Moovy TV: Interview: Dansk instruktør bag hjerteskærende dokumentar om børn i det krigshærgede Ukraine
Simon Lereng Wilmonts prisbelønnede "The Distant Barking of Dogs" er en af de helt store titler i årets CPH:DOX-program.
Wilmont har i årevis lavet korte dokumentarfilm om børn og unge under pres – unge sumobrydere, unge fægtere, unge cirkusartister...
Men den 10-årige Oleg, som er omdrejningspunktet i Wilmonts "The Distant Barking of Dogs", lever under et markant større pres i det østlige Ukraine, hvor han bor sammen med sin aldrende bedstemor midt i krydsilden mellem landets krigeriske kræfter.
Moovy TV har mødt den danske dokumentarist, og vi talte bl.a. om at filme midt i en krigszone, om at kommunikere gennem kropssprog og om, hvad han håber, at danske børn og unge får ud af filmen.
"The Distant Barking of Dogs" vises under årets CPH:DOX, hvor den i øvrigt er nomineret til filmfestivalens publikumspris. Den kan ses onsdag 21. marts kl. 19.00 i Kunsthal Charlottenborg og 23. marts kl. 19.00 i Cinemateket. Billetter kan bestilles her.