med den tilgang. Det jo fortællingen om myten, der danner historiens baggrund, lidt som en historietime eller når man startet op på en god bog (et eventyr/fantasy).

    
    1

  • Nok lidt vildt hvis man droppede 2'eren efter at have frigivet en halv film. Jeg er klar på mere. Der går nok heller ikke længe før den første rammer HBO Max, hvis det holder med at biograffilm bliver tilgengælige 45 dage efter biograf-premieren.

    0

  • Jeg orker ikke lige at snuppe Blu-rayen ned fra hylden, men jeg tænker egentlig på biografudgaven af "Fellowship" og det eftertryk, netop dén efterlod :-) Efter 90 minutter (laaaaangt kortere tid end "Dune: Del 1") har Jackson introduceret sit persongalleri og deres univers langt bedre, end Villeneuve gør med markant mere spilletid.

    Så kan man og bør man selvfølgelig (som jeg også gør i mit alenlange bidrag i førnævnte tråd) indvende, at det er to vidt forskellige fortællinger, og at "Dune" måske er en kende mere kompleks, men sgu ikke i så markant grad, at den med langt flere minutter slet ikke får os ind under huden på sine karakterer (måske med Paul som eneste undtagelse) eller giver os incitament til at holde med heltene eller hade skurkene.

    Voiceoveren i starten af "Fellowship" er måske nok lige et par minutter længere end Zendayas i "Dune", men jeg efterspørger heller ikke mere exposition og world-building. Jeg savner flere momenter mellem de centrale spillere i fortællingen, så man får lyst til at tage dem i hånden og rejse helt ind i universet med dem. Det er egentlig lidt ligegyldigt (og jeg ved godt, det lyder sjovt, når nu jeg selv har opsat sammenligningen) at sidestille "Dune" direkte med "Fellowship" - det kunne lige så godt være en milliard andre film, der på trods af store universer og persongallerier gør os ordentligt investeret i deres universer, fordi de simpelthen (i min optik, naturligvis) er mere helstøbte, præcise og nærværende i deres historiefortælling :-)

    Uh, bioversionen ville jeg skulle gense, for jeg har kun genset EE versionerne siden de kom frem og dem jeg hæfter mig ved som komplette ved LOTR. 

    Mht karaktertegningen, så hører jeg hvad du siger. Jeg havde dog ikke de samme problemer med det, som du. Jeg fattede ret hurtigt interesse for de centrale spillere. Dvs de to vi for det meste følger. At skurkene falder lidt gennem er som nævnt ærgerligt og Pauls far er måske heller ikke underbygget særligt meget, men for mig var dramaet mellem sønnen og moren. Når de var på flugt. Når de var i fare. Det er selvfølgelig altid individuelt, hvor meget der er nok til at fatte interesse, empati og en smule dybde. Jeg gjorde, omend ikke i ligeså stor grad som i The Last Duel. Men det er også en mere kompleks film synes jeg. Med al respekt for Dune og forlægget, så virker det på mig som tanden mere seriøs udgave af SW. Det er stadig fantasy. Det skal navigere rundt i sit univers og berige sanserne, men helt sønderknusende dybe portrætter tror jeg sgu ikke det er. 

    Babo 27-10-2021 17:16
    
    1

  • Når i snakker portrætter og så snakker om dybe/overfladiske, mener i så kun at dybe portrætter kan være relaterbare? Det er blot fordi du Johan kritiserer at netop persongalleriet virker ligegyldigt (er det ca korrekt?) og Babo her skriver at han ikke forventer sønderknusende dybe portrætter, som var dybe portrætter en forudsætning for at en film er relaterbar? 

    
    0

  • Når i snakker portrætter og så snakker om dybe/overfladiske, mener i så kun at dybe portrætter kan være relaterbare? Det er blot fordi du Johan kritiserer at netop persongalleriet virker ligegyldigt (er det ca korrekt?) og Babo her skriver at han ikke forventer sønderknusende dybe portrætter, som var dybe portrætter en forudsætning for at en film er relaterbar? 

