Lidt kærlighed til “Eraserhead” herfra. HADEDE den første gang jeg så den. Ved første gensyn faldt jeg pladask, hvilket nok sker for mange med Lynchs film. Først da jeg genså den, gik det op for mig, hvor siiiindssygt sjov, den er. Glæder mig til at gense den som far! :D
Jeg er ret sikker på, at jeg så den første gang som fra en kopi af en udenlandsk videokassette hos en kammerat i starten af 1990'erne. I øvrigt i en dobbeltforestilling med David Cronenbergs Naked Lunch. Min kammerat faldt i søvn. Jeg var blæst væk og følte, at jeg kunne se ALT bagefter.
Det var en ret vild oplevelse for en dreng, der bare få år tidligere, som måske 12-årig, vrængede af Oscar-uddelingen, fordi det var "film som ingen alligevel ser", og mente, at de "hellere skulle give priserne til noget af det, som folk rent faktisk vil se" (underforstået: Film med Sylvester Stallone eller Arnold Schwarzenegger).
Men måske husker jeg forkert, for jeg er helt sikker på, at jeg også så den i biografen i Sønderborg omkring 1992-1993, da den endeligt havde fået dansk biografpremiere. Samme kammerat havde, som han havde for vane, lokket den lokale biografkrejler Bent, der var meget mainstream-orienteret, til at tage den hjem ved gennem måneder at putte titlen i biografens ønske-/ forslagsboks. Hver gang varierede han håndskriften, så det virkede, som om forslaget kom fra mange forskellige.
Jeg kan huske, at vi var fire i salen. Min kammerat og jeg, og så mødte vi en lidt ældre bekendt fra basketball og hans kæreste. De hadede den. Vi elskede den.
Vi overhørte i øvrigt senere Bio-Bent brokke sig over, at der næsten ikke havde været nogen at se Eraserhead, når nu der havde været så mange, der havde ønsket den. :-)