Tjah, ovenstående kritik er hørt tusind gange før ... men det bliver den efter min mening ikke mere rigtig af.
Jeg var dejligt fri for alle de forudfattede meninger om, hvordan en Star Wars skal være, da de tre prequels-film blev udsendt, og det har tydeligvis været en fordel. Jeg har således ikke har noget nostalgisk forhold til filmene - de er ikke 'en del af min barndom'. Jeg har aldrig været imponeret af skuespillet i nogen af de gamle Star Wars-film. Det har aldrig været stort og imponerende, endsige shakespeare'sk skuespil. Det har bare FUNGERET eller været godt nok i konteksten, og dette gælder også de tre prequels.
Jeg elsker måden Hayden Christensen formidler det følelsesmæssige kaos, der er i teenageren Anakin, som på den ene side er forpligtet til at undgå romantiske forhold og på den anden side er forelsket i Padmé. Jeg kan se, at mindst én bruger forbindere teenagere med "charme og karisma". Det finder jeg langt ude. Altså, det billede har nogle teenagere muligvis af sig selv, meeeen dér tror jeg nok, jordforbindelsen er røget sig en tur. Nej, at være teenager er i mange tilfælde lig med at være kluntet, usikker, famlende OG pinligt følelsesladet og romantisk på skrift og i tale, når der skal sættes ord på éns følelser overfor en af det modsatte køn ... well, sådan er det ihvertfald i det virkelige liv. (Jeg behøver blot tænke på min egen fars gamle kærestebreve, som min mor viste mig få år efter hans død.) At mange ikke kan lide, at filmen afspejler virkelighedens ofte ulideligt selvhøjtidelige teenagere, kan jeg ærligt talt ikke se som et gyldigt eller for mig brugbart kritikpunkt. Og da slet ikke når flere af de selvsamme personer (tænker ikke på nogen bestemt) foretrækker den åh så godmodige, renskurede helt Luke, når det gælder fremstillingen af en teenager i Star Wars ... som om HAN var mindre romanblads-agtig! Come on, give me a break!
Og med hensyn til Anakins kærligheds-dialog: Tjah, jeg krummer SELV tæer ved tanken om hvad jeg selv engang skrev og sagde af søde, romantiske ord til min ekskone. Kan ikke lade være med at tænke på en replik fra 'Naked Gun 2½': "Please! I've got diabetes!" :-D :-D ... Men det var ikke "Beverly Hills 90210" eller "ugebladsromantik" - det var noget der virkelig blev sagt, fordi jeg var ung og naiv og følsom på den der kiksede, selvhøjtidelige måde.
Og nu er det jo ikke ligefrem fordi den ældre Anakin aka Darth Vader holder sig fra selvhøjtidelige, svulstige replikker, når han åbner munden i den originale trilogi ... hvorfor i alverden skulle han så have været meget anderledes, da han var ung og faldt for den kvinde, som blev Luke og Leias mor? Ja, jeg spørger bare.
"Jamen, at noget sker i virkelighedens verden, betyder ikke at det fungerer i en film!" - "Det kan godt være, at teenagere agerer på den måde, men det betyder ikke at Anakins scener og dialoger er eksekveret på en overbevisende måde!" ... Næh, men det er en rent subjektiv vurdering, som sammen med de forudfattede meninger om hvordan en Star Wars-film og Star Wars-teenager skal være, ikke er noget jeg som biografgænger og filmfan rigtigt kan bruge til noget.
Men tak for den sædvanlige, rent sortmalende kritik, som er ganske inspirerende med hensyn til at få sat ord på, hvorfor man som jeg mener, at Anakin er en overbevisende og velspillet karakter.