Havde Duchovny mon været bedre i rollen? Sandheden er derude!
Tre forskellige skuespillere har spillet Marvel-super(anti)helten Hulk siden årtusindskiftet – Eric Bana, Edward Norton og senest Mark Ruffalo, som overtog rollen fra Norton i Marvels MCU-filmsaga ovenpå "The Incredible Hulk".
Men ifølge Moviehole var vi tæt på at få en helt anden udgave af Hulk i de nyere Marvel-film. Marvels vicepræsident, Peter Cuneo, har afsløret, at op til produktionen af "The Incredible Hulk" stod valget mellem Edward Norton og "The X-Files"-stjernen David Duchovny.
Læs også: "Black Panther"-skuespilleren Chadwick Boseman var i spil til rollen som Drax
Faktisk var filmholdet så begejstret for Duchovnys indfaldsvinkel til rollen, at man var beredt på at vente, til Duchovny havde færdiggjort optagelserne til spillefilmen "The X-Files: I Want To Believe", som udkom i 2008 – samme år som "The Incredible Hulk".
Men i sidste ende valgte man altså at hyre Edward Norton – måske fordi han trods alt var (og nok stadig er) en større filmstjerne og samtidigt også er fan af den oprindelige Marvel-tegneserie.
Norton forlod dog Marvel-franchisen allerede efter "The Incredible Hulk", hvorefter Ruffalo spillede Hulk og hans menneskelige alter ego, Bruce Banner, i "The Avengers" og alle efterfølgende MCU-film.








