Moovy TV: Bag om Pixars "Elio" med filmens Oscar-belønnede skabere

Mary Alice Drumm, Domee Shi og Madeline Sharafian har bl.a. givet os "Coco" og "Turning Red", og trioen taler med os om unikke rumvæsner, "Star Trek" og blandingen af seriøsitet og spas i Pixars nyeste perle.

I dag er der dansk biografpremiere på "Elio" – det 29. opus i Pixars enormt imponerende bagkatalog, der tæller computeranimerede nyklassikere som "Toy Story", "De utrolige" og "WALL·E".

Og ligesom "WALL·E" er "Elio" et gribende og betagende rumeventyr. Filmens hovedperson er den nørdede enspænder Elio – en lille dreng, der netop har oplevet et stort tab, som får ham til at dagdrømme endnu mere om en tilværelse i det ydre rum langt væk fra Jordens dårlige minder og onde klassekammerater.

Og naturligvis bliver Elios ønske opfyldt. Et rumskib hører knægtens bøn, men Elio får ikke lov til at lege Jordens ambassadør længe, før en intergalaktisk krig truer med at gå i gang. Kan drengen fra Jorden og hans nye venner fra det uendelige kosmos mon redde dagen?

Se også: Moovy TV: "Luca": Sådan laver man en Pixar-film

Ligesom mange af Pixars tidligere film balancerer "Elio" elegant på skillelinjen mellem familievenlig ramasjang og seriøst, følelsesladet drama – og netop dén balancegang har vi diskuteret med filmens instruktører, Domee Shi og Madeline Sharafian, samt produceren Mary Alice Drumm.

De tre kvinder har givet os flere pragtfulde, prisbelønnede Pixar-kortfilm samt spillefilm som "Turning Red" og "Coco", og sammen med den kreative trio diskuterer vi også de iøjnefaldende rumvæsner i "Elio", filmens stærke cast og en helt særligt sci-fi-reference i filmens åbningssekvens.

"Elio" er som sagt landet i de danske biografer i dag. Se vores indslag her:

Kommentarer

Bag om Pixars "Elio" med filmens Oscar-belønnede skabere

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen