David Fincher er en af mine yndlingsinstruktører, må jeg erkende. Jeg elsker den kompromisløshed og sans for detaljer, som han altid udviser. Det at han skulle så grueligt meget igennem i forbindelse med Alien 3, hvor filmselskabet endte med at overtage det hele og lave så meget om at Fincher den dag i dag tager afstand fra filmen og nærmest bliver arrig når hans navn bliver nævnt i forbindelse med den, kan i virkeligheden have været en medvirkende årsag at han er den instruktør som han er i dag. Han er eftersigende en meget krævende instruktør, men samtidig også meget givende. En instruktør som ikke er bleg for at lade sin medvirkende tage rampelyset og rose dem. Jeg har set bag om kameraet til The Social Network et par gange og noget af det jeg især husker er hvor involveret han er i alle facetter af hans film. Der er en scene i filmen hvor Zuckerberg og Savering sidder sammen med Sean Parker på en natklub og hvor Fincher vil have at lyden skal være så høj at man kun akkurat kan høre dialogen og hvor han tørt til lydteknikerne siger at det ikke er højt nok, så de må arbejde videre. Ligeledes han kamp for at det skulle være Rooney Mara som skulle spille Salander, fremfor de celebre skuespillerinder som produktionsselskabet foretrak. Fincher fik sin vilje.
I det hele tager er The Social Network den film jeg finder mest underholdende og kan se flest gange. Det er en film med så mange detaljer at hver gang jeg ser den, så opdager jeg noget nyt. Først var det den fantastiske dialog og timingen fra skuespillernes og nu er det mest af alt lyddesignet og ikke mindst hvordan de to ting akkompagnerer hinanden.
Alligevel synes jeg at Zodiac er hans bedste film. Vi ved allerede på forhånd at morderen aldrig findes, det er ikke en spoiler da morderen aldrig er blevet fundet i virkeligheden. Det er hele opklaringsarbejdet og hvad den gør ved de involverede. Det er en film hvor Fincher formår, flere gange at få det til at risle koldt ned af ryggen. Især da han formår at sætte os ind i hovedet på de involverede, især i form af Gyllenhaal's Graysmith. Vi ved ligeså lidt som ham og ved at hver mistænkt potentielt kan være den berygtede morder. Den scene jeg husker bedst er, hvor han er på besøg hos en mistænkt (så vidt jeg huske) og skal ned i kælderen. Fincher er i stand til at gøre den scene så klaustrofobisk, både med sit valg af kameravinkel, belysning og underlægningsmusik at jeg stod med fornemmelsen at Graysmith kan blive slået ned når det skal være.
Slutteligt er der Se7en som kort sagt er en ond og brutal film og mit første minde med Fincher. En film, som på trods af at det er mange år siden jeg har set den, især husker slutningen på. En af bedste og mest voldsomme slutninger jeg kan huske.