    Indimellem kommer adjektiver - såsom "dybe" - til kort :-) Ved "dybt portræt" vil man nok normalt tænke på fortællinger, der fokuserer intenst på én person og virkelig kommer helt ind under huden på vedkommende. Men som LOTR (og talløse andre film for den sags skyld) for længst har etableret, så er det ikke tiden, der bruges, men hvordan den bruges, der er vigtig (beklager at jeg lige lyder som en fortune cookie dér).

    Det er fx noget af det, jeg vitterligt synes, at Marvel gør skidegodt – i langt de fleste af deres film i hvert fald. Der er så meget knald på og så mange karakterer i spil, at man ikke skulle tro, at man kunne nå ind på livet af de (hovedsageligt) menneskelige skæbner midt i rabalderet. Men sædvanligvis trækker Marvel lige nøjagtigt ofte OG hårdt nok i håndbremsen flere gange undervejs, hvor - og jeg ved godt, det lyder vildt banalt - mennesker simpelthen bare taler sammen som mennesker (og så er instruktionen, dialogen og skuespillet så også virkelig godt sædvanligvis), og det gør, at jeg holder af de her superhelte. Det gav "Dune" mig praktisk talt aldrig. Jeg måtte nøjes med rabalderet, som er helt VANVITTIGT imponerende, men når man ser filmen to gange i streg, bliver det virkelig tydeligt, hvor svagt filmen står, når sanserne ER kommet til hægterne igen ovenpå det første sansebombardement. Det er stadig en god film, og min kritik lyder måske bare ekstra hård, fordi jeg først og fremmest er enormt skuffet, men det kunne bare have været SÅ meget bedre.

    Med andre ord siger jeg ikke, at et karakterportræt skal være dybt, fladt, rektangulært eller rhombe-formet for at være decideret "relaterbart". Jeg får heller ikke fandens megen viden om John McClanes fortid, personlighed eller hans relationer i "Die Hard", men jeg holder alligevel meget af ham, fordi McTiernan og Co. giver os den helt rette dosis af karaktermomenter uden for den centrale fortælling, hvor McClane bare "ånder". "1917" er et andet pragtfuldt eksempel. Midt i den endeløse, overdøvende (og naturligvis fuldt fortjente) ros til billedsiden blev der sjældent talt om, hvor fandens imponerende filmen med vanvittigt få ord og gestikulationer får os helt tæt på sine to hovedpersoner. Det er økonomisk historiefortælling og karakterskildring i absolut særklasse. Det fremstår ikke umiddelbart som "dybe portrætter", for vi ved faktisk praktisk talt intet om de to mænd, når filmen er færdig, men vi forstår dem 120% som mennesker takket være bare et par håndfulde replikker og ekstremt få scener, hvor filmen ikke bare tænker "PLOT PLOT PLOT"!

    Filmmagerne skal ret beset "bare" give mig ord og øjeblikke, der giver mig incitament til at investere i (og det kan både være "hade", "elske" og så meget andet...) sine karakterer, og det kan både præsteres på en lille smule eller på en masse spilletid (og hvis du skal komme i mål med "en lille smule", skal du være en ret habil filmmager). Det behøver altså netop ikke være den dybe, lange udredning af personens fortid og følelsesliv, men bare nok til at gøre mig interesseret i de mennesker, jeg skal følge de næste to-tre timer. Det skal ikke nødvendigvis være "relaterbart", men det skal fandme være "engagerende", og det afhænger selvfølgelig også af filmens kontekst - men når det tydeligvis er meningen, at jeg skal interessere mig for den her søn og hans relation til hans far, til hans mor, til hans venner, og at jeg skal interessere mig for konflikten mellem den søns familie og en anden, ond familie, så er det lidt kritisk, at filmen ikke fokuserer nok på det.

