Moovy TV: Bag om thrilleren "G20" med tv-stjernen Ramón Rodríguez og den Oscar-nominerede producer Andrew Lazar

"Die Hard" møder "Air Force One" i Amazons nyeste streamingfilm, hvor Viola Davis spiller USA's slagkraftige præsident.

Den 10. april lander "G20" på Amazons streamingtjeneste, Prime Video. Her spiller Oscar-vinderen Viola Davis ("Fences", "The Woman King") USA's præsident, ekssoldaten Danielle Sutton, som drager til Cape Town i Sydafrika for at deltage i en stor konference sammen med 19 andre statsledere.

Men de diplomatiske planer destrueres, da terroristen Rutledge – spillet af "The Boys"-stjernen Antony 'Homelander' Starr – tager politikerne til fange sammen med sin lille armé af lejesoldater. Sutton undslipper dog, og sammen med et par andre allierede kæmper hun for at slippe gidslerne fri – inklusive sin mand og deres to børn.

Se også: trailer til action-thrilleren "G20" med Viola Davis og Antony Starr

En anden af filmens helte er Secret Service-agenten Manny Ruiz, der spilles af Ramón Rodríguez, som fik sit store gennembrud i tv-nyklassikeren "The Wire", og som derudover har medvirket i tv-succeser som "The Affair", "The Defenders" og senest detektivserien "Will Trent", som han spiller titelrollen i.

Og vi har talt med Rodríguez om at spille en seriøs fyr i en lettere useriøs film – og om både at blive stukket af en skorpion og blive smittet med coronavirus under optagelserne(!).

Vi har også interviewet filmens producer, Andrew Lazar, som blev Oscar-nomineret for sit arbejde på Clint Eastwoods "American Sniper", og som derudover har så forskelligartede film som "10 Things I Hate About You", "Brothers", "Jonah Hex" og "Confessions of a Dangerous Mind" på CV'et. Lazar kommer bl.a. med sit bud på, hvorfor amerikanske præsidenter ofte er hårdtslående helte på det store lærred, og produceren kommer med en opdatering om den længe ventede live-action "Akira"-film, som han har arbejdet på i to årtier.

"G20" kan som sagt ses på Prime Video fra og med den 10. april. Se vores omtalte interviews her:

Kommentarer

Bag om thrilleren "G20" med tv-stjernen Ramón Rodríguez og den Oscar-nominerede producer Andrew Lazar

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen