Vil du uddybe dette?
---
Min favorit er formodentlig The Master.
Generelt om Anderson er det hans præsentation af psykologien, som fascinerer mig mest; detaljerigdommen, autenticiteten, de små nuancer (selv hos Adam Sandler!), samspillets udfoldelser, den på en gang dømmende og elskende afsløring, etc.
Men der er så meget at dykke ned i i Andersons film, og jeg har simpelthen for vanskeligt ved at sige, hvilken film jeg synes er bedst... nogle gange er det Punch-Drunk Love andre gange There Will Be Blood etc.
Jeg har kopiret dette fra min gamle anmeldelse af "Punch-Drunk Love". Det er så vidt jeg ved ikke en teori, der er blevet bekræftet af Paul Thomas Anderson, men jeg synes nu at tingene passer meget godt sammen, og jeg kan ikke lade være med at tænke, at han faktisk har lavet denne her subtekst helt bevidst. Jeg har sat en spoiler markering på bare for en sikkerheds skyld. :)
Oven på to ekstremt omfangende og udmagrende værker af episk længde i skikkelse af pornofablen “Boogie Nights” og den bibel allegoriske “Magnolia”, havde Paul Thomas Anderson lyst til at lave en film i et væsentligt mindre format og med knap så store manuskriptmæssige armbevægelser, hvilket udmundede sig i et spøjst og minimalistisk moderne eventyr syret sammensat i en herlig magisk mikstur af fortryllende romantik, kuriøs komik og subtekst baseret superhelte retorik. På overfladen ligner hele den melankolske og muntre misere dog en ganske tilforladelig og umiddelbar hyggelig kærlighedskomedie om en simpel mands selverkendelsesproces og personlige udvikling fra underkuet ydmyget nikkedukke fuld af store og tyngende følelsesmæssige problemer, der hele vejen gennem handlingens trodsige tråde må kæmpe en brav kamp i forsøget på at ændre på tingenes tilstand og dermed forbedre sit eget liv og eksistens.
Men stepdanser man sidelæns til de skæve toner fra Andersons komponist Jon Brions underlægningsmusik, og parallelt i forhold til manuskriptets bugnende hylder af budskabsbringende budding og andre farverige excentriciteter, ja så gemmer historien på en temmelig overraskende og dybt fascinerende allegori over Jerry Siegel og Joe Shusters skabelsesberetning om den legendariske blå og røde superhelt Kal-El, også bedre kendt under det mere populære navn Superman, og dennes stormende forelskelse i Lois Lane, samt efterfølgende duel mod ærkefjenden Lex Luthor. Til kraftigt at antyde dette og dermed åbne op for tolkningen af teksturens tvetydighed i filmen, introducerer Paul Thomas Anderson derfor et par gange undervejs en nærmest Rorschach lignende multi palette af farvesammensmeltninger visualiseret af kunstneren Jeremy Blake, der understreger farvesymbolikkens betydning for plottets kontekst.
Da man præsenteres for “Punch-Drunk Love”s perplekse protagonist Barry Egan, portrætteret med stor overbevisning af Adam Sandler hvis normalt irriterende humoristiske touch Anderson på mirakuløs vis forstår at udnytte med herlig underspillet effektivitet, dukker han nemlig op i et sæt tøj som med det samme, grundet sin stærke blå farve, signalere en mand der både er helt ude af trit med sit miljø, men samtidig også en person der et eller andet sted i underbevidstheden godt er klar over, at han var tiltænkt en betydningsfuld rolle i det univers filmen her befinder sig i. Som definitiv personificerende katalysator hertil bliver hhv. biluheldet/nedstyrtningen med meteorraketten, det meditative mini-orgel/Supermans healende Fortres of Sollitude, og endelig mødet med Lena Leonard/Louis Lane, (til lejligheden klædt helt i rødt), nøglerne til at åbne porten til Barrys psykiske fængsel, eller negative zone om man vil, og befri ham fra den metaforiske kryptonit lignende indflydelse hans syv søstre udgør, set ud fra den betragtning at de fungere som en allegori over stjernebilledet Taurus/The Seven Sisters, repræsenterende det hjemlige galaktiske element.
Meget symptomatisk mht. farverne er det efterfølgende ganske interessant at følge det skifte i Barrys ultimative blå outfits integrering af det røde element fra Lena, jo stærkere han føler for hende, hvilket samtidig indikere det første store skridt i retning af, at han erkender sin styrke og genvinder sin tabte selvtillid, overført i den næsten komplette underliggende superhelte persona, hvis metaforiske konfirmation dog først når sin forløsning i det skæbnesvangre opgør med filmens hovedskurk Dean Trumbell/Matress Man og hans håndlangere, da deres truende adfærd mod Lena og hendes røde farvesymbolik ikke blot bliver et angreb på Barrys kærlighedsobjekt, men et angreb på at fratage ham sine kræfter da hun ligeledes er synonym med den røde sol, som bekendt gav Superman sine overnaturlige evner.
Da jeg i sin tid så “Punch-Drunk Love” for første gang, kunne jeg sagtens fornemme, at der lå mere og gemte sig i historien end det der blot umiddelbart kom til syne, og en parallel til et superhelte univers var også oppe og vende i mine tanker efterfølgende. At det var så eksplicit målrettet i sine metaforer og symbolik mod Superman universet, fik jeg dog ikke øjnene op for før Twister lagde et link op med en analyse set ud fra disse betragtninger, og da jeg havde læst det og set filmen igen, ja så måtte jeg erklære mig fuldstændig enig i, at det lige præcis var sådan Paul Thomas Anderson på meget opfindsom og genial vis havde udtænkt sit manuskript. “Punch-Drunk Love” er og bliver min PTA yndlingsfilm, og kommer derfor naturligvis med de største og varmeste anbefalinger herfra.