    Det får jeg slet ikke nok af i "Dune", og det kunne Villeneuve sagtens have præsteret, selvom han skal etablere et kæmpe univers, for det formår "Dune"-tv-miniserien eksempelvis, som slutter præcis samme sted som Villeneuves film efter det samme antal minutter. Så nej, jeg efterspørger på ingen måde "sønderknusende dybe portrætter" for at citere Babo, men simpelthen bare et eller andet for alvor at knytte mig til ud over det dragende audiovisuelle univers. Hverken SW eller LOTR kan siges at have "S.D.P", men Gud, hvor vi dog elsker Luke, Leia, Han Solo, Frodo, Gandalf, Aragorn og alle de andre.

    Beklager den fandens rodede, kringlede og plaprende smøre, men det er fandme en forrykt uge, der har smeltet hjernen. Godnat, alle sammen! <3

    
    1

  •  Så nej, jeg efterspørger på ingen måde "sønderknusende dybe portrætter" for at citere Babo, men simpelthen bare et eller andet for alvor at knytte mig til ud over det dragende audiovisuelle univers. Hverken SW eller LOTR kan siges at have "S.D.P", men Gud, hvor vi dog elsker Luke, Leia, Han Solo, Frodo, Gandalf, Aragorn og alle de andre.

    Beklager den fandens rodede, kringlede og plaprende smøre, men det er fandme en forrykt uge, der har smeltet hjernen. Godnat, alle sammen! <3

    Godt skrevet Johan, jeg er med dig hele vejen. <3

    
    1

  • Jamen svært at være uenig Johan. De eksempler du nævner er jeg også enig i. Karaktermomenter er altid godt i en film. Men nu gjorde en film som 1917 også noget klogt. De fulgte to mænd tæt hele vejen. Så det gav plads til de blot snakkede sammen i øst og vest. Det virkede troværdigt. Og ja, men fattede sympati. Mht Marvel, så vil jeg publikum har en indbygget forståelse af det hele nu, efter så mange selvstændige film i rækken. Men igen, hvad der virker for en, virker måske ikke hos den anden. Thats just movies!!

    Babo 28-10-2021 06:50
    
    0

  • @johan: kan godt følge din kritik noget af vejen, om end jeg ikke oplevede det så skelsættende som dig. Måske fordi man (jeg) kender mange af figurerne allerede. Filmens problem hermed er sikkert, at der er så mange karakterer der skal præsenteres, at det kniber med pladsen hertil selv i den lange og halverede film :). I øvrigt enig omkring Marvels præstation i karakteropbygning. Men de har jo i øvrigt også så rigelig tid og plads til det :)

    
    0

  • Indimellem kommer adjektiver - såsom "dybe" - til kort :-) Ved "dybt portræt" vil man nok normalt tænke på fortællinger, der fokuserer intenst på én person og virkelig kommer helt ind under huden på vedkommende. Men som LOTR (og talløse andre film for den sags skyld) for længst har etableret, så er det ikke tiden, der bruges, men hvordan den bruges, der er vigtig (beklager at jeg lige lyder som en fortune cookie dér).

    Det er fx noget af det, jeg vitterligt synes, at Marvel gør skidegodt – i langt de fleste af deres film i hvert fald. Der er så meget knald på og så mange karakterer i spil, at man ikke skulle tro, at man kunne nå ind på livet af de (hovedsageligt) menneskelige skæbner midt i rabalderet. Men sædvanligvis trækker Marvel lige nøjagtigt ofte OG hårdt nok i håndbremsen flere gange undervejs, hvor - og jeg ved godt, det lyder vildt banalt - mennesker simpelthen bare taler sammen som mennesker (og så er instruktionen, dialogen og skuespillet så også virkelig godt sædvanligvis), og det gør, at jeg holder af de her superhelte. Det gav "Dune" mig praktisk talt aldrig. Jeg måtte nøjes med rabalderet, som er helt VANVITTIGT imponerende, men når man ser filmen to gange i streg, bliver det virkelig tydeligt, hvor svagt filmen står, når sanserne ER kommet til hægterne igen ovenpå det første sansebombardement. Det er stadig en god film, og min kritik lyder måske bare ekstra hård, fordi jeg først og fremmest er enormt skuffet, men det kunne bare have været SÅ meget bedre.

    Med andre ord siger jeg ikke, at et karakterportræt skal være dybt, fladt, rektangulært eller rhombe-formet for at være decideret "relaterbart". Jeg får heller ikke fandens megen viden om John McClanes fortid, personlighed eller hans relationer i "Die Hard", men jeg holder alligevel meget af ham, fordi McTiernan og Co. giver os den helt rette dosis af karaktermomenter uden for den centrale fortælling, hvor McClane bare "ånder". "1917" er et andet pragtfuldt eksempel. Midt i den endeløse, overdøvende (og naturligvis fuldt fortjente) ros til billedsiden blev der sjældent talt om, hvor fandens imponerende filmen med vanvittigt få ord og gestikulationer får os helt tæt på sine to hovedpersoner. Det er økonomisk historiefortælling og karakterskildring i absolut særklasse. Det fremstår ikke umiddelbart som "dybe portrætter", for vi ved faktisk praktisk talt intet om de to mænd, når filmen er færdig, men vi forstår dem 120% som mennesker takket være bare et par håndfulde replikker og ekstremt få scener, hvor filmen ikke bare tænker "PLOT PLOT PLOT"!

    Filmmagerne skal ret beset "bare" give mig ord og øjeblikke, der giver mig incitament til at investere i (og det kan både være "hade", "elske" og så meget andet...) sine karakterer, og det kan både præsteres på en lille smule eller på en masse spilletid (og hvis du skal komme i mål med "en lille smule", skal du være en ret habil filmmager). Det behøver altså netop ikke være den dybe, lange udredning af personens fortid og følelsesliv, men bare nok til at gøre mig interesseret i de mennesker, jeg skal følge de næste to-tre timer. Det skal ikke nødvendigvis være "relaterbart", men det skal fandme være "engagerende", og det afhænger selvfølgelig også af filmens kontekst - men når det tydeligvis er meningen, at jeg skal interessere mig for den her søn og hans relation til hans far, til hans mor, til hans venner, og at jeg skal interessere mig for konflikten mellem den søns familie og en anden, ond familie, så er det lidt kritisk, at filmen ikke fokuserer nok på det.

    Det får jeg slet ikke nok af i "Dune", og det kunne Villeneuve sagtens have præsteret, selvom han skal etablere et kæmpe univers, for det formår "Dune"-tv-miniserien eksempelvis, som slutter præcis samme sted som Villeneuves film efter det samme antal minutter. Så nej, jeg efterspørger på ingen måde "sønderknusende dybe portrætter" for at citere Babo, men simpelthen bare et eller andet for alvor at knytte mig til ud over det dragende audiovisuelle univers. Hverken SW eller LOTR kan siges at have "S.D.P", men Gud, hvor vi dog elsker Luke, Leia, Han Solo, Frodo, Gandalf, Aragorn og alle de andre.

    Beklager den fandens rodede, kringlede og plaprende smøre, men det er fandme en forrykt uge, der har smeltet hjernen. Godnat, alle sammen! <3

    Tak for et fint uddybende svar. Kan fornemme at jeg er meget på bølgelængde med det skrevne. Die Hard er et perfekt eksempel!

    
    1

  • Men nu gjorde en film som 1917 også noget klogt. De fulgte to mænd tæt hele vejen. Så det gav plads til de blot snakkede sammen i øst og vest. Det virkede troværdigt. Og ja, men fattede sympati.

    Ja, men pointen er, at relativt lidt af den tid bliver brugt på snak om "øst og vest", og at man netop med ganske få nøje tilrettelagte momenter kan få os investeret i nogle karakterer, der gør, at hele historien får større slagkraft.

    @johan: kan godt følge din kritik noget af vejen, om end jeg ikke oplevede det så skelsættende som dig. Måske fordi man (jeg) kender mange af figurerne allerede. Filmens problem hermed er sikkert, at der er så mange karakterer der skal præsenteres, at det kniber med pladsen hertil selv i den lange og halverede film :). I øvrigt enig omkring Marvels præstation i karakteropbygning. Men de har jo i øvrigt også så rigelig tid og plads til det :)

    Jeg har jo selv læst bogen, spillet Cryos spil, set Lynchs film og miniserien, så jeg har også allerede et indgående kendskab til karaktererne og deres relationer. Men når jeg så alligevel træder et skridt tilbage og ser på Villeneuves nye "Dune" som sit eget, selvstændige værk, så har jeg bare slet ikke den samme tilknytning til menneskerne i den eller deres omstændigheder som i praktisk talt alle de andre inkarnationer. Jeg ville ønske, at Villeneueve havde været dristig nok til at fjerne/kombinere flere karakterer, så der blev plads til, at de andre kunne ånde mere. For selvom jeg er glad for, at Del 2 kommer, så kan jeg snildt forestille mig, at det vil hæmme filmen, at jeg ikke har medlidenhed/beundring nok for Paul og Jessica, og at jeg har absolut ingen trang til at se dem sejre over skurkene, som jeg - inden for blot den nye films rammer - aner praktisk talt intet om og har intet forhold til.

    Mht. Marvel så er jeg ikke enig i, at de altid har "rigelig tid", blot fordi der er mange film, og mange karakterer dukker op i flere omgange. Der er jo stadig et hav af karakterer og handlingstråde i næsten hver eneste film på (næsten) lige fod med "Dune".

    Tag fx "The Winter Soldier" som et eksempel... Den har i hvert fald tre store hovedpersoner (Captain America, Black Widow, Fury), en håndfuld markante bipersoner (Bucky, Sam, Pierce, Rumlow, Kate), flere centrale handlingstråde (SHIELD er infiltreret af Hydra, SHIELD skal nedlægges, America skal finde sin rolle i den moderne verden, Bucky er stadig i live, det voksende bånd mellem America og BW osv.), og mange af disse karakterer/tråde er helt nye for netop den film. Men den starter sgu med en scene, hvor to mænd bare løber rundt om en sø og dernæst har en samtale om, hvor svært det er for dem at finde ro i en "normal" tilværelse efter et liv i krig. Så er der lidt action, før et kort besøg på et museum føjer en ekstra dimension til Americas fortid, hvorefter vi serveres for et møde med en række krigsveteraner og et hospitalsbesøg hos hans gamle flamme - intet af det er essentielt for plottet, men det er essentielt i forhold til at oparbejde vores relation til America. Og igen - dialogen, instruktionen og skuespiller er også lige i øjet, for de her scener kunne jo lige så godt have været hamrende ineffektive og bare fremstået som fyld.

    Pointen i min endeløse og kringlede smøre er bare, at selvom film naturligvis er enoooormt forskellige, så kan man sagtens finde tid til world-building og karakter-building på samme tid. "Dune" skal måske nok introducere mere end "Captain America: The Winter Soldier", men så kunne Villeneuve have pitchet tre film eller en tv-serie, eller han kunne have været modig og (som sagt) droppet/fusioneret et par karakterer, så balancen mellem plot og karakterer havde været bedre.

    Det er ikke altid påkrævet i samme grad – fx er det helt fint, at jeg ved praktisk talt intet om personerne i "2001: A Space Odyssey", fordi i netop dén film er det slet ikke et krav i forhold til at skulle investere i historien, hvor vi i højere grad skal forstå og relatere os til deres rådvildhed og forbløffelse i mødet med det fuldkommen fremmede, end vi skal sympatisere med dem. Men i "Dune" er det simpelthen et krav (hvis den skal fungere optimalt), at vi skal kere om de her personer, deres relationer, deres smerter, deres triumfer, deres konflikter, og her fejler Villeneueve altså i min optik.

    Anyhow, i stedet for fortsat at gentage mig selv, linker jeg lige til side 2 af tråden i anmeldelsen, hvor jeg skriver mere om mine konkrete issues: www.moovy.dk/anmeldelser/film/Dune

    
    0

  • Ja, men pointen er, at relativt lidt af den tid bliver brugt på snak om "øst og vest", og at man netop med ganske få nøje tilrettelagte momenter kan få os investeret i nogle karakterer, der gør, at hele historien får større slagkraft.

    Jeg har jo selv læst bogen, spillet Cryos spil, set Lynchs film og miniserien, så jeg har også allerede et indgående kendskab til karaktererne og deres relationer. Men når jeg så alligevel træder et skridt tilbage og ser på Villeneuves nye "Dune" som sit eget, selvstændige værk, så har jeg bare slet ikke den samme tilknytning til menneskerne i den eller deres omstændigheder som i praktisk talt alle de andre inkarnationer. Jeg ville ønske, at Villeneueve havde været dristig nok til at fjerne/kombinere flere karakterer, så der blev plads til, at de andre kunne ånde mere. For selvom jeg er glad for, at Del 2 kommer, så kan jeg snildt forestille mig, at det vil hæmme filmen, at jeg ikke har medlidenhed/beundring nok for Paul og Jessica, og at jeg har absolut ingen trang til at se dem sejre over skurkene, som jeg - inden for blot den nye films rammer - aner praktisk talt intet om og har intet forhold til.

    Mht. Marvel så er jeg ikke enig i, at de altid har "rigelig tid", blot fordi der er mange film, og mange karakterer dukker op i flere omgange. Der er jo stadig et hav af karakterer og handlingstråde i næsten hver eneste film på (næsten) lige fod med "Dune".

    Tag fx "The Winter Soldier" som et eksempel... Den har i hvert fald tre store hovedpersoner (Captain America, Black Widow, Fury), en håndfuld markante bipersoner (Bucky, Sam, Pierce, Rumlow, Kate), flere centrale handlingstråde (SHIELD er infiltreret af Hydra, SHIELD skal nedlægges, America skal finde sin rolle i den moderne verden, Bucky er stadig i live, det voksende bånd mellem America og BW osv.), og mange af disse karakterer/tråde er helt nye for netop den film. Men den starter sgu med en scene, hvor to mænd bare løber rundt om en sø og dernæst har en samtale om, hvor svært det er for dem at finde ro i en "normal" tilværelse efter et liv i krig. Så er der lidt action, før et kort besøg på et museum føjer en ekstra dimension til Americas fortid, hvorefter vi serveres for et møde med en række krigsveteraner og et hospitalsbesøg hos hans gamle flamme - intet af det er essentielt for plottet, men det er essentielt i forhold til at oparbejde vores relation til America. Og igen - dialogen, instruktionen og skuespiller er også lige i øjet, for de her scener kunne jo lige så godt have været hamrende ineffektive og bare fremstået som fyld.

    Pointen i min endeløse og kringlede smøre er bare, at selvom film naturligvis er enoooormt forskellige, så kan man sagtens finde tid til world-building og karakter-building på samme tid. "Dune" skal måske nok introducere mere end "Captain America: The Winter Soldier", men så kunne Villeneuve have pitchet tre film eller en tv-serie, eller han kunne have været modig og (som sagt) droppet/fusioneret et par karakterer, så balancen mellem plot og karakterer havde været bedre.

    Det er ikke altid påkrævet i samme grad – fx er det helt fint, at jeg ved praktisk talt intet om personerne i "2001: A Space Odyssey", fordi i netop dén film er det slet ikke et krav i forhold til at skulle investere i historien, hvor vi i højere grad skal forstå og relatere os til deres rådvildhed og forbløffelse i mødet med det fuldkommen fremmede, end vi skal sympatisere med dem. Men i "Dune" er det simpelthen et krav (hvis den skal fungere optimalt), at vi skal kere om de her personer, deres relationer, deres smerter, deres triumfer, deres konflikter, og her fejler Villeneueve altså i min optik.

    Anyhow, i stedet for fortsat at gentage mig selv, linker jeg lige til side 2 af tråden i anmeldelsen, hvor jeg skriver mere om mine konkrete issues: www.moovy.dk/anmeldelser/film/Dune

    Smukt skrevet om MCU, og med det i baghovedet vil jeg give dig ret i store dele af din kritik af Dune… men den virker nu stadig rigtig fint for mig, og jeg glæder mig til at bedømme den i sin helhed med del 2 (og 3?). 

    
    1

  • Smukt skrevet om MCU, og med det i baghovedet vil jeg give dig ret i store dele af din kritik af Dune… men den virker nu stadig rigtig fint for mig, og jeg glæder mig til at bedømme den i sin helhed med del 2 (og 3?). 

    Tak <3 Og jeg glæder mig absolut også. Man KAN jo håbe, at det bliver en af de 2'ere, der gør 1'eren bedre, hvor han på en eller anden led udfylder de huller, der var i den første.

    
    1

  • Jeg var ny i Dune universet, og efter at have set første film er jeg ikke mindre forvirret. Der skal komme mere, for at følge op på alle trådene i 1'eren. Der er meget man skal kende til på forhånd, for at alt giver mening. Men ellers udemærket - lidt lang - film, og tager absolut 2'eren med :)

    0

  • Hvornår kommer den HBO Max?

    
    0

  • Hvornår kommer den HBO Max?

    Det skulle være i næste uge. 1. november mener jeg.

    
    1

  • Det skulle være i næste uge. 1. november mener jeg.

    Takker

    
    0

  • 45 dage efter premieredatoen (16. september).

    
    0

  • Johan, nu nævner du et par gode scener fra Captain America: Winther Soldier. Helt sikkert gode karakterscener. Men Dune starter altså også stille fra land når vi møder Poul - faktisk over morgenmad med sin mor, hvor man allerede bliver introduceret til deres kommunikative evner. Vist ikke en spoiler. Dernæst er der scener med Poul og sin far på klippen, der snakkes om ansvar, kald i livet osv. Pouls drømme. Senere igen den fabelagtige ‘fear’ scene. Altså, jeg kunne nævne flere. Bare sig til :) Jeg er med på du enten ikke selv har tolket noget ind i disse scener eller været investeret nok - og det er fair nok. Men jeg kan ikke genkende, at karaktermomenter ikke eksisterede. Det vil jeg faktisk mene er forkert. Men altså, som jeg sagde, så tolker vi forskelligt ind i film, karakterer osv. Jeg heppede altså helt fint med Poul, særligt til sidst i filmen, uden at afsløre, hvor han kommer i duel. 

    Men tak for snakken. Vi er det man kalder helt uenige :)

    Babo 28-10-2021 16:55
    
    1

  • Men Dune starter altså også stille fra land når vi møder Poul - faktisk over morgenmad med sin mor, hvor man allerede bliver introduceret til deres kommunikative evner. Vist ikke en spoiler. Dernæst er der scener med Poul og sin far på klippen, der snakkes om ansvar, kald i livet osv. Pouls drømme. Senere igen den fabelagtige ‘fear’ scene. Altså, jeg kunne nævne flere. Bare sig til :) Jeg er med på du enten ikke selv har tolket noget ind i disse scener eller været investeret nok - og det er fair nok. Men jeg kan ikke genkende, at karaktermomenter ikke eksisterede. Det vil jeg faktisk mene er forkert. Men altså, som jeg sagde, så tolker vi forskelligt ind i film, karakterer osv. Jeg heppede altså helt fint med Poul, særligt til sidst i filmen, uden at afsløre, hvor han kommer i duel. 

    Jeg har aldrig sagt, at de "ikke eksisterede", men der er for få af dem, og de er mangelfulde :-) Snakken mellem mor og Poul handler udelukkende om at etablere "stemmen". Det er ren plotsnak. Scenen mellem Poul og farmand er det tætteste, vi kommer på menneskelig kontakt mellem de to (og det er vitterligt det ENESTE eksempel i HELE filmen), men det handler - i min verden - for meget om at etablere og diskutere politisk magtspil og positionering, når nu det simpelthen er den eneste reelle samtale, far og søn (hele historiens to nok mest centrale skikkelser!) har.

    Derfor gør det også mere eller mindre intet indtryk, når Leto dør, og Poul reagerer i ørkenen, fordi vi har slet ikke har fået et ordentligt indtryk af, at de har nogen som helst meningsfuld relation. Leto virker mest af alt kold i røven over for Jessica, hvis man altså lige ser bort fra én ADR-dubbet "jeg burde have giftet mig med dig"-replik i én henkastet scene.

    Fear-scenen var god, selvom jeg var lidt ærgerlig over, at pinslerne i kassen ikke blev skildret på en mere kreativ facon. Chalameet sælger den meget godt, men scenen gør slet ikke ondt på mig - i modsætning til i tidligere fortolkninger (og bogen for den sags skyld) - for jeg har ingen fornemmelse af, hvilke pinsler den hånd udsættes for. Den er dog med til at styrke min tilknytning til Poul, og som jeg også skrev i min anmeldelse, så ender jeg med at holde af ham. Men nok som den eneste karakter i HELE persongalleriet. Og ja da, du må da hjertens gerne komme med flere eksempler ud over disse, det kunne være interessant :-) får dog nok først tid til at reagere på dem efter weekenden.

    Men ja, som du også har sagt før, så er det jo også bare vanvittigt forskelligt, hvor meget/lidt vi hver især lever os ind i karakterer, og hvor lidt/meget viden osv. vi føler, vi har brug for, for at det sker. Der er også film, hvor du ikke har været engageret i karaktererne, hvor jeg har osv. Og ja, tak for snakken!

    
    0

  • Jeg elsker, at I kalder ham Poul!

    
    2

  • Fear-scenen var god, selvom jeg var lidt ærgerlig over, at pinslerne i kassen ikke blev skildret på en mere kreativ facon. Chalameet sælger den meget godt, men scenen gør slet ikke ondt på mig - i modsætning til i tidligere fortolkninger (og bogen for den sags skyld) - for jeg har ingen fornemmelse af, hvilke pinsler den hånd udsættes for.

    Det handler jo om, at Denis er mere interesseret i at bruge scenen til at udbygge forholdet mellem Paul og Jessica. Han klipper flere gange ud til hende udenfor døren i følelsernes vold. Jeg synes personligt det er det rigtige valg, men jeg kunne også have været glad for en anden tolkning på scenen.

    
    0

  • Jeg ville bare ønske, at Dennis havde lavet en bedre film om Poul og farmand Leif!

    
    0

  • Jeg elsker, at I kalder ham Poul!

    Haha godt set 

    Babo 28-10-2021 19:41
    
    1

  • Jeg synes også som Kruse, at det var med til at udbygge både forholdet og drive plottet frem. Derudover synes, at det var fedt, at pinslerne ikke blev visualiseret, men at Denis faktisk gav plads til fantasien tog over hvor man selv kunne forestille sig. Jeg synes faktisk dette var SCENEN i filmen. 

    Babo 28-10-2021 19:46
    
    1
Tilbage...
Log ind for at kommentere

Læs også

Seneste Anmeldelser
Seneste Moovy Exclusive